tirsdag den 24. februar 2015

Jojo Moyes; Hende du forlod


Jojo Moyes; Hende du forlod

Bagsidetekst:
Fortællingen om to unge kvinder, adskilt et århundrede, der begge er parat til at kæmpe for det, de elsker - for hver en pris.

Frankrig 1916
Kunstmaleren Édouard Lefévre har forladt sin kone Sophie for at kæmpe ved fronten. Hjemme i St. Péronne kæmper Sophie for at drive hotellet Le Coq Rouge sammen med sin søster trods fødevaremangel og den trykkede stemning, der hersker i den tyskbesatte by. Da den tyske kommandant i byen kaster sin kærlighed på et portræt, Édouard har malet af Sophie, øjner hun en mulighed for en genforening med sin elskede mand - vel at mærke hvis hun er villig til at sætte sit liv, sin familie og sit gode navn og rygte på spil.

Næsten hundrede år senere hænger portrættet af Sophie hjemme hos Liv Halston. Billedet har Liv fået af sin afdøde mand, David, og det minder Liv om deres kærlighed og den korte tid, de fik sammen. Men hvad Liv ikke ved, er, at hun ikke er den eneste, billedet betyder noget for.

Sophie Lefévre kæmper for at overleve i en lille fransk by, besat af tyskerne under Første Verdenskrig. Hun har både sin søster og bror, samt små børn at forsøge at skaffe mad til. De bor alle sammen i det hotel som Sophies familie har drevet. Der er koldt, ingen vand, ingen brænde til at tænde op med og næsten ingen mad. Både Sophies og søsterens mand kæmper ved fronten, men ingen af kvinderne ved hvor, eller om de er live. Nyhederne er sparsomme og Sophie skatter hvert brev fra Édouard højt.

En dag får Sophie dog en mulighed som hun ikke kan sige nej til, selvom det højst sandsynligt vil koste hende hendes familie, sætte hendes liv på spil og hun har ingen garanti for at det vil lykkedes. Sophie og søsteren, Hélène har i noget tid lavet mad til de tyske soldater der bor i byen. En af soldaterne, Herr kommandant Friedrich Hencken, har venligst sørget for - uden at nogen andre ved det - givet Sophie og familien lov til at spise rester en gang i mellem. Det eneste han vil have af Sophie, er muligheden for at snakke om kunst, han er nemlig fuldstændig forgabt i Sophies portræt der hænger i spisesalen på hotellet og ved selv meget om kunst. Sophie øjner en mulighed - hun vil forære ham portrættet hvis han kan sørge for at hendes mand kommer hjem.

"Når først det er gjort, kan det ikke gøres ugjort"

Næsten 100 år senere lever den unge enke Liv Halston et trist, gråt og ensomt liv. Ægtemanden, David, er død for 4 år siden og hun har stadig ikke fundet en måde at komme videre på. Hun bor stadig huset som David har tegnet og bygget, og i hendes soveværelse hænger portrættet af Sophie, som Liv nu kalder Hende du forlod.

På 4. års dagen for Davids død beslutter Liv sig dog for at gå i byen. Hun går på homobar, for så slipper hun for at blive lagt an på og kan drikke i fred - tror hun. For den aften bliver der vendt rundt på hele hendes tilværelse og hun finder endeligt noget der er værd at kæmpe for.

Paul McCafferty arbejder for TARP (Trace And Return Partnership), en virksomhed der forsøger at finde forsvundet eller stjålet kunst, især kunst der blev taget under Anden Verdenskrig. En dag lander sagen om Hende du forlod på hans bord og denne sag vender også op og ned på hans ellers forholdsvis trygge liv som fraskilt far til en søn på 10 (tjek). For selvom han er af den overbevisning at forsvundet eller stjålet kunst skal hjem hvor det hører til, er det så det rigtige i denne sag? En sag som i den grad kommer ind under huden på ham ...


Det er ingen hemmelighed at jeg er ret pjattet med Jojo Moyes og hendes bøger. Hun kan altså virkelig bare et eller andet og hun har gjort det igen i denne bog! Jeg må dog indrømme at jeg synes den var lidt tung at danse med til at starte med, jeg ved ikke om det var fordi jeg gik i gang med den på engelsk eller om beskrivelserne af hvor hårdt de har det under krigen, bare er så detaljeret beskrevet at det ikke er rart at læse. For det er det virkelig ikke! Der var tidspunkter hvor jeg sad og vrængede på næsen, næsten som om jeg kunne lugte skanken fra byen og jeg fik lyst til at børste mit hår fri fra lus da Sophie sidder i lastbilen. Det er virkelig levende beskrevet.

En anden ting som Moyes er god til, er at have store persongallerier, det er lige før der nogle gange er for mange personer, man skal tage hensyn til hele tiden og huske på - hvordan var det nu lige du hang sammen med de andre, you know! Men personerne er alligevel så godt beskrevet, at man som læser har et meget tydeligt billede af de forskellige personer i bogen. Jeg kan uden tvivl se Janey for mig, i hendes stramme nederdel og alt for meget make up og parfume. Jeg kan se Liv, der står foran sit klædeskab, som kun indeholder sort og gråt og kæmpe for at overbevise sig selv om at skulle have røde sko på, og jeg kan se Paul da han leder kælderen igennem og har støv over det hele.

Så dommen: Jojo Moyes har gjort det igen! Hun har skrevet en fantastisk historie, som virkelig kommer ind under huden på dig, får dig til at grine og græde. Slutningen er på en gang utrolig rørende, men samtidig også enkel og smuk - det fås ikke bedre!

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The girl you left behind
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 443
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

mandag den 23. februar 2015

Elizabeth Chandler; Til døden os skiller


Elizabeth Chandler; Til døden os skiller (Kissed by an angel, #1)

Bagsidetekst:
Ivy elsker Tristan, men da han dør mister hun troen på alt - selv de engle der har beskyttet hende hele livet. For hvor var hendes engle den aften ulykken skete?

Men Tristan er ikke forsvundet helt - han er blevet til en engel, og han har en mission. Han skal beskytte Ivy. Men allerførst skal han overbevise hende at engle virkelig findes. 

Tristan er forelsket i Ivy, så forelsket at han vil gøre sig selv fuldstændig til grin, blot hun vil kigge i hans retning og erkende at han lever. Selvom Tristan er en flot muskuløs fyr - han er svømmer på skoleholdet - er han alligevel fortabt når det kommer til Ivy.

Ivy ved skam udmærket godt at Tristan findes, men hun er for genert til at sige noget til ham. Da Tristan serverer til Ivys mors bryllup og går sig selv til grin for at få hendes lillebror til at grine, begynder hun dog så små at forstå at Tristan er en god fyr.

Ivys mor gifter sig med Andrew, som har sønnen Gregory fra et tidligere ægteskab. Gregory er dog langt fra den stedbror som Ivy havde ønsket sig. I starten er han kold, afvisende og modbydelig.

Ivy og Tristan bliver kærester, men lykken er kort. For en aften som skulle have været fyldt med romantik ender med at Tristan bliver slået ihjel i en bilulykke. Ivy er sønderknust! Hun ved ikke hvordan hun skal leve videre uden Tristan og samtidig er hun rasende på engle som hun har bedt til hele hendes liv, men som ikke har gjort noget for at redde ham. Hvad Ivy ikke ved, er at Tristan nu er blevet en engel og han vil gøre alt hvad han kan for at beskytte hende og få hende til at tro igen. Det er dog lettere sagt end gjort, når man er usynlig og ikke kan snakke.

Ivy er overbevidst om at hun aldrig vil komme til at elske igen, men hun bliver i tvivl. For der bliver vist interesse for hende, men kan hun virkelig forelske sig igen og stadig være tro mod hendes og Tristans kærlighed? Og hvad er det hendes drømme forsøger at fortælle? Hvad skjuler Gregory?


"Til døden os skiller" er en smuk kærligheds historie om to mennesker, der selv i døden ikke vil give slip på hinanden. Den er hurtig læst (det tog mig 2 timer), men det gør ikke historien dårlig eller nem at glemme. For det er faktisk en meget fin historie, med masser af drama og personer som man meget nemt holder af eller hader. Så, hvis I trænger til at læse noget let fordøjeligt - så læs denne!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Kissed by an angel
Udgivet i: 1995 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 234
Læst på dansk
4 ud af 4 stjerner

søndag den 22. februar 2015

Astrid Heise-Fjeldgren; Den som tøver


Astrid Heise-Fjeldgren; Den som tøver (Terra Nova, #1)

Bagsidetekst:
Oplandet, foråret 0015.
På storskærmen nåede jeg at få et glimt af min far, smilende i sin Mine-uniform, inden et billede af mig tonede frem. Jeg fik hurtigt vendt mig væk og trak huen godt ned i panden. "Hvis nogen ser min søn..." min fars var væk, og han stirrede dødsensalvorligt ind i kameraet. "Du skal vide, Aik, at der altid vil være en plads til dig her."

Magthaverne i Oplandet har sat firmaet KK til at styre befolkningen med hård hånd. Elitens unge bliver sendt i Minerne for at få den pfekte uddannelse, mens de overflødige anbringes i lejre. Aik er sikret i Minerne sammen med sin far, men hvad er der blevet af hans mor og søster? Og er hans bedste ven endt i en af lejrene? Aik flygter fra Minerne og sin fars løgne for at finde svar på sine spørgsmål. Men før han ved af det, er han blevet en del af en oprørsgruppe, som planlægger en farlig aktion, der skal få folk til at vågne op og gennemskue KK's propaganda. 

Aik går i skole i Minerne. Han holder sig lidt for sig selv, men kan ikke undgå at opdage den lidt ældre Ken. Ken træner hårdt, men ikke af de grunde som Aik tror. Ken har nemlig en plan - han vil ud af Minerne og han vil have Aik med!

Aik er tvivlende, for han har jo fået fortalt at alt er dødt, ødelagt og efterladt uden for Minerne, men er det nu også sandheden? Han er stadig meget bekymret for sin mor og søster, så derfor beslutter han at følge efter Ken.

Uden for er intet som Aik havde forventet det. Der lever mennesker, som lever efter prepperens dagbog, om hvordan man lever i det fri, og kun er afhængig af en selv og hvad man selv kan bygge, samle, jage, dyrke osv. Men det er ikke alle der vil forsøge at leve i naturen. En gruppe oprører vil befri den store by, Store F, fra KK's dominans og de vil have Aik til at hjælpe sig!

Mens Aik forsøger at finde rundt i en helt ny verden, kan han ikke slippe tanken om sin bedste ven, Joak, lever han endnu? Er han kommet i en af lejrene? Men Joak er meget tættere på end Aik kunne turde håbe på og da aktionen mod KK's hovedkvarter skal i gang spiller Joak en afgørende rolle.

"Den som tøver" er ikke en egentlig historie, men derimod en transskriberet fortælling, som Aik giver en breder (en dataindsamlingsmedarbejder). Aik ligger nemlig syg på et skib, han ikke ved hvor sejler hen. Hvert andet kapitel foregår mens Aik er i Store F, mens de andre kapitler foregår på skibet, hvor Aik bliver "afhørt". Det kræver lige lidt tilvænning, for Aik er ikke ved sine fulde fem på skibet, og derfor er de kapitler til tider lidt mudrede og uforståelige.

Selve historien er dog spændende. Det er en dystopisk fortælling om en verden der er gået under fordi vi mennesker har udnyttet Jordens ressourcer og nu bøder vi for det. Samtidig er det fortællingen om håb. At man ikke skal miste håbet om at se sine kære igen og at man ikke skal opgive håbet om at jage supermagten på porten og starte forfra.

En ting der dog irriterede mig i starten, er at forfatteren selv har opfundet en del ord og udtryk - jeg sad længe og tænkte at det var stavefejl, men det er ikke. Energi blev til nrgi og perfekt blev til pfekt - argh! Men efterhånden som historien skrider frem lægger man ikke så meget mærke til det, man kan åbenbart vænne sig til meget!

Jeg glæder mig til at se hvor de andre bind tager os hen, hvad laver Aik på skibet, bliver han rask og finder han sin mor og søster?!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2015
Antal sider: 339
4 ud af 5 stjerner

torsdag den 19. februar 2015

Jana Oliver; Forrådt


Jana Oliver; Forrådt (The Demon Trappers, #2)

Bagsidetekst:
Katastrofen i Tabernaklet har sat sine tydelige spor i Atlanta. Mange dæmondræbere er døde, dæmonerne hærger, og byrådet anmoder Vatikanets dæmonjægere om hjælp. Imens tager Riley alle midler i brug for at finde sin far, men det er en både svær og farlig opgave. Oveni er der stadig det falske vievand at tænke på, og huslejen. Desuden opfører Simon sig mærkeligt, og Beck er endnu mere overbeskyttende end sædvanligt. 

Heldigvis er der også lyspunkter som den mystiske, toplækre Ori der har udnævnt sig selv til Rileys bodyguard. Og med en kategori fem dæmon som tørster efter Rileys blod, kan hun nemt få brug for hjælp.

Andet bind i denne hæsblæsende serie fortsætter hvor bind et slutter; kort efter katastrofen i Tabernaklet. Riley har indgået en handel med en engel om Simons liv, så han overlever og hun burde være lykkelig. Men Simon er ikke den samme Simon som før katastrofen, han er deprimeret og mure sig inde. Beck er også underlig og mere overbeskyttende end han plejer, for han var lige ved at miste den eneste person han har tilbage som virkelig betyder noget for ham. Udover at skulle tænke på de to fyre, huslejen, at finde ud af hvem der producerer det falske vievand har Riley nu også Ori at skulle tænke på. Han bliver ved med at følge efter hende og sikre sig at hun ikke kommer galt afsted, men er han nu også kun freelance dæmondræber som han selv siger, eller er der mere bag det smukke ydre?

Til sidst er der Rileys far. Han er blevet ulovligt opvækket og nu vil hun have svar! Hun vil have ham tilbage i graven hvor han hører til. Hun kan ikke bære tanken om at skulle begrave ham en gang til. Selvom hun spørger om hjælp mange forskellige steder, bliver hun bare mødt af endnu flere spørgsmål end svar. Hvem har taget hendes far og hvorfor? Spørgsmål som ingen lader til at kunne svare på.

Da Simon beskylder hende for at stå i ledtog med Djævlen, falder Rileys verden sammen. Hendes hjerte er knust og i stedet for at søge trøst hos den person hun inderst inde godt ved vil være der, vender hun ansigtet mod en hun ikke ved meget om, og hun er tæt på at give hendes mest værdifulde gave væk og hvordan tackler den eneste person som hun ikke vil såre, den nyhed?


"Forrådt" foregår i et ligeså hæsblæsende tempo som "Fortabt". Jeg er vild med den her serie! Jeg elsker det dystre verdensbillede vi befinder os i, der er bestemt ikke noget lyserødt over det og jeg synes det er fedt. Samtidig elsker jeg humoren i bogen, virkelig tør og sort. Riley er nødt til at være en "drengepige" fordi hun befinder sig i en mandsdomineret verden og jeg synes hun gør det godt. Hun finder sig ikke i noget pis og svarer igen - selvom det ofte medfører at der kommer flere fjender på hendes liste.

Jeg synes også at det er fedt at følge både Riley, Beck og Ori. Det giver virkelig bogen dybde og forstærker forståelse af hvorfor der handles som der gør.

Det der stadig irriterer mig, som også gjorde det i "Fortabt" er Riley og Becks dans om den varme grød. Han bliver jaloux når han ser hende sammen med Ori og hun bliver jaloux da Beck finder sammen med en journalist, som Riley ved bare vil udnytte ham. Hvorfor er det de to tosser ikke bare kan finde sammen?! Jeg bliver ved med at håbe på at de finder sammen, fordi jeg virkelig synes de passer godt sammen og fordi de i bund og grund kun har hinanden. Det skete åbenbart ikke i denne bog, så nu må vi se hvad næste bog bringer!

Ligemeget hvad, så glæder jeg mig til at læse videre på denne serie!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Soul theif
Udgivet i: 2011 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 463
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

søndag den 15. februar 2015

Bogindkøb og Århus


Bogindkøb og Århus ... dyrt .... men godt!

Februar har indtil videre budt på mange nye bøger - så mange at jeg efterhånden tror at det er skadeligt, for hvornår skal jeg lige få tid til at læse dem jeg køber, når jeg også bliver ved med at misbruge mit arbejde og slæbe bøger hjem næsten hver dag? Jeg er svær at styre, når jeg først kommer i gang, jeg ved det godt. Så dette indlæg vil indeholde hvad der er købt (indtil videre) i februar - den nye Jojo Moyes er på vej til mig (shhh!!)!

For noget tid siden lavede Rikke et indlæg omkring The Heirloom Collection - en samling af Jane Austens største litterære værker. Jeg har aldrig læst noget af Jane Austen, jeg har tit tænkt tanken, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Da jeg så dette indlæg, tænkte jeg, at nu havde jeg ikke flere undskyldninger for ikke at købe noget af hende - så jeg skyndte mig ind på Saxo hvor de havde boksen til en fair pris (her) og købte den! Rikke har ikke undervurderet den i sit indlæg, det er virkelig en utrolig smuk indpakning, som virkelig er gennemført og bøgerne er ligeså smukke!







Kan man andet end have lyst til at bladre i, røre ved, dufte til og læse dem?! Jeg glæder mig rigtig meget til jeg har luft i kalenderen til virkelig at dykke ned i disse skønheder!

Der er ikke kun blevet indkøbt klassikere, for februar har indtil videre været en måned med en masse nye udgivelser, som jeg også mente at jeg ikke kunne leve uden! Plusbog er igen min ven (ikke min tegnebogs) og jeg fik disse bøger til en rigtig god pris!



Jeg må desværre krybe til korset og indrømme at jeg endnu ikke har fået læst den første i Maze Runner serien, selvom den har ligget på min hylde i lang tid efterhånden, men mon ikke jeg når det - engang... "Når hr. hund bider" som jeg synes lyder virkelig interessant - lidt til den skæve side, tror jeg. Den handler om drengen Dylant Mint, der har tourette, hvis liv snart vil forandre sig drastisk og han laver derfor en liste med ting han vil nå, inden det sker, men som altid går tingene ikke lige efter planen. "Aldrig uden dig" lyder virkelig som en page turner når man læser om den og jeg har store forventninger til den - jeg ved godt det er farligt eftersom den sidste bog jeg havde store forventninger til (Se på mig) skuffede noget så fælt.


I går var så dagen, her tænker jeg ikke på at det var Valentins dag, men dagen hvor jeg skulle til Århus med en af mine bedste veninder, Astrid, for at købe os fattige i bøger, men rige i oplevelser! Før jeg fortæller om det jeg endte med at købe, vil jeg gerne takke Astrid for at ville afsted med mig - det var en suveræn god og hyggelig dag - omend noget dyr! (shhhh)

Astrid pakker bøger ud så vi kan tage billeder!
Jeg købte:
Treasure Island af Robert Louis Stevenson
Alice in Wonderland af Lewis Carroll
Andersen's Fairy Tales af Hans Christian Andersen
Peter Pan & Peter Pan in Kensington Gardens af J. M. Barrie
Just so stories af Rudyard Kipling
The Little Prince af Antoine de Saint-Exupery
(alle sammen i Wordsworth Editions)


Shadow of the Wolf af Tim Hall
Paris for One af Jojo Moyes
Playlist for the dead af Michelle Falkoff
Beautiful Disaster af Jamie McGuire
Walking Disaster af Jamie McGuire
A Beautiful Wedding af Jamie McGuire
The Book of Tomorrow af Cecelia Ahern
Infinite Days af Rebecca Maizel




Jeg kunne på ingen måde stå for "eventyrene", og der var 3 for 100 kr. i Vangsgaard - så dem måtte jeg have med hjem, ikke?! Sidst Astrid havde været dernede, havde hun haft kigget på "Infinite Days" og tænkt at det var noget for mig, heldigvis var den der stadig, og ja, jeg må give hende ret, det lyder meget som noget for mig!


I Bog&Ide faldt jeg over "Shadow of the Wolf", som er Robin Hood reborn på en måde som man aldrig har hørt/set før - meget lokkende, tiltrækkende og spændende! Den glæder jeg mig meget til at læse, og jeg skal nok vente på dig, Astrid! Samtidig kostede den lille "Paris for One" af Jojo Moyes kun 25 kr., så den røg også i posen!


I Bog&Ide i Bruuns forsøgte jeg forgæves at overtale Astrid til at købe Barnes & Noble Leatherbound, men der stod hun alligevel fast og købte ikke nogen. Der købte jeg tilgengæld alle tre bøger i serien om Abby og Travis - "Et frækt væddemål" på dansk, fordi nu synes jeg at jeg har ventet længe nok på at få resten af historien! Og se lige så pæne de er!


Der købte jeg også Cecelia Aherns "The Book of Tomorrow", der handler om en ung pige der i et omrejsende bibliotek finder en mystisk bog, der indeholder hendes egen håndskrift og optegnelser for dage i fremtiden. Den købte både Astrid og jeg også, for hallo, en bog der handler om bøger - selvfølgelig måtte den med hjem! Og dyrk igen lige forsiden, smukt!


Jeg købte også "Playlist for the dead" som giver kuldegysninger bare ud fra bagsideteksten: "Here's what Sam knows: There was a party. There was a fight. The next morning, his best friend, Hayden, was dead. And all he left Sam was a playlist of songs, and a suicide note: For Sam - listen and you'll understand" ...



Jeg lover at der nok skal komme meget mere om de enkelte bøger når de er blevet læst. Jeg ser i hvert fald frem til en masse spændende og anderledes læseoplevelser end jeg er vant til!

Fortsat god søndag derude!