onsdag den 20. september 2017

Nicole Boyle Rødtnes - "Ilttyv" udgivelse!

Nicole Boyle Rødtnes - "Ilttyv" udgivelse!

Jeg har været en af de heldige at læse Nicole Boyle Rødtnes' nye serie "Ilttyv" allerede sidste år. Den har været til udlån på de danske biblioteker og nu kan du endelig købe den i butikken! I forbindelse med "udgivelsen" har jeg været heldig igen. Denne gang har jeg fået lov til at stille Nicole et par spørgsmål og lave en lille konkurrence om en fed præmie! Mere om det efter Nicoles svar.


1. Har du altid gerne ville skrive bøger?
Jeg har skrevet, siden jeg var 13 år. Det startede, fordi jeg fik mit eget værelse. Indtil da havde jeg delt værelse med min søster, og om aftenen havde vi ligget og fortalt historier til hinanden, når vi skulle sove. Men som 13-årig fik jeg mit eget værelse, og så var der ingen at fortælle til. I starten prøvede jeg at fortælle dem til mig selv, men så faldt jeg i søvn og glemte, hvor jeg var nået til. Derfor begyndte jeg at skrive historien ned, så jeg ikke skulle glemme den. Den gang havde jeg slet ikke overvejet at udgive den. Det var først da en studievejleder opfordrede mig til at indsende bogen til et forlag, at jeg gjorde det. Der var jeg 15 år. Og der fik jeg mit første afslag. Og efter at være blevet helt vildt ked af det og vred, så vidste jeg, at jeg faktisk gerne ville være forfatter.

2. Hvilken bog husker du særlig fra din barndom?
Jeg havde meget svært ved at lære at læse, men den første bog, der fangede mig og som jeg frivilligt læste færdigt var "Alanna" af Tamora Pierce. Dernæst fulgte en masse af Lene Kaaberbøls bøger. Jeg var blandt andet helt vild med Skammer- og Katriona-serien.

3. Har du en særlig bog du ville anbefale til dit unge jeg?
”Slug frøen” af Brian Tracy. Det er en fagbog som handler om, hvordan man når sine mål og bliver mere effektiv. Og den ændrede mit liv. Den lærte mig at blive mere effektiv, at få sat klare mål og at nå dem. I stedet for bare at udskyde ting. Det er en bog, jeg mener alle bør læse og man kan kun komme for sent i gang med den 😊

4. Hvor meget/lidt læser du i din hverdag og når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg prøver at læse så meget som muligt. En stor del af min læsning er dog for andre forfattere, hvor jeg er betalæsere. Så ofte læser jeg bøger, der endnu ikke er blevet udgivet. Men der er selvfølgelig også tid til lystlæsning. Her der følger jeg med på en masse bogblogs for at se, hvad der rør sig og så læser jeg de bøger, jeg synes lyder fede.

5. Hvorfra finder du inspiration til dine egne bøger?
Alle mulige steder. Gamle folkesagn, film, bøger, drømme. Jeg får også inspiration fra ting jeg oplever, folk jeg møder eller når jeg er ude at rejse. Og nogen gange så kommer ideen bare ud af ingenting. Det er som et lynnedslag i hjernen. Man aner ikke hvor det kom fra, men så er ideen der bare. Grundlæggende tror jeg, at vi alle sammen hele tiden får masser af ideer. De fleste lukker bare ned for det. De tænker, nå men det var en skør tanke og så går de bare videre med deres liv. Når jeg får en skør tanke, så begynder jeg altid at udforske den og lege hvad nu hvis det her var en bog? Med et er man i gang.

6. Hvor lang tid tager det dig, fra du har fået ideen til en bog, til den er færdigskrevet?
Flere år. Min skriveproces falder i nogle forskellige faser. Idefasen er den første, hvor jeg prøver at få ideen på plads. Det kan godt tage flere år, hvor den bare ligger og summer i baghovedet. Når ideen så er faldet på plads, så bruger jeg ca 1 uge på at plotte bogen ved hjælp af berettermodellen. Herefter laver jeg en foreløbig kapiteloversigt. Og så begynder jeg at skrive selve bogen. Skrivefasen tager alt fra et par måneder til flere år afhængig af hvor lang bogen er.
Herefter kommer der så redigering og feedback. Grunden til at jeg alligevel så har skrevet så mange bøger, som jeg har er, at jeg hele tiden skriver på flere bøger ad gangen. Så jeg hopper imellem dem. Jeg har typisk altid 2-3 projekter i gang samtidig.Jeg har skrevet et blogindlæg om min proces. Det kan I læse her, hvis I er nysgerrige: http://skrivekrampen.blogspot.dk/2017/06/skriveprocessens-faser-hvor-lang-tid.html

7. Hvordan er du kommet på ideen bag ”Ilttyv”? 
I forhold til "Ilttyv" var det en af de ideer, der kom som et lynnedslag i hjernen. Pludselig tænkte jeg bare på ordet ”Ilttyv”. Jeg synes, det var et helt vildt spændende ord. For hvad var det for en verden, hvor man kunne stjæle ilt? Det satte en masse tanker i gang og jeg begyndte at brainstorme på historien. Det tog flere år, før historien faldt rigtigt i hak. I lang tid troede jeg nemlig at det skulle være en kort, letlæst serie til børn, men ideen blev ved med at vokse og snart stod det klart for mig at historien både ville være alt for lang og al for brutal til børn.

8. Oplever du at dine hovedpersoner har deres eget liv og meninger mens du skriver? 
Ja, det oplever jeg faktisk hele tiden. I min debut-serie ”Skeletter i skabet”, skulle der oprindeligt kun have været tre bøger, men der var en karakter, der skulle dø i slutningen af bog 3, som bare nægtede at dø, så derfor var jeg nødt til at skrive en ekstra bog. I "Ilttyv" forelskede Troy sig i Jana. Det var aldrig en del af planen, men det ændrede historien på ret dramatisk vis.

9. Hvilken af dine egne bøger er din yndlings?
Det er umuligt at svare på for jeg elsker alle mine bøger. Men de betyder alle sammen noget forskelligt for mig. ”Dødsbørn” var min debutbog, og den vil altid have en særlig plads i mit hjerte, fordi den er den første, jeg fik udgivet. "Elverskud" var den første serie, der blev oversat og udkom på tysk, og det var bare helt specielt at få lov at opleve at mine bøger blev læst i andre lande. Og derfor vil den serie også altid være speciel. "Ilttyv" er nok en af de ideer, som jeg selv holder aller mest af. Det har været så fantastisk, at se universet vokse og udvikle sig.

Jeg takker mange gange for de gode svar - jeg blev i hvert fald klogere! Det er spændende at få et indblik i hvad der foregår i hovedet på en forfatter, hvordan skriveprocessen kan være og meget andet.

Billedet er fra da jeg læste "Ilttyv" - se lige hvor lille Iris er!

Nu til konkurrencen! 

Alvilda har været så venlige at give mig lov til at udlodde et eksemplar af "Ilttyv - Over sløret" til en heldig læser.

[OPDATERET] Hvis du vil deltage, bedes du kun "Synes godt om" bloggens Facebookside!


Jeg trækker en vinder på mandag d. 25. september efter kl. 12. Vinderen får direkte besked.


Hvis du vil læse mere om Nicole kan du følge hende på nedenstående links:
Hjemmeside: www.nicoleboyleroedtnes.dk/
Facebook: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter
Instagram: nicoleboyleroedtnes

[Konkurrencen er opdateret d. 24/9 grundet ingen kommentarer, som jeg ellers havde sat som kriterie for deltagelse]

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar