Bagsidetekst:
To veje ligger foran mig, men kun én af dem fører til sejr.
Jude er landsforvist fra Faerie af storkongen. Af Cardan. Hun er ulykkelig og skuffet, men mest af alt rasende på sig selv over, at hun kunne være så naiv at tro, at Cardan elskede hende. Hun har indstillet sig på at leve blandt de andre landsforviste udskud fra Faerie i de dødeliges verden, da en uventet gæst møder op og trygler om Judes hjælp. I Faerie. Turen tilbage til feverdenen vil betyde den sikre død for Jude, hvis hun bliver opdaget, men hun er nødt til at tage tilbage og hjælpe, for det gælder liv eller død. Og da Jude endnu en gang betræder Faeries jord, sætter hun uvidende gang i en profeti om en gammel forbandelse, der vil tilintetgøre Faerie.
I starten havde jeg det lidt stramt med den her serie. Jeg følte at der var alt for mange tråde, alt for mange intriger og hemmeligheder, der gjorde historien tung at læse. Hermed ikke sagt at jeg ikke nød de to første bøger i serien – for det gjorde jeg. Jeg kan godt lide det mere dystre fantasy. Det hvor der ikke nødvendigvis er rendyrkede gode og onde personer, men hvor der er gråzoner og det kan være svært at finde ud af hvem man skal holde med. Sådan en historie er denne.
I de to første bøger brød jeg mig ikke særlig meget om Jude – hun forsøger med næb og klør at holde fast i en umulig position og så er hun ligeglad med hvem hun sårer undervejs. Selv hendes familie er hun villig til at ofre – og så alligevel ikke helt. Hendes følelser for Cardan er mildest talt forvirrende – de hader hinanden, de elsker hinanden, de vil slå hinanden ihjel, de kysser osv. Og selvom han tager røven på hende i slutningen af andet bind, kan hun ikke slippe sine følelser for ham. Jeg brød mig egentlig heller ikke så meget om Cardan – han er en forkælet prins, der er vant til at få hvad han vil have og selvom han har en ond spådom hængende over hovedet, gør han ikke noget for at forhindre den i at gå i opfyldelse.
Jeg var derfor meget spændt på at gå i gang med det afsluttende bind i serien, men min frygte viste sig at være ubegrundet. Jeg kunne langt bedre lide ”Dronningen af Intet” end de to foregående bind. Måske har Jude og Cardan sneget sig ind under huden på mig. Måske er det fordi jeg har vænnet mig til skrivestilen, hemmelighederne og universet. Jeg følte i hvert fald at dette bind var mere helstøbt end de tidligere og jeg nød meget at læse bogen.
Jeg var hooked fra start af og denne gang nød jeg hemmelighederne og brødkrummerne jeg skulle følge for at forstå det større billede. Kemien mellem Jude og Cardan er også bedre – måske fordi vi lærer Cardan lidt bedre at kende i denne. Han er ikke blot en forkælet prins og han har faktisk et hjerte bag den hårde facade.
Hvis man er til det mørkere og mere dystre fantasy, skal man ikke snyde sig for denne serie. Den er bestemt værd at kaste sig over – også selvom de to første bind havde visse irritationsmomenter, opvejes de i ”Dronningen af Intet”.
Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: The Queen of Nothing
Oversat af: Randi Bjerre Høfring
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 378
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar