For noget tid siden læste jeg en artikel fra Information om en mor der forsøgte at bryde med tabuet om at indrømme at det er hårdt at være mor (læs den her). Hun fortalte bl.a. at mange af de aktiviteter man kan lave med sit barn, babysvømning, yoga osv., faktisk egentlig mere stressede hende end gav hende en dejlig oplevelse sammen med sit barn. Det kan jeg kun nikke genkendende. Jeg begyndte først til babysvømning med Iris da hun var seks måneder, for jeg kunne ikke overskue det før. Jeg ved godt at de små pus har bedst af at starte når de er tre måneder, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke have plads til i mit hoved at jeg skulle pakke, køre, gå i bad, amme (før - under - efter, hvem ved?), svømme i en halv time, for at gentage det hele igen. Suk. Nej tak, jeg kunne ikke overskue det.
I artiklen nævner hun også at det kan være svært at bede om hjælp. For har man har jo ligesom sagt a, så skal man også sige b. Så hvis man ikke kan klare en lille baby samtidig med en husholdning osv., så må der jo være noget galt med en? Ikke? Jeg er selv ufattelig dårlig at bede om hjælp. Så hellere gøre det selv, så ved jeg også at det bliver gjort. Det er bare ikke en særlig god måde at leve på. Jeg kan mærke mit stressniveau stiger hvis jeg skal gøre alting selv, men jeg siger jo ikke fra. Jeg bliver faktisk ofte bare ved med at påtage mig opgaver. Jeg tænker både på at gøre ting herhjemme, men også i forhold til mit arbejde og bloggen her. Jeg har et rekordhøjt antal anmeldereksemplarer til at ligge og skule til mig, hver gang jeg går ind på biblioteket. Det stressede mig helt vildt. Det gjorde mig faktisk rimelig deprimeret. For slet ikke at tale om den mega dårlige samvittighed jeg følte. For forfatterne venter jo på min anmeldelse. Hvorfor kunne jeg så ikke bare få det gjort? Fordi, som Malene også skriver her, så er det at læse en bog, skrive og færdiggøre en anmeldelse, altså ikke lige noget man hurtigt gør. Det tager tid. Den tid har jeg bare ikke haft. Jeg er så - endelig - nået dertil, hvor jeg nu tænker: "ja, det er øv at jeg ikke har tiden, men jeg når det, når jeg når det - ikke før" - og det giver mig en smule ro i maven og luft nok i hovedet, til godt at give mig selv lov til at stene tv en eftermiddag i stedet for at læse.
Hvorfor er det så så svært at sige fra? At bede om hjælp? At sige man har brug for en pause. Jeg er godt klar over at Iris har været nem, i forhold til så mange andre babyer, men jeg havde da også søvnløse nætter. Jeg havde også en periode hvor jeg græd hele tiden. Hvor jeg måtte ringe til Emil og få ham til at skynde sig hjem, for jeg kunne bare ikke være i det mere. Jeg havde brug for bare fem minutter på toilettet med hovedet i hænderne og dybe indåndinger. Der var ingen der havde fortalt mig at jeg ville have det sådan! Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig det? Selv mine veninder som har børn, har aldrig givet udtryk for at det var SÅ hårdt, jovist, det var hårdt, men ikke SÅ hårdt.
Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?
Du har båret et barn i ni måneder. Du har født et menneske. Og nu står du i en ny verden, hvor du absolut ingen kontrol har over noget som helst - heller ikke din egen krop. Hvis du ikke har ammet i et vist stykke tid, beslutter dine bryster sig altså bare for, at nu skal de af med noget mælk, og værsgo, så kommer der altså bare mælk. De tænker ikke lige på at du måske sidder til en familiemiddag, i en ikke ammevenlig kjole med et træt og pylret barn, som egentlig burde ligge i sin seng og sove. Hvorfor er det, som Leila i artiklen skriver, at man ikke bare siger sandheden når man bliver spurgt om hvordan det går? I stedet for at pakke det ind og sige: "tjo, det er da hårdt, men det går jo", så burde man jo sige sandheden. At det er hårdt. At man på fire dage kun har sovet syv timer. At alting føles som om det falder fra hinanden. Hvorfor må man ikke sige det?
Jeg mener, jeg er jo ikke den eneste der har stået i den situation og følt mig alene, fortabt og ensom. I en tid der burde være hyggelig, fyldt med besøg af veninder eller babybio-ture. Jeg er ikke den eneste der ikke har sovet i flere dage, som ikke har været i bag i flere dage, som ikke har tænkt en eneste selvstændig tanke - som ikke omhandler barnet - i flere dage. Jeg vil vove den påstand at alle mødre har haft sådan en periode - ligegyldigt hvor lyserødt de får det til at se ud, så nægter jeg at tro på at alle dage er lige gode. At selv den perfekte mor, ikke har hulket sig i søvn og at hun ikke også har haft lyst til at skrige i frustration.
Misforstå mig ikke - jeg elsker at være mor. Jeg elsker Iris. At se hende smile og vide at det er på grund af mig? Der er da ikke noget mere livsbekræftende end det. Men jeg har til tider også hadet hende. Jeg har til tider ønsket hende hen hvor peberet gror. For det er hårdt. Mega hårdt! Det er også hårdt nu, selvom hun er 16 måneder. Nu er det bare hårdt på en anden måde.
Jeg fortryder intet og jeg håber heller ikke at jeg afskrækker nogen fra at få børn - for selvom der er dage fyldt med regnvejr, er der også dage fyldt med solskin!
Hørt hørt!
SvarSlet