Elle Kennedy; Spillet (Briar U, #3) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]
Bagsidetekst:
"Hun er fantastisk, og vi har det sjovt sammen. Som venner. Jeg vil ikke have, at vores venskab går i stykker. Men Demi virker fast besluttet på at sætte ild til det."
Hvis Hunter Davenport har lært noget af sidste års elendige hockeysæson, så er det, at han må stoppe med at fucke op. Der er ikke plads til distraktioner, så som holdkaptajn må han prioritere hockey først og sætte romantik på standby.
Det betyder dog ikke, at han ikke kan være venner med kvinder, og hans nye læsemakker, Demi Davis, er virkelig cool og så lækker, at det burde være forbudt. Heldigvis har hun en kæreste ... eller det havde hun i hvert fald, indtil de slog op. Nu er hun på udkig efter en rebound.
Og nu lægger hun an på ham.
De kan ikke undgå hinanden, så han må bare stå imod. Det ville virkelig ikke være en god idé at være sammen, men hvordan kan han få overbevist sin krop - og sit hjerte - om det?
Det er ingen hemmelighed at jeg elsker Elle Kennedys bøger. "Off-Campus"-serien er stadig min yndlings, men jeg synes bestemt at de andre bøger også kan noget. Hun har opbygget en serie hvor personerne og deres historier flettes sammen. Så bare fordi vi har sagt farvel til fx Fitz og Summer, møder vi dem stadig i Hunter og Demis historie. Det er en stor venneflok og det er fedt - de føles næsten som mine venner også.
Noget andet jeg godt kan lide ved hendes bøger er humoren og samspillet mellem de to hovedpersoner. Der er altid en rigtig god ping-pong mellem dem og vitser og sjove kommentarer er der ikke sparet på. Selvom der altid er drama, så ved man også at det hele nok skal gå godt.
Jeg kan også godt lide at det ikke er de samme problemer der går igen i historierne. Der er både drømme og usikkerheden om hvad fremtiden kan bringe, usikkerheden over et forhold der har holdt rigtig længe, kærligheden (eller mangel på samme) og forholdet til forældre, der blot vil deres børn det bedste. I "Spillet" kommer selvmord også til at spille en stor rolle, og selvom det er et svært emne, så belyser Kennedy det på en rigtig god måde.
Bøgerne er nogen jeg bliver ved med at vende tilbage til og de skal helt sikkert genlæses på et tidspunkt - jeg har lige genlæst kapitel 24 i "Lagt på is", fordi det bare er så godt og selv nu hvor jeg tænker på det, får det mig til at smile. Det er noget hendes bøger nemlig kan. De kan nok ikke kategoriseres som klassikere, men de er underholdende og jeg husker historierne med et smil på læben.
De er, på deres egen måde, episke kærlighedshistorier og jeg er så glad for at få muligheden for at læse dem og lære disse skønne mennesker at kende. Jeg ville sige at de var perfekte til en varm sommerdag og en kold drink, men de kan også sagtens nydes under tæppet med en kop varm kakao på en kold efterårsdag.
Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Play
På dansk ved: Sarah Louise Pedersen
Udgivet i: 2020 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 406
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar