onsdag den 15. maj 2024

L. Sherman; Silver Corp - Testamentet [Uopfordret anmeldereksemplar]

L. Sherman; Silver Corp - Testamentet
[Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Under en forretningsrejse til London får Holden Silver besked om sin fars pludselige død. Nyheden kaster ham ud i en personlig krise, da han med et går en usikker fremtid i møde. Kan han beholde sin stilling som direktør i familiefirmaet? Kunne han overhovedet stole på sin far? Og kender hans brødre til den hemmelighed, som Holden har båret på hele sit liv?

I flyet på vej hjem til New York møder han stewardessen Catalina Ruiz, der tilbyder ham en skulder at græde ved. Men hvem af de to har egentlig mest brug for nogen at betro sig til?

Faderens tidlige død er dog kun begyndelsen på Holdens kvaler. Testamentet viser sig nemlig at gemme på en overraskelse, som ingen havde set komme...


Ulrika Louisa Bjerregård aka L. Sherman har efterhånden slået sig fast som en af Danmarks mest produktive feel-good og romanceforfattere. Hun formår at veksle mellem at skrive meget spicy og ikke-spicy-bøger og hun skriver begge dele rigtig godt. 

Ulrika har en tendens til at skrive nærværende og samfundsakutelle historier, som fx ”Lærkeholm” der bl.a. tager afsæt i Egholm-problematikken, og ”Vild i varmen” der sætter spot på hvornår det er ”okay” at komme videre efter at have mistet sin partner.

Hun formår at skrive karakterer man kan spejle sig, på den ene eller anden måde, samtidig er alle følelser ofte i spil, så man både kan grine, græde og blive rød i kinderne mens man læser.

Nu er Ulrika aktuel med sin første corporate romance eller workplace romance om man vil – men det er meget mere end bare det. Det er – udover ”Alexa Wu” – nok noget af det mest spicy hun har skrevet, i hvert fald af det jeg har læst.

Det skulle jeg lige acceptere. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide at læse spicy historier, men det skal også give mening og ikke overtage historien fuldstændig. Der var enkelte steder især i første del af ”Silver Corp” hvor jeg følte at historien gled for meget i baggrunden og der var for meget fokus på spiciness.

Når det så er sagt, så blev jeg fuldstændig opslugt af bogen og kunne lide den mere og mere som historien skred frem. Der kom meget mere kød på historien og vi fik et dybere kendskab til karaktererne og deres bevæggrunde. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: en historie med dual point of view fungerer bare virkelig godt – også når man hører den som lydbog, hvor der er to oplæsere.

Der var også nogle tvists undervejs jeg havde ikke havde set komme og selvom det kom bagpå mig, så var det faktisk ganske forfriskende med noget helt uventet – og at det uventede så endte med at fungere rigtig godt, er jo bare en bonus.

Hvis man ikke er til spicy bøger, så er det ikke ”Silver Corp” man skal gå i gang med næste gang. Er man derimod til en fængslende historie og masser af hede scener der nok skal give røde kinder, så skal ”Silver Corp” helt klart på din TBR-liste. 

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Steam
Udgivet i: 2024
Antal sider: 408
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar