Tabita Aundal; Ildstenens hemmelighed (Mysteriet om Den Virkelige Verden, #1) [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Der findes en verden mere virkelig end Jorden. For æoner siden blev Jorden afskåret fra samfundet i Universet og indhyllet i Tidernes Tågers forbandelse af ondskabens fyrste, Rahniz. Dette mysterium ændrer hverdagen for fire unge, da Barkela, søn af Universets regent, indkalder dem som agenter til Sapientias efterretningstjeneste. De jordiske agenter går under navnet Ildstenenes Hemmelighed og får betroet Regentens kraft til at bekæmpe Rahniz. Men kan de unge bestå optagelsesprøven? Da Rahniz tager en af dem til fange, skal de gennemføre en livsfarlig redningsaktion. Mød fire danskere, som bryder gennem Tidernes Tågers forbandelse, hvor to verdener smelter sammen i en nervepirrende fortælling.
Der er rigtig mange gode ting i denne bog, som gør at det fungerer rigtig godt for mig, men der er også et par ting der gør, at historien ikke får fuldt hus i stjerner. For det første er der virkelig mange personer at holde styr på og fortællevinklen skifter ret ofte, hvilket nogle gange gør det lidt svært at følge med i hvem det er vi følger. Når de geografiske steder beskrives, virker det ikke særligt naturligt, men mere en smule forceret. Jeg ville hellere have haft at det blev beskrevet gennem personerne, og ikke som at læse en fagbog.
Samtidig fattede jeg ikke interesse for alle de fire unge mennesker, især Sara irriterede mig grænseløst. Hun indtager offerrollen og nærmest forventer at blive reddet konstant - så mand dig op, kvinde! Selv da hun har fundet en modigere side af sig selv, er hun stadig lidt "det svage led" - jeg håber det bliver bedre i, et forhåbentlig, efterfølgende bind.
Det var også lidt forvirrende hvor meget Barkela og hans undersåtter kunne følge med i Rahniz' gøren og laden - det var lidt som at se børneprogrammer, hvor de ringer til hinanden og man så kan se meget mere, end man burde gennem et kamera i en mobil - giver det mening? Det er lidt svært at forklare.
Men, derudover fandt jeg historien rigtig spændende. Jeg kan godt lide ideen om et større univers, hvor mægtige krigere kæmper om magten. Det føltes lidt som i Gena Showalters serie, "Eviglivet", bortset fra at vores hovedpersoner ikke skal dø for at komme frem. Det er godt fundet på og jeg kunne sagtens se det for mit indre blik - der er ikke sparet på detaljer, dog bliver det en gang i mellem lidt for meget.
De fire mennesker, Jason, Jackie, Daniel og Sara, har alle forskellige styrker og svagheder - sider man sagtens kan sætte sig ind i og man kan godt forstå deres bevæggrunde. De vækker både min sympati og medfølelse, samtidig med at de også indeholder sider der er mindre flatterende - rent ud sagt, så er de mennesker man kan relatere sig til. Barkela, Ardán og de andre i Regentens fold udstråler alle en autoritær rolle, der gør dem svær at modsige. Dog ved de langt mere end de giver udtryk for - og det kunne være interessant at se, om de nu er gode hele vejen igennem.
Der er selvfølgelig også - blandt alle magtkampene, intrigerne og de voldelige slag - plads til en spirerende kærlighedshistorie. Det er dog ikke den helt store udvikling vi får heri, men frøet er plantet og jeg forestiller mig at der nok skal følge problemer med i kølvandet på det.
Alt i alt er det en yderst velskrevet, gennemtænkt og spændende historie. Jeg håber virkelig at der kommer flere bind i serien, for der er lagt op til masser af drama.
Tak til Forfatterskabet.dk for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivet i: 2020
Antal sider: 427
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar