Victoria Aveyard; Tordenkrig (Rød dronning, #4) [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]
Bagsidetekst:
Alle har noget at kæmpe for
Alle ønsker at vinde
Ikke alle vil overleve
Det er afgørelsens time. Mare og Den Højrøde Garde kan ikke vælte den skrupelløse Kong Maven alene, og de må slå sig sammen med Cal og hans sølvere. Men hvordan samarbejder man med én, der har knust ens hjerte?
Det bliver en hård og udmattende kamp, for Kong Maven skyr ingen midler for at beholde tronen og få Mare tilbage - koste hvad det vil!
Da jeg begyndte på "Kongens lænker" havde jeg opfattet det som om, det var den sidste bog - jeg var glad da jeg opdagede at dette ikke var tilfældet. Mest fordi "Kongens lænker" slukker ganske utilfredsstillende og fordi jeg slet ikke var klar til at slippe universet endnu. Det har dog ikke været lutter lagkage. Jeg har kæmpet lidt med bind to, fordi jeg synes den var lang og lidt tung at komme igennem. Der er mange folk og slægter der skal holdes styr på, og det kan godt blive lidt for meget. Det er længe siden jeg har læst bind tre, så jeg var bange for at jeg endnu engang skulle kæmpe med at huske hvem der nu var hvem og hvilke huse de tilhøre mm., det var heldigvis ikke tilfældet!
I "Tordenkrig" skifter vi mellem flere personer end i de foregående bind, og selvom det både kan være godt og dårligt, fungerede det rigtig godt her. Vi følger både de "gode" og de "onde" og vi kan mærke at de alle kæmper for overlevelse, for dem de elsker og for hævn. For hvad de tror der er det rigtige. Hvad der er rigtigt og forkert bliver også sat på en alvorlig prøve i dette bind - for alle har deres meninger og det er svært at nå til enighed.
Jeg kan godt lide persongalleriet i denne serie. Selvom jeg blev lidt træt af at høre om Mare og Cals problemer, er det en vigtig del af bogen - for ingen af dem vil opgive det de har kæmpet så hårdt for. Heller ikke for kærligheden. Maven er bare en ond satan. Lidt a la King Joffrey i "Game of Thrones". Maven har aldrig haft det let og han er blevet (bliver) manipuleret så meget af sin mor, at han ikke ved hvilke tanke der er hans egne og hvilke der er sat i hoved på ham. Inderst inde har man faktisk medlidenhed med ham, også selvom man helst ikke vil have det. Iris kæmper for hævn og skyr ingen midler for at få det - forræderi er har hun ingen kvaler med, men selv en kraftig vandnumfe må se sig slået i sig eget element - hvilket faktisk er ret fedt.
Hele serien går virkelig op i en højere enhed og som læser holdes vi hen med halve sandheder og bedrag der skal afsløres helt til det sidste. Det er virkelig godt fundet på og skrevet. Jeg kan også godt lide ideen om at bare fordi man er født til en trone, er det ikke nødvendigvis den vej man skal gå. Måske skal man vælge en anden vej - en vej der kan være svær og som er fyldt med fare, men en vej der kan føre til noget helt nyt - til en ny nation.
Hvis man er til fantasy, og fx har læst "Rød opstand" af Pierce Brown, kan "Rød dronning" varmt anbefales. Det foregår dog ikke rummet, men der er ligeså meget politik og intriger og så er det bare virkelig god læsning!
Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: War storm
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 695
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar