mandag den 30. november 2015

Spørgsmål til Jojo Moyes


Spørgsmål til Jojo Moyes

I forbindelse med udgivelsen af "Efter dig" fik jeg muligheden, via read-alongen af "Mig før dig" for at stille Jojo Moyes ét enkelt spørgsmål.

Jeg gik i nogle dage og spekulerede på hvad jeg så skulle spørge om, når nu jeg havde muligheden, men inderst inde var jeg egentlig ikke i tvivl. Noget af det jeg bedst husker fra "Mig før dig" og som stadig er en af mine yndlingsscener i bogen, er hvor Lou har fødselsdag og Will giver hende et par humlebi-stribede strømpebukser, magen til dem hun havde og elskede som barn. Den scene symboliserer for mig, at selvom Will ikke altid behandler Lou lige pænt, så værdsætter han hende nok til at give hende noget som han ved har en stor betydning for hende.

Mit spørgsmål til Jojo Moyes var derfor:
Hvordan fik du ideen til de humlebifarvede strømpebukser som Will giver Lou?

Det er efterhånden knap 2 måneder siden jeg sendte mit spørgsmål af sted og nu har jeg endelig svar!

Svaret på mit spørgsmål var:
They were mine! My mother has a picture of me in a pair of bumble bee tights when I was around six and I guess they must have stuck in my head. Often you find yourself writing from your subconscious and they most have come up again from there...

Jeg synes det er helt fantastisk at Jojo Moyes faktisk selv har haft sådan nogle strømpebukser og nu har givet betydningen af dem videre til Lou.

Tusind tak til Rosinante for muligheden for at stille et spørgsmål og for begge bøger!


lørdag den 28. november 2015

Jesse Andrews; Mig og Earl og den døende pige



Jesse Andrews; Mig og Earl og den døende pige

Bagsidetekst:
Mig:
Mit navn er Greg Gaines. Jeg er 17 år, og det er mig, der har skrevet den her bog. Mit udseende er ret utilfredsstillende, og min intelligens er heller ikke overvældende høj. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at jeg er et menneske

Earl:
Earl Jackson er min eneste ven. Vi laver halvdårlige film sammen, og vores store idol er Werner Herzog. Earl er generelt ret voldelig.

Den døende pige:
I 3.g. tvang min mor mig til at blive venner med en pige, som havde kræft. Det ødelagde hele mit liv.

Greg har luret High School - det gælder nemlig ikke om at tilhøre en bestemt klike, men derimod at tilhøre dem alle sammen en lille smule. Forstået på den måde at Greg har ikke noget udestående med nogen, han kan sige hej og hilse på alle, men han har heller ikke rigtig nogen venner. Greg er dog venner med Earl, men Earl går i en specialklasse, så de hænger ikke rigtig ud i skolen - bortset fra når de spiser frokost på en af lærernes kontor.

Den første dag af 3.g. går egentlig helt efter planen, lige indtil Greg kommer hjem og hans mor fortæller ham, at en pige, han var kæreste med for 6 år siden, har fået kræft og hun synes helt bestemt at han skal kontakte hende igen og få hende i bedre humør. Greg er alt andet end begejstret for den ide - ikke alene fordi han var et røvhul overfor hende, men også fordi han i bund og grund ikke rigtig gider.

Gregs mor vinder dog og Greg kontakter Rachel. Hun er heller ikke specielt begejstret for ideen, men de begynder dog at hænge ud sammen. Det er stadig meget akavet og det bliver aldrig helt godt. Pludselig er Gregs liv dog forandret - han er ikke længere usynlig i skolen, de film som han har lavet sammen med Earl og som de havde svoret aldrig at vise til nogen, befinder sig pludselig hos Rachel og snart vil Rachels veninde havde Greg og Earl til at lave en film til Rachel og så går det for alvor af helvede til ...


Bagpå denne bog står der at det er den sjoveste bog om døden, du nogensinde har læst - det er jeg ikke helt enig i. Det er bestemt en ikke særlig højtidelig, seriøs eller for den sags skyld sørgelig historie om døden. Som Greg også gør det klart til at starte med, der bliver aldrig noget romantisk mellem ham og Rachel, faktisk ved han, efter hendes død, stadig ikke om han rent faktisk kunne lide hende.

Der er på ingen måde lagt fingre i mellem nogen steder og bogen er skrevet i et nøgternt sprog, der trods den hårde tone, passer godt til bogen. Der er en ligefremhed, som gør at tonen minder lidt om "Når hr. hund bider" - der er ikke noget der bliver pakket ind for at skåne læseren.

Selvom der er mange underholdende steder i løbet af fortællingen, sad jeg aldrig og var knust af grin. Jeg sad mere med en hovedrysten over den måde Greg og Earl opfører sig på og var flere gange forarget over den måde de behandler hinanden og Rachel på. Jeg ved ikke om den reaktion er normal når man har læst bogen, men jeg var ikke imponeret. Desværre - for jeg ville egentlig gerne kunne lide den. Alligevel synes jeg dog det var forfriskende at læse en ungdomsbog om døden der ikke efterlader en som en flæbende teenager.

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: Me and Earl and the Dying Girl
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 308
Læst på dansk
3 ud af 5 stjerner

tirsdag den 24. november 2015

Nicola Yoon; Alt eller intet


Nicola Yoon; Alt eller intet

Bagsidetekst:
Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. Jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske, Carla. Men så en dag holder er en flyttebil foran nabohuset. Jeg kigger ud af vinduet og der står han. Han er høj, slank, og alt hans tøj er sort. Sort t-shirt, sorte jeans og sorte kondisko og en sort hue, der skjuler hans år. Han hedder Olly. Vi kan måske ikke forudsige alt, men vi kan forudsige nogle ting. For eksempel bliver jeg helt sikkert forelsket i Olly. Det bliver næsten helt sikkert en katastrofe.

Madeline lider af en sjælden sygdom der gør at alt kan give hende en allergisk reaktion - den er så farlig at hun faktisk kan dø af at møde verden. Derfor befinder hun sig 24/7 inden døre, hvor alle mennesker der kommer ind skal sundhedsgodkendes. Hendes værelse er hvidt, med hvide møbler. Hun går klædt i hvidt. En hospitalsstue i sit eget hjem. Sygdommen blev værre efter Madelines far og bror døde i en ulykke, siger hendes mor i hvert fald.

En dag hører Madeline og Carla lyde ude foran. Lyden af stemmer og en flyttebil. Selvom Madeline ikke vil, så kigger hun alligevel ud af vinduet og der står han. Madelines verden er forandret. Hun finder ikke længere trøst i sine bøger og sin dagligdag og hyggestunder med moren. Hun er nysgerrig. Hvem er Olly? Hvorfor kravler han op på taget og er der i flere timer? Hvorfor råber og drikker hans far?

Efter at have mailet med Olly får hun overbevidst Carla om at han godt må komme på besøg. De holder sig i hver sin ende af stuen og skal nok lade være med at røre hinanden ... year right. Pludselig har Madeline lyst til at opleve hele verden også selvom det måske slår hende ihjel og hun får lokket Olly med. Men det har selvfølgelig konsekvenser ... konsekvenser som at hun opdager sandheden ...


"Ikke endnu en bog om en syg pige der forelsker sig" sidder I nok og tænker, men det kan I godt lade være med. For historien er slet ikke sådan. Selvom det er sick-litt, er det alligevel en historie med humor, håb og kærlighed. Vi ved som læser godt at Madeline og Olly vil forelske sig og det er simpelthen en af de dejligste forelskelser jeg har læst om længe.

"Føles det altid sådan?" spørger jeg åndeløs.
"Nej," siger han. "Det føles aldrig sådan." 
Hans stemme lyder forundret. Og lige med et er alt forandret.

Jeg synes det er fantastisk at få beskrevet en forelskelse i sin fineste og reneste form. Der er ingen overdrivelse. Det er forklaret ligetil og præcist. Man kan ligefrem selv mærke sommerfuglene flakse rundt i maven. Kærligheden heri er fantastisk - og kærlighed dør man jo ikke af, eller gør man?

En anden ting jeg virkelig holdt af med denne historie, er de meget fine illustrationer der er undervejs. De skal tydeligvis forestille at være tegnet med Madelines hånd og de er så enkle og fine. Det er en sjov og anderledes måde at vise ting på i en roman og det kan jeg godt lide.

Tak til Lovebooks for en dejlig, dejlig læseoplevelse!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Everything, Everything
Udgivet i: 2015 (både på engelsk og dansk)
Antal sider: 317
Læst på dansk og som e-bog
5 ud af 5 stjerner

søndag den 22. november 2015

Sidsel Sander Mittet; Vildhunden & Panteren


Sidsel Sander Mittet; Vildhunden & Panteren (Morika, #2)

Bagsidetekst:
Korau, Eshri og deres venner der ankommet til Modstandslejren. Men selvom det er rart endelig at kunne føle sig tryg, er ikke alt, som de havde drømt om. Zaak har forladt dem, Oryndros styrke vokser og Aubr er stadig ikke reddet. Snart på Eshri og Korau træffe et valg. Skal de stiltiende accepterer tingenes tilstand eller sætte sig op mod dem, der tidligere var deres venner? Skal de blive i sikkerhed eller kæmpe for dét, de tror på?

Eshri troede det ville blive et lykkeligt gensyn når hun fandt sin bror. Desværre er Raesh ikke længere den samme. Optændt af had til Oryndro og ikke mindst til hilaerne, vil han ikke høre på hvad Eshri har at sige - hverken om hilaerne eller om at redde Aubr. Et mislykket redningsforsøg slår også skår i glæden og Eshri må igen søge trøst hos Zaak og derved forøges afstanden til Oryn endnu mere.

Korau var glad for at gense mange af vennerne fra skolen samt sin gamle læremester, men selvom han nødig vil indrømme det, har han ændret sig. En ting er at træne til krig, noget andet er rent faktisk at skulle bruge de færdigheder til noget og møde døden. Korau er ikke længere den selvoptagne, arrogante soldaterlærling som han var en gang og det skræmmer ham. Mest af alt fordi de erfaringer han har gjort sig, har medført at han ikke længere er enig med Raesh og de andre der tror fuldt og fast på morikanernes ret og retfærdighed.

Sammen må Eshri og Korau, på hver deres måder, stå i spidsen for det endelige oprør med Raesh som ligger og lurer i fremtiden og deres valg får store konsekvenser - ikke kun for dem selv, men også for deres venner og allierede.

Samtidig må Eshri se i øjnene at hun måske ikke var bestemt for at være sammen med Oryn og da en spion infiltrerer deres lejr, skal hendes klogskab og loyalitet for alvor stå sin prøve. Vil Eshris valg medfører at hun for altid mister Oryn og vil hun, sammen med Korau og de andre, nå at finde Aubr i tide?

Jeg modtog dette anmeldereksemplar for efterhånden noget tid siden, og jeg må indrømme at jeg ikke kiggede nærmere på den dengang - det skulle jeg måske have gjort. For da jeg gik i gang med den nu her, læste jeg lige bagpå og til min store overraskelse og ære er jeg citeret! Det er virkelig stort for mig - en kæmpe anerkendelse og klap på skuldren! Tusind tak!

Jeg var meget betaget af etteren i denne serie og bind to lever helt klart op til forventningen om en hæsblæsende toer, med højt tempo, spændende tvists og store dilemmaer som vores to hovedpersoner skal klare sig igennem. Jeg synes at handlingen i dette bind er mere flydende og dynamisk end i etteren og det er et stort plus for mig. For siderne vender nærmest sig selv og til sidst sidder man åndeløs og hungrende efter mere.

Det bliver virkelig spændende at få slutningen på denne serie, og jeg er spændt på hvordan nogle af problemstillingerne skal løses, men det får jeg nok svar på til den tid. Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvordan det slutter og hvem der må dø, for jeg har virkelig en fornemmelse af at en af de bærende personer dør, spørg mig ikke hvorfra jeg har den ide, det har jeg bare! Holder det stik? Det vil tiden vise!

Tak til Forlaget Facet og forfatteren for bogen!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2015
Antal sider: 335
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 17. november 2015

Harlan Coben; Seks år


Harlan Coben; Seks år

Bagsidetekst:
Han aflagde et løfte. Nu må han bryde det. Det gælder liv eller død.

Det er seks år siden, Jake Fisher var vidne til, at hans livs kærlighed, Natalie, giftede sig med en anden mand. I seks år har Jake begravet sig i sit arbejde på universitet. I seks år har han holdt sit løfte til Natalie om at lade hende være i fred, og i seks år har tanken om Natalie og hendes ægtemand, Todd, pint og plaget ham.

Da Jake falder over Todds dødsannonce, kan han ikke nære sig for at deltage i begravelsen. Her får han et glimt af Todds enke, sådan som han havde håbet - men kvinden er ikke Natalie.

Jake sætter sig for at opklare, hvad der er sket med Natalie, og inden længe er han viklet ind i et spind af løgne og bedrag, der er tæt på at koste ham livet.

Inderst inde havde Jake nok aldrig troet at han ville få muligheden for at gense Natalie. Han havde afgivet et løfte om at lade hende være og det har han holdt. Men den formiddag på kontoret hvor han ser dødsannoncen for Todd, manden som Natalie vagte frem for Jake, ved Jake at han vil komme til at bryde det løfte. Han tager af sted til begravelsen. Ser en familie i sorg og ser en enke der begræder sin ægtemand - enken er bare ikke Natalie!

Jake bliver i første omgang forundret og forvirret - hvor er Natalie? Han er da sikker på at det er den rigtige begravelse han er til, er han ikke? Jake kan ikke ryste tanken om hvad der er sket med Natalie af sig og han begynder at grave. Først i perioden på de seks år siden han sidst så hende. Det hjælper ham ikke meget. Så begynder han at grave dybere og længere tilbage i tiden. Snart står det klart for Jake at Natalie bestemt ikke var den hun gav sig ud for at være.

Jo dybere han graver, jo mere forstår han at han er på sporet af noget stort - noget der ikke kun omhandler Natalie, men mange andre. Endda nogen i hans nærmeste omgangskreds. Hvem kan Jake stole på, når han måske ikke engang kan stole på sig selv og vil han finde frem til Natalie i tide?


"Seks år" er en thriller der kravler under huden på en. Lige som med "Savner dig" formår Harlan Coben at holde læseren hen i uvished i meget lang tid. Langsomt bliver der bygget mere og mere på, men der bliver aldrig afsløret noget endegyldigt, før helt til sidst. Jeg er vild med den måde at skrive på, for det medfører at man som læser hele tiden lige skal have et kapitel mere mens man sidder neglebidende på kanten af stolen. Man tør aldrig helt læse videre, men videre vil man!

Selvom der er steder i bogen hvor jeg synes vi enten kommer lidt for langt ud eller handlingen bliver lidt for meget, så ødelægger det ikke helhedsbilledet af bogen og fortællingen. Jeg kan især godt lide Jakes tørre humor og kommentarer og han er ikke bange for at sige sin mening. Han bliver presset helt derud hvor han ikke kan bunde, men på en eller anden måde formår han dog stadig at gøre det med en vis humor - det tager jeg hatten af for.

En thriller der passer godt til efterår, regn, rusk og indendørs hygge.

Tak til Plusbog for e-bogen!

Fakta:
Forlag: Gad
Original titel: Six years
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 300
Læst på dansk og som e-bog
4 ud af 5 stjerner