mandag den 4. februar 2019

Marie Lu; Wildcard [Anmeldereksemplar]

Marie Lu; Wildcard (Warcross, #2) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Emika Chen undslap kun lige netop Warcross-verdensmesterskabet i live. Nu, hvor hun kender sandheden bag Hideos nye NeuroLink-algoritme, kan hun ikke længere stole på den person, som hun tidligere beundrede - ham, hun troede var på hendes side.

Hun er fast besluttet på at sætte en stopper for Hideos planer, så hun slår sig sammen med Phoenix Riders, men bare for at finde ud af, at en ny trussel lurer i Tokyos neonoplyste gader. Nogen har udlovet en dusør for Emikas hoved, og hendes eneste chance for at overleve ligger hos Zero og hans brutale hold. Men Emika opdager hurtigt, at Zero ikke er, hvad han giver sig ud for, og at hans beskyttelse har en pris.

Pludselig er Emika spundet ind i et uigennemtrængeligt net af forræderi, hvor hele menneskehedens frie vilje er på spil. Men hvor langt vil hun gå for at ødelægge den mand, hun elsker?

Hold på hat og briller for igen går det stærk! Hele handlingen i "Wildcard" udspiller sig på nogle få dage, og Emika skal både nå at redde Hideo, redde hans software og redde hele verden - ikke noget pres her. Hvis du har læst "Ready Player One" skal du helt sikkert også læse denne serie. Det er lidt den samme historie, bare uden alle 80'er referencerne, hvilket jeg er glad for, da jeg kørte død i dem - især når man ikke kendte til langt det meste af det der blev henvist til.

Selvom "Warcross" har en pige i hovedrollen, bliver det aldrig piget eller tøset. Der er smæk for skillingen og selvom jeg savnede lidt flere spildetaljer, ligesom der er i første bind, så sker der noget hele vejen igennem. Det er først til sidst vi kommer ind i Warcross-spillet igen og denne gang er det med livet som indsats. Kærlighedsaspektet fylder ikke for meget, og det bliver ikke sukkersødt - for Emika og Hideo er dybt uenige langt det meste af tiden.

Det moralske fylder mere i bind to end i bind et, fordi nu ved vi hvad Hideo har tænkt sig med hans Neuro-Link og det er faktisk en ret skræmmende ting. Selvom han har de bedste intentioner, er det bare ikke sådan verden skal være. Da vi lærer sandheden om Zero er vi igen i chok. Begge dele skræmmer mig. Især fordi der sker så meget inden for teknologien, at det ikke er umuligt at en fremtid som den i bøgerne, er en fremtid vi kan gå i møde. Hvilket jeg ikke håber!

Det er interessant og spændende med historier der tør tage diskussionen op om hvor langt vi etisk og moralsk kan tillade os og gå og jeg håber da at det er med til at sætte nogle tanker i gang hos de unge læsere, der skal forme vores fremtid. Jeg siger ikke at fremtiden bliver sådan, men hvis man kan lære dem lidt om etik og moral gennem bøger, tror jeg ikke nødvendigvis at fremtiden er dyster. Hvis man kan se skræmmebilledet og det værste scenarie i bøgerne, vil man vel gøre alt for at undgå at det sker?

Jeg kan i hvert fald sige så meget at jeg nød at læse begge bøger. Hvis man er til sci-fi, computerspil og en virkelig spændende historie, hvor intet er som man først troede, så skal man helt sikkert læse "Warcross"-serien.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Wildcard
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: 378
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar