Bagsidetekst på "Lyntyven":
Tolvårige Percy Jackson er på vej til at blive smidt ud af endnu en skole – der er et lille problem med, at han har pulveriseret sin matematiklærer. Præcis hvad der skete, kan han ikke helt forklare, men det er heller ikke første gang, at besynderlige ting sker omkring ham.
Det begynder dog at give noget mere mening, da Percy efter en dramatisk flugt ender i den noget anderledes feriekoloni, Halvblodslejren. Her møder han til sin forbløffelse væsner, der kun burde optræde i bøger om græsk mytologi, og i de højere luftlag er de gamle guder endog særdeles levende. Og vrede. Overguden Zeuz‘ lyn er nemlig blevet stjålet, og Percy er den hovedmistænkte.
Han har nu ti dage til at bevise sin uskyld, og sammen med to venner sætter han af sted tværs over USA i jagten på tordenkilen. Men mange har interesse i at stoppe ham, og farer lurer de mest uventede steder. Oven i det har Oraklet advaret ham om forræderi fra allernærmeste hold … fra hans far, der har forladt ham, fra en af hans venner, eller …?
Okay, indrømmet, jeg har været alt for længe om at læse den her serie. Når jeg stod med den på arbejde, har jeg tit tænkt at jeg snart måtte tage mig sammen og få den læst. Jeg har kun hørt gode ting om serien: at den skulle være underholdende og rigtig spændende. Jeg har læst Rick Riordans serie om Magnus Chase og de nordiske guder og jeg nød den i fulde drag! Jeg hørte den som lydbog og Laus Høybye er en fantastisk fortæller.
Nu fik jeg så endelig taget mig sammen til at læse historien om Percy og jeg var på ingen måde skuffet. Jeg har tidligere set filmene (dem snakker vi dog ikke om) og læst tegneserien, men ingen af dele er ligeså gode som bøgerne. Percy er fantastisk – selvom han er en ulykkesmagnet, er han, nok den mest loyale person jeg har mødt – eller læst om. Selvom det kan ødelægge alle planer, beskytter han sine venner og vil gøre alt for dem. Det er ret prisværdigt. Især når man tænker på hvor mange gange han kommer i fedtefadet.
Ligesom jeg altid har fundet den nordiske mytologi fascinerende, har jeg også haft en forkærlighed for den græske. Jeg hørte ”Maia og Alexander” (radiospil om den græske mytologi) rigtig mange gange som barn og jeg nød det. Percy møder de græske guder på godt og ondt. Han lærer at ikke alle er lige begejstrede for halvguderne, at guderne er egoistiske, selvoptagne og mere optaget af deres eget image, end at redde verden. De vil hellere bekrige hinanden, end hjælpe og når de endelig hjælper, er det aldrig gratis eller let. Men Percy mister ikke modet. Han trodser alverdens monstre, uhyrer og andre ondskabsfulde væsner, på sin færd mod at redde Olympen. Det er dog ikke uden tab og selvom Percy bliver beriget med mange nye venner, mister han også nogle undervejs. Det er ikke nemt at være en helt og have spådomme hængende over sig.
Noget af det jeg virkelig elsker ved Rick Riordans bøger, er hans humor. Som i Magnus Chase-bøgerne, har hvert kapitel i disse bøger, de mest geniale overskrifter – og jeg har hørt at det skulle blive endnu bedre i Apollon-serien (jeg glæder mig!). Percy og hans venner har godt sammenhold, hvor de sagtens kan tage pis på hinanden, give hinanden modspil og komme med kække kommentarer. Jeg elsker det! Ligeså meget som jeg sad og bed negle, når det var spændende, grinte jeg også når det var sjovt – og det er det.
Selvom serien ikke er helt ny mere, kan jeg kun give den mine varmeste anbefalinger. Jeg var enormt godt underholdt hele vejen igennem og kunne slet ikke slippe bøgerne da jeg først var gået i gang – hvilket også resulterede i at jeg læste dem alle sammen ret hurtigt.
Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titler:
1. The Lightning Theif (udgivet: 2005 på engelsk)
2. The Sea of Monsters (udgivet: 2006 på engelsk)
3. The Titan's Curse (udgivet: 2007 på engelsk)
4. The Battle of the Labyrinth (udgivet: 2008 på engelsk)
5. The Last Olympian (udgivet: 2009 på engelsk)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar