onsdag den 29. april 2015

Rick Yancey; Det uendelige hav


Rick Yancey; Det uendelige have (Den 5. bølge, #2)

Bagsidetekst:
Hvordan kommer man af med Jordens syv milliarder mennesker? Man tager deres menneskelighed fra dem.

Cassie Sullivan har overlevet fire bølger af ødelæggelse. Jorden er tæt på at være udryddet for mennesker, den 5. bølge ruller ind over kloden, og nu står Cassie og hendes venner over for et valg: De kan blive, hvor de er og forsøge at klare sig igennem vinteren i håb om, at nogen kommer dem til undsætning. Eller de kan begive sig ud for at finde andre overlevende. For en ting er sikkert: De Andre vil angribe igen.

Ingen kan forudsige, hvor langt De Andre vil gå for at udrydde menneskeheden. Ingen kan forudsige, om menneskene vil være i stand til at rejse sig og kæmpe i den ultimative krig mellem håb og håbløshed, kærlighed og had, liv og død.

Cassie og vennerne er kommet ud af Camp Haven. De venter nu på et nedlagt og forladt hotel på at Even Walker skal finde dem. Der er en udbredt følelse af håbløshed og irritation blandt vennerne.

Ringer tager afsted for at tjekke nogle klippehule ud, for at se om de er bedre skjul end hotellet når vinteren for alvor kommer. De ved alle sammen godt at de ikke kan blive hvor de er. De er stadig for tæt på Camp Haven, for synlige for De Andre og ikke rustet godt nok på til vinteren. Ringers valg får store konsekvenser, ikke kun for hende selv, men for hele gruppen. Hun bliver taget til fange af Vosch og han har planer for hende. Planer, der ikke alene giver hende sandheden om invasionen, men også forandringer Ringer for altid.

Tilbage på hotellet venter de andre stadigvæk, med en voksende følelse af, at de snart må gøre noget før det er for sent. Cassie nægter dog at gå før Evan kommer tilbage, men hvordan kan du vide om han kommer, vil Ben vide. Det kan hun heller ikke, men han gav hende et løfte og hun stoler på ham, også selvom det er svært.

Evan er trods sine skader, ligeså opsat på at komme tilbage til Cassie, som hun er på at blive ved med at vente på ham, men det bliver ikke nemt for ham at nå frem og tiden er ved at løbe ud for dem alle sammen. For overalt på Jorden indsættes den 5. bølge - en bølge der skal fjerne de sidste rester af menneskeheden fra Jorden. Samtidig er vinteren på vej og Cassie og vennerne må træffe et valg.


Jeg var meget fascineret af Den 5. bølge. Jeg synes den ufatteligt godt skrevet og efter hvert endt kapitel sad man hungrende tilbage efter mere. Det uendelige hav er ligeså. Hvert kapitel slutter ofte med en cliffhanger og den er virkelig svær at lægge fra sig når først man er kommet i gang. Selve sproget er det samme som i Den 5. bølge, forfatteren får, på en eller anden måde, skrevet rigtig meget på ganske lidt plads. Derfor kunne den første bog godt være lidt tung en gang i mellem, men jeg har nok vænnet mig til det, for jeg synes jeg fløj igennem denne.

Selvom man ser det meste af denne bog fra Ringers synsvinkel, og hende finder jeg ret irriterende, giver det alligevel bogen et skub fremad. Man hører om Ringers fortid, hvorfor hun er blevet som hun er, men stadigvæk, selvom man som læser opnår større indsigt i hvorfor hun håndterer tingene på den måde hun gør, så irriterer hun mig stadig. Det er lidt svært for mig lige præcis at sige hvorfor og hvordan, men det er bestemt ikke nok til at ødelægge bogen.

Jeg glæder mig meget til slutningen på denne fantastiske serie! Jeg frygter dog for hvordan det hele kan ende bare en lille smule lykkeligt, men det må tiden vel vise!

Vincit qui patitur.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Infinite Sea
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 332
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar