onsdag den 20. februar 2019

Sabaa Tahir; Døden bag portene [Anmeldereksemplar]

Sabaa Tahir; Døden bag portene (Det ulmende oprør, #3) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Blodtornskaden Hele Aquilla er under angreb fra alle sider. Kejser Marcus, som bliver hjemsøgt af sin fortid, virker mere og mere utilregnelig, og kommandanten udnytter hans tilstand til at styrke sin egen magt. Mens Helene leder efter en måde at holde det voksende mørke tilbage, hænger både hendes søsters liv og imperiets fremtid i en tynd tråd.

Langt mod øst forsøger Laia desperat at få stoppet Nattemageren, men hun møder uventede trusler fra dem, som hun troede var på hendes side. Og meget mod sin vilje bliver hun trukket ind i en kamp, hun aldrig havde troet, hun skulle kæmpe.

Imens har Elias opgivet sin frihed for at tjene som Sjælefanger i landet mellem de levende og de døde. Men da han gjorde det, svor han samtidig troskab til en ældgammel magt, som vil gøre hvad som helst for at sikre hans loyalitet - selv på bekostning af hans menneskelighed.

Som jeg har skrevet før er det farligt at gå i gang med en efterfølger i en serie, når det er længe siden man har læst de første bind. Sådan havde jeg det også med denne - især fordi jeg ved at der er mange navne, mange fortællervinkler og en snørklet fortælling, som jeg frygtede jeg ikke kunne huske det hele af. Især Elias' fortælling var jeg lidt usikker på. Heldigvis gik der ikke længe før jeg var i stødet og historien kom tilbage. Derefter tog siderne sig selv og hvilken skam det er - for jeg er slet ikke klar til endnu en lang ventetid på næste bind.

"Det ulmende oprør" er for mig en helt særlig serie. Ikke fordi jeg har læst den på et bestemt tidspunkt, men mere fordi jeg synes den er virkelig god. Den er anderledes end meget andet fantasy jeg har læst (og jeg har læst meget). Universet fungerer rigtig godt, persongalleriet matcher fortællingen godt og selvom det er en meget mørk og dyster historie, er der små glimt af håb og kærlighed.

"Døden bag portene" er nok den mest dystre af dem - især fordi man hele tiden føler at det hele er lige ved at gå galt. Jeg troede ikke at nogen af "de godes" planer ville lykkes. Jeg skriver "gode", fordi selv de gode gør dårlige ting - ligesom i Leigh Bardugos serie, er der ingen der er 100% gode og 100% onde, hvilket er en anden grund til at jeg holder meget af serien. Det er spændende når forfattere tør udfordre "godheds begrebet". Samtidig udvikler personerne sig rigtig meget i denne. Elias' menneskelighed bliver konstant truet af den pagt han indgik med Sjælefangeren. Laia må træde i karakter som Løvindens datter, også selvom hun ikke selv vil. Helenes samvittighed trues og hendes kærlighed til folket kommer på en hård prøve - og hun må træffe hårde valg, der omhandler hendes hjerte.

Hele vejen igennem historien er der en storm der kommer nærmere og nærmere - om den til sidst rammer, vil jeg ikke afsløre, det må I selv læse, men jeg vil godt røbe at det er virkelig spændende - helt til sidste side. Jeg var slet ikke klar til at lægge bogen fra mig igen!

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne serie, vil jeg varmt anbefale dig at komme i gang. Men måske skal du vente til sidste bind er udkommet, så du kan tage dem på én gang. Jeg overvejer i hvert fald at genlæse dem alle når sidste del kommer!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: A Reaper At The Gates
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 489
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar