Line Wenzel; Den anden komponent (Academia, #1) [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
New York, foråret 1929
De rivaliserende universiteter for hermetik og astronomi involveres i en omfattende skandale da byens domhus styrter sammen under indvielsen.
Hermetikereleven, Nia Himlan, bliver efter tvivlsomme kriterier udpeget til at undersøge universitets rolle i sagen sammen med astronomen, Aden Fenice. Nia er fjerdegenerations-hermetiker mens Aden er den første akademiker i sin familie.
Modstridende interesser gør efterforskningen besværlig, og det bliver ikke nemmere da endnu et universitet blander sig. Nia og Aden har meget at vinde ved at opklare mysteriet, men samtidig alt at miste, for universiteterne er mere optaget af deres status end at finde sandheden.
Jeg har kun læst en anden bog af Line og hånden på hjertet, så er den her mange gange bedre. Måske fordi jeg ikke kan mindes at have læst noget der minder om den her. ”Ritmagikeren” af Brandon Sanderson, kommer måske tættest på og det stadig ikke helt det samme.
Historien i ”Den anden komponent” er skruet virkelig godt sammen. Jeg kan godt lide at vi skiftevis følger Nia og Aden – det giver historien et dynamisk flow, samtidig med at vi lærer begge vores hovedpersoner ret godt at kende. Vi kradser lidt i overfalden når det kommer til deres følelser og tanker og jeg håber på at komme endnu dybere i de (den?) næste bind. Selvom Nia irriterede mig i starten, fordi hun bare blindt følger ordrer, krøb hun alligevel under huden på mig. For hun har jo rigelig med hjerneceller og hun kan godt tænke selv – hun skal bare lige have skubbet der gør at hun rent faktisk tør.
Samtidig er jeg pjattet med hele samfundet med hermetikere, astronomer og divinatorer. Deres forskellige skoler og uddannelser. Deres indbyrdes forhold og mistroiske væremåde overfor hinanden. Hvad ligger der til grund for det? Hvad er der sket siden de ikke kan døje hinanden? Alle forsøgene som både Nia og Aden foretager sig for at opklare mysteriet om den nedstyrtede bygning er så utrolig veldokumenterede og forklarede at man næsten glemmer at det hele bare er fiktion. Nu er jeg ikke nogen ekspert i hverken fysik, grundstoffer, stjerner osv., men det var virkelig spændende og fascinerende læsning.
”Den anden komponent” er alchemypunk – en subgenre indenfor fantasy (går jeg ud fra), lidt i stil med steampunk og så alligevel helt sin egen. Som sagt, jeg har ikke læst noget i den her stil før, men jeg er pjattet med det og jeg ser frem til at læse mere. Især fordi historien slutter, ligesom den var kommet rigtig godt i gang! Typisk.
Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2021
Antal sider: 344
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar