onsdag den 8. maj 2024

Maja Lunde; Vindmageren [Uopfordret anmeldereksemplar]

Maja Lunde; Vindmageren [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er juni, og årets sommerferie vil blive anderledes end alle andre. En frygtelig krig er endelig slut i landet, hvor Tobias bor, og mens de voksne bliver for at arbejde, sendes børnene ud af byen. Tobias håber, at han kommer til en bondegård med smør, mælk og søde folk, men han havner i stedet i et lukket rum i Lorthes hus, fyldt med mærkelige tegninger. Tobias’ nysgerrighed vækkes, og snart er han i gang med at undersøge et gammelt mysterium. Hvem var det barn, der engang boede i huset?

Hvad er der sket i det nedbrændte fyrtårn yderst på klipperne? Og hvem er egentlig Vindmageren?


Hvert år til jul læser jeg ”Snesøsteren” – og jeg tuder lige meget hver gang jeg læser den. ”Snesøsteren” er første bind i Maja Lunde og Lisa Aisatos ”Årstidserie”, der også tæller ”Solvogteren” og nu ”Vindmageren”.

Fælles for bøgerne er de rørende historier. Historier der går lige i hjertet og handler både om sorg, døden, de svære følelser, men også om håb, kærlighed og varme.

Allerede fra første side i ”Vindmageren” vidste jeg at det her var en historie der ville gøre ondt at læse – og hvor fik jeg ret. Det var med en klump i halsen at alle knap 200 sider blev læst og våde øjne da jeg nåede til sidste side.

”Vindmageren” er en virkelig rørende historie om hvad krig gør ved mennesker – både store og små. Om hvor svær kommunikation kan være og at tiden ikke nødvendigvis heler alle sår. Det er historien om vigtighed af fantasi – selv når verden står i flammer rundt om os. Fantasi og eventyr kan redde mange liv og den er måske mest vigtig når man er voksen.

Det er ikke kun historien der går lige i hjertet, men også illustrationerne. Jeg elsker – som i ELSKER – Lisa Aisatos illustrationer. Der findes rigtig mange dygtige illustratorer, men hun kan få mig til at grine eller græde med et enkelt billede. Det er altså kraftfuldt.

Illustrationen med alle postkortene i ”Snesøsteren” går lige i hjertet hver gang og der er virkelig mange illustrationer i ”Vindmageren” der gør det samme. Jeg har på en og samme tid lyst til at bo i dem og til at kigge på dem hele tiden. De er så stemningsfulde, så smukke, så levende. De er simpelthen i verdensklasse.

”Vindmageren” er en storslået bog, som alle burde læse. Det er en bog man kan samles om og læse igen og igen.

Jeg glæder mig til at se hvad sidste del i serien kommer til at byde på.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Vindmakeren
Udgivet i: 2024 (på dansk)
Antal sider: 192
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar