mandag den 22. juli 2019

Sarah Crossan; Når månen står op [Anmeldereksemplar]

Sarah Crossan; Når månen står op [Anmeldereksemplar fra Straarup & Co.]

Bagsidetekst:
"De tror, jeg har gjort nogen fortræd. Men det har jegikke. Er du med? For folk kommer til at fortælle dig alle mulige løgne. Det er vigtigt for mig, at du kender sandheden."

Joe har ikke set sin bror i ti år. Og årsagen er brutal. Ed sidder på dødsgangen.

Nu er datoen for Eds henrettelse blevet fastsat, og dette bliver måske deres sidste sommer sammen. Nogensinde.

Den her bog er skræmmende læsning. Det er en lille bog med en stor fortælling der går lige i hjertet.

Jeg skulle lige vænne mig lidt til skrivestilen. Den er nemlig ikke skrevet som en almindelig bog, men mere i kortprosa eller digtform næsten. "Kapitlerne" er meget korte - en side hver oftest, som beskriver hvordan Joe har det. Hvad han oplever. Hvordan deres liv var inden Ed kom i fængsel og hvordan deres liv er nu. Den er lidt i stil med "One" som forfatteren tidligere har udgivet. Det er en speciel, men interessant måde at fortælle en historie på. Det gør også at bogen er hurtig læst, da der jo ikke står så meget på siderne.

Samtidig passer det rigtig godt til den historie som Sarah gerne vil fortælle. Det er en utrolig tragisk historie, hvor den smule håb der var til at starte med, bare bliver mindre og mindre. Selv nu, hvor jeg skriver anmeldelsen, kan jeg blive helt trist og tung om hjertet når jeg tænker på den.

Den er rå på en helt særlig måde og selvom der som sagt ikke står meget på siderne, kommer man utrolig tæt på Joe alligevel. Man føler både hans skam over broderens handling, håbet om at han er uskyldig, forvirringen over de romantiske følelser han pludselig oplever midt i al sorgen. Hvad skal han gøre med dem?

Vi kommer helt tæt på og det er virkelig hjerteskærende at læse. Joe har ikke haft en god opvækst eller gode rollemodeller og derfor ved han heller ikke helt hvordan han skal opføre sig eller føle. Med den skrivestil som Sarah har valgt, bliver det en meget rørende fortælling.

Om den vil blive  en succes herhjemme, er svært at spå om. Jeg vil gøre mit for at der bliver snakket om den, men jeg tror også det vil være en god bog for udskolingen at arbejde med. Der er i hvert fald nok af emner at tage fat på og ja, den har stadig et godt tag i mig!

Tak til Straarup & Co. for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Moonrise
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 392
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar