Bagsidetekst til "Rød opstand":
"Jeg lever for drømmen om, at mine børn fødes i frihed," siger hun. "At de kan være dem, de vil være. At de kan eje den jord, deres far gav dem."
"Jeg lever for dig," siger jeg sørgmodigt.
Hun kysser mig på kinden.
"Du må leve for mere."
Jorden er død, og Jordens befolkning forsøger nu at gøre Mars beboelig. Darrow er minearbejder og Rød - den laveste kaste i et samfund, hvor befolkningen er delt op i farver. Ligesom de andre minearbejdere har Darrow aldrig set himlen. De arbejder hver eneste dag dybt nede i Mars' undergrund for at skaffe det grundstod, som skal gøre overfladen beboelig for mennesker.
Men en dag går det op for Darrow, at det hele er en løgn. På Mars' overflade har de Gyldne i århundreder nydt livet, mens de har holdt de Røde som slaver i undergrunden. Det får Darrow til at slute sig til en gruppe af oprørere.
Tiden er inde til Rød opstand.
Jeg læste den her serie første gang da de udkom i henholdsvis 2015, 2016 og 2017. Jeg elskede dem dengang. Jeg elskede dem for volden, for krigene og for de forliste venskaber. Jeg elskede dem for håbet de gav, for kærligheden og de venskaber der holdt på trods af forskellige farver. Nu hvor jeg har læst dem igen - elsker jeg dem stadig.
Det er sjældent jeg genlæser bøger, selvom der er flere serier jeg gerne vil genlæse, er det ikke altid jeg føler jeg har tiden til det. Men nu har jeg besluttet mig for at læse videre på serien - og det krævede en genopfriskning af handlingen i de tre første bind. Jeg kunne huske meget, men der var bestemt også mange ting jeg havde glemt.
Så jeg tog mig tid til at læse Darrows historie langsomt og grundigt. Til at dvæle ved alle de små spor som jeg vidste ville give mening senere hen. Til at give mig hen til spændingen der langsomt stiger. Vil han blive afsløret? Hvad vil Servo, Mustang og alle de andre sige til sandheden? Hvilke venner vil vende ham ryggen og hvilke vil støtte ham? Jeg nød det hele - også selvom Darrow stadig klynker lidt for meget en gang i mellem, er han rimelig bad ass alligevel. Servo er stadig min helt. Hylerne er mine riddere og Mustang er prinsessen, der kan redde sig selv. Persongalleriet er fantastisk.
Men samtidig er der intriger og drama. Der er samfundskritik der viser hvor galt det kan gå når dem der har magten bliver høje af det. Bliver for magtfulde for deres eget bedste. Bliver hævngerrige og modbydelige. Mon det viser en karikatur af det samfund vi lever i dag?
Da jeg læste den første gang synes jeg at det var fedt at der endelig var noget fantasy/sci-fi med substans til drengene. Desværre tror jeg aldrig helt den blev den succes som forlaget havde ønsket - de næste bind i serien (som vist mest er en spin-off, der foregår en del år efter sidste bind) er i hvert fald ikke oversat. Det er synd, synes jeg. For det er altså en virkelig fed serie. Den er både spændende og uhyre medrivende. Den er underholdende og der er virkelig gode guldkorn flere steder. Den er voldelig - der er ikke sparet på blod og slåskampe - og så foregår den i rummet. Beskrivelserne af rumskibe, -havne og -byer er detaljerede og man ser det nærmest som en indre film.
Nu har jeg købt de to næste bøger i serien på engelsk og jeg håber at jeg kan komme videre. For jeg er nysgerrig. Jeg vil se hvordan det går med dem alle sammen. Jeg håber det går godt ... men kender jeg Darrow ret, er en lykkelig slutning ikke uden konsekvenser.
Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar (i 2015, 2016 og 2017)
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Red Rising, Golden Son og Morning Star
Udgivet i: 2015, 2016 og 2017
Antal sider: Rød opstand (413), Gylden søn (487) og Morgenstjernen (566)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar