Charlotte Fischer; Smukke dreng [Anmeldereksemplar fra Tellerup]
Bagsidetekst:
På langs. Ikke på tværs, siger stemmen i mit hoved.
Jeg prikker skalpellens spids ned mod huden.
Tryk hårdere!
Jeg bider tænderne sammen.
Mørkt blod pumper ud.
Jeg skærer videre.
Du skal ikke stoppe nu! Du skal ikke reddes.
Du skal dø! Du fortjener at dø!
Tårerne vælter ud af mine øjne. Jeg er ensom, mit hjerte er knust.
Hvorfor er der ingen der holder om mig?
Ingen vil holde om dig fordi du ikke fortjener det!
Du kan ligeså godt, svarer stemmen i mit hoved.
17-årige Nor bor i Nordsjælland dyreste postnummer, går på privatskole, har de rigtige venner og den smukkeste kæreste. Udadtil har han alt, men hjemme og indeni, er det et helvede. Dag efter dag bliver han nedgjort af sin far som hader ham, stedmoren udnytter ham når faren vender ryggen til. Skammen og frustrationerne vokser, og det eneste Nor drømmer om er at komme væk ...
Denne historie efterlader læseren med et knust hjerte, men dog med håb for en bedre fremtid. Jeg fik lov tid at smuglæse de første kapitler, og de efterlod mig både knust over alt det Nor skal igennem og chokeret over at han kan komme så langt ud, uden at der er nogen der opdager det og hjælper ham. Da jeg læste kapitlerne første gang, kom jeg til at tænke på filmen "Rich Kids", som også handler om overklasseunge der har alt hvad hjertet kunne begære, og alligevel er de fuldstændig fucked, har ingen moral eller skrupler over at gøre forkerte/ulovlige ting. Alligevel mangler de alle det man har allermest brug for: ægte, ubetinget kærlighed.
Jeg ved ikke om det virkelige liv i Klampenborg er sådan, men noget af det er helt sikkert rigtig og det er virkelig skræmmende. Hvor langt de unge vil gå for at please både forældre og venner og undervejs mister de fuldstændig greb om hvem de selv er, hvad deres egne meninger er og hvad deres drømme er. De skal have det rigtige tøj, rigtige make-up, de nyeste gadgets, de rigtige kærester osv - alting skal være perfekt, så er det ligemeget om man føler sig tom og ensom indvendigt.
Nors historie er nok endnu mere hjerteskærende, for hvor andre muligvis har forældre der elsker dem, også selvom de ikke har tid til at vise det, så er der ingen kærlighed at hente fra Kristian, Nors far. Jeg sad flere gange med lyst til at smadre hans selvtilfredse smil direkte ned i marmorbordpladen. Tænk sig, at være så blind. Og Sandy, føj! Samtidig er Nors venner, kun venner på overfladen. Han føler ikke han kan fortælle dem om sine inderste følelser, for man må ikke have det dårligt, når man skal fremstå perfekt. De venskaber er ikke meget værd!
Heldigvis lærer Nor at han er værd at elske og at der er personer der elsker ham - med ar, tornekrat og det hele. Sådan som det burde være! Ens forældre skal være der og støtte en, ligemeget hvad. Hvis ens venner ikke forstår en eller er der for en når lokummet brænder, så er de ikke venskabet værd. Dog kæmper Nor stadig, for de tanker han har levet med i så mange år forsvinder ikke bare på en uge eller to. Det er en kamp, men han tager den op og jeg er virkelig imponeret over viljestyrken - også selvom det smutter et par gange.
"Smukke dreng" er ikke for tøsedrenge. Den er rå, barsk og der bliver ikke lagt fingre i mellem. Vi er med når Nor har det værst og når han er mest lykkelig. Der er op- og nedture og det hele føles virkelig ægte. Selvom jeg ikke ved hvordan det virkelige Klampenborg-liv er, forestiller jeg mig ikke, at dette er langt fra sandheden. Faktisk kan jeg nemt forestille mig at det er sådan her det er. Med forventningerne, presset, den dårlige samvittighed og den manglende plads til rigtig følelser.
Dette er en bog som jeg mener bør læses af alle - drenge og piger. Unge og voksne. Dem der har læst fx Sarah Engell og Ditte Weises rå og ærlige ungdomsbøger. Og så er det bare virkelig forfriskende at læse om en dreng der kæmper. Ofte er det pigerne vi læser om. Det er pigerne der har problemerne. Jeg tror der gemmer sig ligeså mange usikre, nervøse og uperfekte drenge derude - dette er bare én af dem og jeg synes det er stærkt at give en dreng som Nor en stemme.
Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2019
Antal sider: 380
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar