lørdag den 28. november 2015

Jesse Andrews; Mig og Earl og den døende pige



Jesse Andrews; Mig og Earl og den døende pige

Bagsidetekst:
Mig:
Mit navn er Greg Gaines. Jeg er 17 år, og det er mig, der har skrevet den her bog. Mit udseende er ret utilfredsstillende, og min intelligens er heller ikke overvældende høj. Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at jeg er et menneske

Earl:
Earl Jackson er min eneste ven. Vi laver halvdårlige film sammen, og vores store idol er Werner Herzog. Earl er generelt ret voldelig.

Den døende pige:
I 3.g. tvang min mor mig til at blive venner med en pige, som havde kræft. Det ødelagde hele mit liv.

Greg har luret High School - det gælder nemlig ikke om at tilhøre en bestemt klike, men derimod at tilhøre dem alle sammen en lille smule. Forstået på den måde at Greg har ikke noget udestående med nogen, han kan sige hej og hilse på alle, men han har heller ikke rigtig nogen venner. Greg er dog venner med Earl, men Earl går i en specialklasse, så de hænger ikke rigtig ud i skolen - bortset fra når de spiser frokost på en af lærernes kontor.

Den første dag af 3.g. går egentlig helt efter planen, lige indtil Greg kommer hjem og hans mor fortæller ham, at en pige, han var kæreste med for 6 år siden, har fået kræft og hun synes helt bestemt at han skal kontakte hende igen og få hende i bedre humør. Greg er alt andet end begejstret for den ide - ikke alene fordi han var et røvhul overfor hende, men også fordi han i bund og grund ikke rigtig gider.

Gregs mor vinder dog og Greg kontakter Rachel. Hun er heller ikke specielt begejstret for ideen, men de begynder dog at hænge ud sammen. Det er stadig meget akavet og det bliver aldrig helt godt. Pludselig er Gregs liv dog forandret - han er ikke længere usynlig i skolen, de film som han har lavet sammen med Earl og som de havde svoret aldrig at vise til nogen, befinder sig pludselig hos Rachel og snart vil Rachels veninde havde Greg og Earl til at lave en film til Rachel og så går det for alvor af helvede til ...


Bagpå denne bog står der at det er den sjoveste bog om døden, du nogensinde har læst - det er jeg ikke helt enig i. Det er bestemt en ikke særlig højtidelig, seriøs eller for den sags skyld sørgelig historie om døden. Som Greg også gør det klart til at starte med, der bliver aldrig noget romantisk mellem ham og Rachel, faktisk ved han, efter hendes død, stadig ikke om han rent faktisk kunne lide hende.

Der er på ingen måde lagt fingre i mellem nogen steder og bogen er skrevet i et nøgternt sprog, der trods den hårde tone, passer godt til bogen. Der er en ligefremhed, som gør at tonen minder lidt om "Når hr. hund bider" - der er ikke noget der bliver pakket ind for at skåne læseren.

Selvom der er mange underholdende steder i løbet af fortællingen, sad jeg aldrig og var knust af grin. Jeg sad mere med en hovedrysten over den måde Greg og Earl opfører sig på og var flere gange forarget over den måde de behandler hinanden og Rachel på. Jeg ved ikke om den reaktion er normal når man har læst bogen, men jeg var ikke imponeret. Desværre - for jeg ville egentlig gerne kunne lide den. Alligevel synes jeg dog det var forfriskende at læse en ungdomsbog om døden der ikke efterlader en som en flæbende teenager.

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: Me and Earl and the Dying Girl
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 308
Læst på dansk
3 ud af 5 stjerner