søndag den 18. juni 2017

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

For lidt tid siden sad jeg og kiggede min liste med læste børne/ungdomsbøger igennem, det tog lidt tid, for der er mange. Jeg faldt dog over en del serier, som jeg er begyndt på, men ikke har færdiggjort endnu. Flere af dem ærgrede mig at jeg ikke var blevet færdig med - for første bind var lovende.

Da jeg var inde i en periode hvor jeg læste rigtig meget fantasy (især noget med engle, dæmoner og vampyrer), tog jeg næsten hver eneste serie eller bog jeg kunne komme i nærheden af. Det resulterede i en masse fede læseoplevelser, men desværre også en del uafsluttede serier. Enten fordi det kun var det ene bind der var udgivet på det tidspunkt, eller fordi jeg simpelthen glemte at få læst de andre. Glemte at læse - kan man det? Ja, det kan man godt. Jeg er ret sikker på at jeg har haft de efterfølgende bøger med hjemme, men hvis der er så er noget andet der har lokket eller jeg har fået mindre tid, er jeg aldrig kommet videre. Øv! For nu hvor jeg kiggede listen igennem, var der faktisk flere af serierne, jeg rigtig gerne ville have læst videre på.

Det er svært for mig nu at sige om jeg nogensinde kommer til at læse dem færdige - nogle af dem, er der udkommet rigtig mange bind i, og det kan godt virke lidt uoverskueligt for mig. Samtidig er der nogen, hvor historien er mere eller mindre glemt, hvilket vil kræve at jeg læser første bind igen - det ved jeg ikke om jeg har lyst til. Så er der det med tiden - min læsetid er jo i forvejen reduceret og jeg har så mange andre bøger jeg skal have læst, så om jeg får en slutning på en serie jeg har læst for tre-fire år siden, virker ikke så vigtigt lige pt.

Nedenfor har jeg listet nogle af de serier, som jeg nok må indse, ikke bliver færdiglæst - i hvert fald ikke foreløbig.

Trinity Feagen; Djævlens pagt - en serie om engle, dæmoner og umulig kærlighed. Jeg mindes at jeg var rigtig godt underholdt, men at der på det tidspunkt kun var udkommet den ene, og jeg havde ikke lyst til at læse videre på engelsk.

Susan Ee; Penryn & The End of Days - dystopisk fortælling om onde engle der overtager verden. Egentlig meget spændende og dyster, men igen, det var kun første bind der var oversat - øv!

Jessica Brody; Unremembered - her har jeg dog læst de to første bøger, og jeg er rimelig sikker på at den har gode chancer for at blive læst færdig. Tredje og sidste bind er udkommet på dansk - dejligt!

Mark Frost; Paladin-profetien - rigtig spændende serie, som jeg ved at jeg bliver nødt til at få slutningen på - den er også endelig kommet på dansk, men ja, tid og lyst, har været en manglende faktor. Jeg håber dog at det kommer.

James Patterson; Maximum Ride - en spædende dystopisk serie om børn der er blevet modificeret på forskellige måder. Jeg fandt egentlig første bind meget interessant, men på en eller anden måde, kom jeg aldrig videre end første bind, og det tror jeg desværre heller ikke at jeg gør.

Lili St. Crow; Sorte Engle - egentlig en serie jeg rigtig godt kunne lide, den minder mig lidt om Demon Trappers: meget rå, mørk og dyster. Det er kun de tre første bind der er oversat, så hvis jeg skal have slutningen, må jeg læse den på engelsk, suk!

James Dashner; Maze Runner - en serie hvor jeg virkelig burde tage mig sammen til at læse resten. Første bind kunne jeg rigtig godt lide, men så så jeg filmen og blev så sur og skuffet, og så mistede jeg lidt lysten til at læse videre, men man skal jo ikke dømme en bog på dens film, så jeg tror den fortjener en chance mere.

Allison Moulton Courtney; Angelfire - igen en serie med engle og dæmoner. Jeg har faktisk læst første bind på engelsk, men så kom jeg aldrig videre og jeg mindes ellers at den var rigtig god. Hvad venter jeg på?

Mark Lawrence; The Broken Empire - igen en bog hvor jeg har læst den første på engelsk og jeg nød den faktisk. Meget spændende, dyster og blodig fantasy. Synes jeg har hørt noget om at den måske skulle komme på dansk, så måske er der håb.

Kristen Painter; House of Comarré - jeg har læst de tre første bind i denne serie og jeg er faktisk ret pjattet med den. Der er sort humor, masser af drama, blod og magtspil - what's not to like? Desværre er det kun de tre første der er oversat, jeg har købt de sidste som e-bog på engelsk, så jeg håber virkelig at jeg kan få taget mig sammen til at læse slutningen.


Kan nogen af jer nikke genkendende til at komme i gang med en serie og aldrig rigtig komme videre end de første bind selvom I har de bedste intentioner om det? Jeg håber ikke at jeg er den eneste med det problem.

So many books, so little time!!

1 kommentar:

  1. Jeg har også kun læst første bind i "The Maze Runner", men har heller ikke lyst til at læse resten - filmene vil jeg dog gerne se! Haha :D

    SvarSlet