fredag den 22. februar 2019

Dawn O'Porter; Som det er [Anmeldereksemplar]

Dawn O'Porter; Som det er [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
Tara er TV-producer, alenemor og på jagt efter kærligheden. Eller i hvert fald en mand, der kan overbevise hende om at give den en chance. En aften tager hun på date - en date, der ikke går helt som planlagt. Dagen efter går en video af hende viralt på internettet.

Cam er en succesfuld livsstilsblogger, som er mest til korte, uforpligtende forhold, der ikke kræver, at hun giver køb på det liv, hun har bygget op og elsker. Da hun skriver et blogindlæg om Taras virale video, svarer Tara hende, og der opstår et uventet venskab mellem de to kvinder.

Et andet sted i byen planlægger Stella, hvis kæreste netop har slået op med hende, at forføre sin chef for at opnå det, hun ønsker sig allermest i verden: At blive mor. Men han har netop været på date med en interessant kvinde, og nu er han forelsket ...

Den her bog var slet ikke som jeg havde troet, men den er bestemt værd at læse - især fordi der er et stort tvist undervejs, som jeg slet ikke havde set komme!

I starten havde jeg meget svært ved at se hvordan de tre kvinders historie skulle blive flettet sammen, men det viste sig ikke at være noget problem. De tre kvinder er meget forskellige, kommer fra meget forskellige hjem og har vidt forskellige indstillinger til livet. Deres tre typer matcher godt med det bogen vil: at gøre det legitimt at vælge det liv man vil leve. Tara har valgt at få et barn efter et one-night-stand, Cam vil ikke have børn og Stellas højeste ønske er at få et. Cam blogger om at det skal være ok at sige at man ikke vil have børn og ikke blive dømt for det. Det synes jeg er en vigtig pointe i bogen - det er ikke alle der ønsker at få børn, og det er altså i orden!

Historien er debatskabende og tør åbne for en masse tabubelagte emner, hvilket er rigtig godt. Det er ikke bare en feel good roman - man sidder faktisk med ondt i maven det meste af tiden. Det er en roman med noget på hjertet og heldigvis bliver det formidlet på en rigtig god måde. Der er ingen der bliver stødt. Emnerne tages op og diskuteres fra forskellige synsvinkler - der skal være plads til alle! Og måske skal vi som samfund lære ikke at dømme alle der tør skille sig ud.

Selvom der sker noget med Cam, får det hende ikke til at skifte mening, hvilket jeg synes er godt skrevet af forfatteren. Det ville ødelægge Cams troværdighed. En troværdighed der netop får hende til at kæmpe de svære kampe. Som fx Taras. Hun tager Taras parti i et mediecirkus, hvor ingen andre holder med Tara. Derfor ville jeg også ønske at der var gjort mere ud af venskabet mellem Cam og Tara. Ikke fordi det føles overfladisk, men fordi det bliver så kort.

Historien fortælles skiftevis fra de tre kvinder og det gør at vi får et virkelig godt indblik i hver deres liv, tanker og følelser. Selvom man kan være uenig i hvad de tænker og gør, så føles de ægte og det er med til at gøre det til en rigtig god læseoplevelse. Hvis man vil læse en tankevækkende, spændende og til tider underholdende bog, så vil jeg varmt anbefale denne!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Cows
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 387
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar