lørdag den 31. januar 2015

Nicole Boyle Rødtnes; Hul i hovedet


Nicole Boyle Rødtnes; Hul i hovedet

Bagsidetekst:
"Du skulle have set Susan!" Ida himler med øjnene. "Festens tema var gangsters og ludere, men alligevel ...!"
"Hvor kort var hendes kjole?" spørger jeg. Eller det troede jeg. Men en rynke i Idas pande fortæller mig, at det ikke var det, der kom ud.
"Hvad kost festen?" gentager jeg, og nu kan jeg godt høre, at noget er galt.
"Nå, hvad det kostede at komme ind?" spørger Ida. "40 kroner - det var ingenting."
Jeg ryster på hovedet. Ida tænker igen.
"Hvor mange, der kom?"
Jeg ryster på hovedet igen. "Lige meget," siger jeg så.
Jeg kan se på hende, at det slår hende lidt ud, at jeg klokker i det. Det må også være nederen at være den, der altid skal lege gæt og grimasser med spasseren.

Til en fest slår Vega hovedet og får en hjerneblødning. Da hun vågner på hospitalet, har hun mistet sit sprog, og det føles, som hele hendes liv er forsvundet sammen med ordene. Men en dag møder hun Theo, der ligesom hende har svært ved at tale. Men kan man elske uden ord? Og hvad skete der egentlig den aften, hvor Vega kom til skade?

Vega kæmper med at finde de rigtige ord, ja bare ord i det hele taget. Hun kan høre dem så klart i sit hovedet, men de kommer ikke ud som hun gerne vil have det. Hun faldt i en pool til en fest med sin gymnasieklasse og var bevidstløs under vandet, indtil hendes kæreste, Johan, fik hende op og gav hende mund-til-mund.

Hun døde 3 gange i ambulancen.

Nu går Vega til genoptræning i at tale, skrive og læse. Det er svært og hun kæmper meget med det. Hendes mor og søster har det også svært, for pludselig kræver Vega ekstra opmærksomhed. Til en workshop med andre unge med talebesvær møder hun Theo. Theo har også været bevidstløs under vand og kan heller ikke snakke "normalt" mere. Pludselig føler Vega sig ikke helt alene. Selvom hendes bedsteveninde tit besøger hende, og Johan gør det samme, er det som om intet er som det plejer - selvfølgelig er det ikke det, Vega kan ikke tale! Men det er som om det er mere end det. Da klassen skal på studietur holder Vega øje med Facebook og hvilke billeder der bliver lagt op, og sandheden gør ondt. Ja, den knuser hende.

På en dag mister hun både sin kæreste og sin bedsteveninde.

Vega har mareridt. Hun drømmer at hun ikke selv falder i poolen, men at hun bliver skubbet. Hun sætter sin egen efterforskning i gang, med hjælp fra Theo. Vegas søster og mor forsøger at få hende til at stoppe, prøver at forklare hende at det er noget hendes hjerne bileder hende ind, men Vega er sikker i sin sag - der var nogen der skubbede! Vega er glad sammen med Theo og mystikken om hendes uheld glider i baggrunden, indtil Vegas søster begynder at opfører sig ukontrolleret, drikker sig fuld hele tiden og kommer sent hjem. Vega kan ikke undgå at opdage søsterens ulykkelighed og hun har meget mere at være ulykkelig over end Vega troede ...


"Hul i hovedet" er en gribende god ungdomsroman, om kærlighed, venskab og det at skulle klare sig igennem et sygdomsforløb. Det er en stærk historie om at komme ud for noget utænkeligt og komme ud igen på den anden side. Hermed ikke sagt at man kommer hel ud på den anden side, for det gør Vega ikke. Den gamle Vega døde den aften i poolen, og nu skal Vega finde ud af hvordan den nye Vega så skal være. Det er også historien om at finde kærlighed igen, for selvom Vegas hjerte bliver knust, indser hun at det måske var for det bedre, for muligheden for at finde en hun virkelig passer sammen med.

Samtidig oplever læseren hvordan en sådan ulykke kan skabe splid i en familie, der ellers burde holde sammen på det her kritiske tidspunkt. Fordi alle går på listesko omkring Vega, føler hun at der aldrig er nogen der snakker til hende, men kun om hende, selv når hun er til stede. Derudover ser vi hvordan Vegas mor og søster har meget forskellige måder at tackle deres nye liv på, den ene mere skadelig end den anden, men begge sårer Vega og pludselig befinder hun sig på hospitalet igen ...

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2014
Antal sider: 207
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 28. januar 2015

Brynjulf Jung Tjønn; Hvor er du smuk

Brynjulf Jung Tjønn; Hvor er du smuk

Bagsidetekst:
Det er sommer, og alt er anderledes. Onkel Simon flytter ind hos Henrik og hans mor. Simon er ikke kun Henriks onkel, han er også som den far, Henrik aldrig har haft. Men Simon er ikke længere den Simon, Henrik kender og ser op til, Simon er syg, meget syg.
Og så er der Kjersti, som Henrik så gerne vil kysse. Kjersti, som er så uendelig smuk og sød.

"Hvor er du smuk" er en historie om en dreng, som er ved at blive en ung mand, imens en anden ung mand langsomt visner bort. Det handler om at gribe livets chancer, når de byder sig. En dag er der pludselig ikke flere chancer at gribe.

Det er sommer og alt burde være godt. Henrik går og venter på at Kjersti skal komme hjem, for han vil hænge ud med hende. Han har fortalt Simon at de har kysset, det var en løgn, men Henrik vil så gerne! Simon bor hos dem den sommer, men det er der ingen der nyder. For Simon er syg. Han kaster op om natten. Spiser ingenting, drikker ingenting, kan ingenting. Da Simon bliver indlagt, forlader Henriks mor ikke hans side, selvom der ikke er noget lægerne kan gøre. Hvordan skal denne sommer overhovedet blive god?

Henrik har lidt solskin i sin sommer, nemlig Kjersti! Da hun endelig kommer hjem bliver alting lidt lysere, men hvordan kan han både være så glad og ked af det på samme tid?

"Hvor er du smuk" er en stærk og barsk fortælling om kærlighed og om at nyde livet så længe du har det. Henriks mor kan ikke slippe sin bror, Simon, selvom han på ingen måde er den bror hun kender mere. Simon er meget syg, dødende. Henrik kan ikke længere kende Simon, han er endda lidt bange for ham, men den Simon han kender må jo stadig være derinde et sted.

Sproget i bogen skal man lige vænne sig til, den er nærmest skrevet som et langt digt, med beskrivelser af de minder Henrik har med Simon og Henriks følelser omkring både Simons sygdom, men også Kjersti.

Det er bestemt ikke hyggelig læsning, men du tager den alligevel til dig på en eller anden måde!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Så vakker du er
Udgivet i: 2014
Antal sider: 122
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

tirsdag den 27. januar 2015

Thorstein Thomsen; Min smukke taber

Thorstein Thomsen; Min smukke taber

Jeg blev rød i hovedet af skam, da jeg så hendes tøj, der ikke var tøj, men mere påklædning. Plisseret nederdel og blazer, sådan lidt som kostskolepiger i en amerikansk vintagepornofilm. Knæstrømperne var skotskternede. Jeg havde gjort så meget ud af mig selv til denne aften, fordi jeg vidste, jeg ville være i samme rum som hende og Amrit. Jeg ville slå hende af pinden. Men da hun stod dér, var jeg klar over, at jeg ikke var andet en en fucking provinspige, en landbrugsteenager uden personlighed ligesom alle de andre, der troppede op i sort og hvidt tøj, læderjakker, slidte jeans, hængerøvsbukser, fodboldluser, løbetøj, sorte spidse sko, kondisko og gik rundt og troede, de var noget særligt. Men det var hende, der var noget særligt.

Mille er vildt forelsket i Amrit, men da han bliver kæreste med Lulu i stedet for, beslutter Mille sig til at blive en anden.

Mille bor i en lille provinsby sammen med sin mor og stedfar. Hun går i 8. klasse - Amrit går i 10. Da han en dag tilbyder hende et hiv af sin joint, er hendes lykke gjort. Hun vil gøre alt for ham - og det gør hun også. Hun føler sig lykkelig med ham, når de knalder og ryger joints. Men en dag bliver hun ikke inviteret med til koncert med det band Amrit spiller i. Hun tager dog af sted alligevel og ser ham være sammen med Lulu, i det smukke tøj, med det flotte år og i det hele taget bare alt for smuk til en provinsby. Mille vil skifte stil, hun vil blive til Lulu, for så kan det være at Amrit vil være sammen med hende igen.

Derhjemme bliver der delt ørertævere ud. Milles stedfar er alkoholiker og voldelig. Han slår både Milles mor og Mille, hvis der er det mindste han er utilfreds med og han er fuldstændig utilregnelig. En dag bliver det dog for meget for Mille ...

Ikke kun med stedfaren, men også med Amrit. Da han sender hende alene hjem fra en weekendtur, går sandheden op for hende. Så skal Mille til at skifte personlighed igen, men det er godt at hun trods alt har veninder der vil være der for hende, en mere end nogen anden ...


"Min smukke taber" er en barsk historie om den første voldsomme forelskelse, der indtager én så meget, at man vil gøre alt for den anden - uden at stille spørgsmålstegn, men i sådan et forhold glemmer man sig selv og hvad man selv er i stand til at udrette. Det må Mille indse i denne historie. For hendes forhold til Amrit er ikke sundt. Samtidig er det en trist beskrivelse af hvordan det er at leve i et hjem med alkohol og vold. Mille frygter at komme hjem, for hun ved aldrig i hvilket humør stedfaren er, samtidig er hun sur og skuffer over sin mor der ikke kan se at det han gør er forkert. For moren elsker ham jo så meget at hun ikke kan gå fra ham - selvom det helt klart ville være bedst for alle parter.

Og så er der Lulu ...

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2014
Antal sider: 144
4 ug af 5 stjerner

søndag den 25. januar 2015

Hjemkomst - vel mødt!



Hjemkomst fra skiferie er ikke så ringe endda...

Lørdag aften kom vi hjem fra en fed uge på ski i Livigno (Italien). Der var blevet nydt godt selskab, gode pister, fantastisk sne og sublimt solskinsvejr - min næse er lidt øm efter mange timer i solen uden solcreme, men mon ikke jeg overlever?! For ikke alene kom vi hjem til at svigermor havde lavet lækkert smørrebrød og sørget for koldt at drikke, men der var også masser af bogpakker til mig - og det er jo altid dejligt at komme hjem til hårde pakker!

Jeg nåede dog at blive lidt pernikken, da to af dem stadig lå i postkassen og var fugtige, så jeg frygtede at de var blevet skadede, det var de heldigvis ikke! Pyha!



Det er en god omgang blandede bøger! To af dem, "The Art of Frozen" og "My true love gave to me" har jeg ville købe længe, så det er en glæde at vide at nu har jeg endelig fået taget mig sammen og puttet dem i kurven.


Jeg har læst mange anmeldelser af "My true love gave to me" hen over julen, nogen var glade for den, andre knap så glade. Men jeg kan simpelthen ikke stå for så yndig en bog! Smuk blå forside med guld skrift, lyserøde kanter på siderne og bare lige til at spise! Så må vi se hvad jeg synes om den!


Jeg bliver ved med at falde over smukke bøger af Jojo Moyes, og denne er bestemt ingen undtagelse! Jeg elsker bare de covers der er til hendes bøger, smukke, stemningsfulde og så enkle! "Night music" er fra 2008, men genoptrykt i 2014, så den skulle da med til samlingen. Måske jeg burde have en Jojo Moyes måned....


"The Art of Frozen" faldt jeg over på en anden blog og siden jeg er kæmpe Disney- og Frozen fan vidste jeg bare at den måtte jeg købe på et tidspunkt - og det blev så nu! Jeg glæder mig helt vildt til at bladre den igennem og nyde de smukke tegninger og få historien bag skabelsen af filmen. Det bliver helt klart en søndags-afslapning-på-sofaen-bog på et tidspunkt!



Sidst, men bestemt ikke mindst, vandt jeg en konkurrence på Facebook af Plusbog.dk lige inden vi tog på ferie! Jubiii - og jeg synes ellers aldrig jeg vinder noget! Præmien var "Det burde du have vidst" af Jean Hanff Korelitz som er blevet udgivet i januar. På forsiden står der "Til dig der kunne lide Kvinden der forsvandt" - øh, ja tak! Den glæder jeg mig til at begynde på, håber den bliver lige så svær at lægge fra sig som "Kvinden der forsvandt".


Der skal selvfølgelig nok komme anmeldelser af dem alle på bloggen, men i dag tror jeg sofaen skal indtages med en god serie!

God søndag derude! :)