fredag den 15. september 2017

Ditte Weise; Provinspis

Ditte Weise; Provinspis

Bagsidetekst:
"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."
"Og det vil du også gerne være?"
"Det er jeg."
"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."
"Helt sikkert," vrænger jeg.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk. Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv. Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Hvis du har læst Sarah Engells barske ungdomsbøger, skal du også læse denne. Den her historie er rå, brutal og vil blæse dig omklud, så du sidder forpustet og forvirret tilbage. Det gjorde jeg i hvert fald.

Lad mig forklare.

Ida keder sig. Hun er klog nok til at komme igennem gymnasiet med ene 12-taller, så hun har en chance for at komme væk fra det hul af en by hun bor i. Hun bor i et hus uden kærlighed og forståelse. Derfor søger hun tilflugt hos bedstevennen Jon, som hun ikke vil indrømme at hun er forelsket i. For forelskelse er lig med kærester, og Ida er ikke kæreste med nogen. Så snart hun er færdig med gymnasiet er hendes plan at skride så hurtigt som muligt.

Det med at klare gymnasiet går egentlig godt nok. Som skrevet før er Ida klog, men doven og dum. Hun tager ikke tingene seriøst. Hun kan ikke sætte ord på de forvirrende og modstridende følelser hun har i kroppen, faren siger at hun minder om sin mor, der en dag bare skred fra dem. I starten af bogen forsøger Ida at fastholde fokus med at få sin eksamen. Men langsomt, og især efter tabet af Helge og Jon, mister hun koncentrationen. Hun kommer længere og længere ud. Bliver vildere og vildere. Alt sammen et forsøg på ikke at skulle tage stilling til livets store spørgsmål. Et forsøg på at udsætte det uundgåelige.

Jo mere historien udvikler sig, jo hurtigere går tiden, sådan føles det i hvert fald for læseren. Måske for Ida aldrig står stille. Hun står ikke stille og nyder nuet. Lukker øjnene og trækker vejret langsomt. Hun skal have næste fix og næste knald. Da det endelig bliver for meget, er det tæt på at være for sent.

"Det ville være perfekt, 
hvis jeg lige havde fortrudt, 
at jeg havde skåret min pulsåre over og stod og 
manglede noget til at stoppe blødningen med."

Jeg er ikke vokset op i en lille provins, men kan godt nikke genkendende til Idas frustration over at der aldrig sker noget. At tiden går for langsomt. At man vil videre. At man til tider kan være ligeglad og hård i kæften, er ofte bare tegn på usikkerhed og at man måske inderst inde trænger til et knus og at nogen tager sig af en. Jeg har ikke haft en kærlighedsløs barndom, men alligevel kender jeg godt følelsen af at ville være et andet sted. At Ida tager frustrationen til næste niveau og kaster sig over stoffer, kan jeg så ikke sætte mig ind. Og det er også her at historien knækker lidt for mig. Jeg var vild med første del af bogen. Idas humor og ligegyldige attitude er fed og oprigtigt. Jeg føler dog at hun kommer for langt - at hun mister sig selv fuldstændig og bringer sig selv i farlige situationer, hvor hun faktisk kunne komme meget galt afsted. Hun bliver en flask person. Jeg ved godt at hun kæmper, og at hun rent faktisk lykkedes med sin drøm at tegn på, at hun ikke mister sig selv fuldstændig.

Det blev bare lidt for meget. Lidt for overdrevet. Ikke at det ødelagde min læseoplevelse, men den trak sidste halvdel af bogen ned.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 229
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar