onsdag den 14. september 2022

Jim Butcher; Stormfront

Jim Butcher; Stormfront (Dresdenfilerne, #1)

Bagsidetekst:
Harry Dresden undersøger et brutalt dobbeltmord, der trækker ham ned i de mørkeste dybder af det magiske Chicago.

Som professionel troldmand ved Harry Dresden, at den "normale" verden er fyldt magiske væsner, og selvom de fleste af dem ikke bryder sig om mennesker, findes der nogle, der bryder sig lidt for meget om os. Harry ved også, at han er den bedste til det, han gør. Teknisk set er han den eneste, der gør, hvad han gør. Men selvom han er den eneste af sin slags i Chicago, går forretningen mildest talt sløjt.

Da Chicagos politi inviterer ham ind som konsulent på et dobbeltmor med sort magi, får Harry dollartegn i øjnene. Men hvor der er sort magi, er der også en mørk magiker, der står bag. Og nu kender den magiker Harrys navn.


Først vil jeg lige sige tak til Louise for at anbefale den her! Herefter vil jeg sige at jeg håber meget at forlaget beslutter sig for at oversætte de næste bøger i serien - der er i hvert fald rigeligt at tage fat på!

Så vil jeg gerne slå fast at det her bestemt ikke er fantasy for børn! Selvom forsiden måske ikke udstråler det, så er det en roman til det voksne publikum. Igen, det er ikke for børn. På nogen måde!

Vi bliver smidt direkte ind i en handling, hvor vores helt, privatdetektiven og troldmanden, Harry Dresden, skal besøge et gerningssted med ofre der har fået hevet deres hjerter ud af kroppen … på magisk vis. Denne scene er meget detaljeret beskrevet, og vi kan tydeligt fornemme hvor slemt det står til, når Harry ikke kan holde morgenmad i sig ... Så er vi ligesom i gang!

Det er en fantasy-krimi – findes det? Nå, men i bogens univers er magi meget udbredt. Der er både vampyrer, feer, troldmænd, dæmoner og alskens andre overnaturlige væsner. Derudover er der hårdkogte mafia-typer der ikke er bange for at ty til vold, stressede politibetjente og en hel del sarkasme og sort humor.

Selvom Harry Dresden bestemt ikke er et af Guds bedste børn, forsøger han at gøre det rigtige – især hvis betalingen er høj nok, men han har nu alligevel en del moral, hvilket indebærer at han ofte selv ender i fedtefadet. Jeg er helt indforstået med at Harry ikke er alles kop te - jeg kunne nu godt lide ham, men man skal lige vænne sig til hans stil og facon.

Læs ”Stormfront” hvis du er til en spændende og underholdende krimi tilsat en hel del magi, humor og interessante personer. 

Fakta:
Forlag: Superlux
Original titel: Stormfront
På dansk ved: Valdemar Tellerup
Udgivet i: 2000 (på engelsk) og 2022 (på dansk - denne udgave)
Antal sider: 342
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar