Bagsidetekst:
Allerede i 1700-tallet er Elias besat af at overvinde døden, og han er tæt på at aflure guderne deres hemmelighed. Men Odin vil ikke dele sin magt med nogen, og som straf dræber han Elias' familie. En seer fortæller ham, at der alligevel findes en fremtid, hvor han ikke er alene. Find den, som hersker over tiden, siger seeren. Men da han finder hende, ændrer det alt. For selv Elias kan ikke leve to liv.
Hvis han ikke slipper sin fortid, vil det koste ham fremtiden. Kan han opgive det, han har kæmpet i århundrede for at få tilbage?
Det er ingen hemmelighed at jeg er begejstret for "Ravnenes hvisken", Anne, Varnar, Monster, Luna og alle de andre, men jeg tror at jeg - som mange andre - nok har holdt lidt ekstra af Elias. Ikke fordi han nødvendigvis er en bedre person end de andre, men fordi man har kunnet fornemme at han har sår på sjælen. At han har det svært med sig selv og med andre. At han ofte er sig selv nærmest og ikke er sådan at komme ind på livet af. At han er et gråzonemenneske.
Et menneske der, selvom han forsøger at skjule det, ofte er i sine følelsers vold og derfor ikke altid handler helt rationelt. Jeg tror Elias har det rigtig svært med sig selv. Jeg tror der er mange ting han fortryder at have gjort, men samtidig tror jeg også at han er utrolig stolt og stædig.
Det var det billede jeg havde af ham inden jeg gik i gang med hans historie. Med "Blodravn". Og åh altså, Malene! Du har givet liv til Elias, til en person du havde svært ved at slippe igen, til en person som jeg fornemmer du både elsker og hader. Fordi han ikke ville gøre som du ville have ham til og samtidig fordi han er helt sin egen.
Jeg tror ikke det er sundt at elske Elias, man vil højst sandsynligt blive ofret hvis man gør, men jeg kan alligevel ikke undgå at give ham en plads i mit hjerte. For efter alt det hans stræben efter magt, hans stædighed og stolthed har givet ham og gjort mod ham, så tror jeg nu at jeg forstår ham bare en lille smule bedre. At han inderst inde vil kæmpe for dem han elsker, også selvom han må ofre nogle af dem.
Da jeg havde vendt sidste side i "Livets blod", havde jeg lyst til at genlæse hele "Ravnenes hvisken"-serien. For nu havde jeg informationer jeg ikke havde før og jeg er spændt på om det ændre noget ved læseoplevelsen af de første tre bind. Jeg har dog ikke fået det gjort endnu, det kan være det skal være en barselsting, men jeg tror virkelig at jeg ville forstå "Ravnenes hvisken" bedre - i hvert fald den Elias vi møder i "Ravnenes hvisken".
Selvom jeg egentlig så mig selv som "Team Varnar", må jeg godt nok indrømme at der er kamp om hvem jeg holder med nu - kan man godt holde med dem begge?
Hvis du har læst "Ravnenes hvisken" og "Verden styrter", så er "Livets blod" et absolut must! Jeg ved ikke om det er den bedste bog Malene har skrevet, men jeg synes det er tydeligt at hun er vokset som forfatter og at hun - selvom det er Elias vi snakker om - forstår sin hovedperson bedre. Hun skriver helt fantastisk. Følelserne sidder uden på tøjet under det meste af læsningen, hjertet slår hårdt i brystet og der er gåsehud på armene. Selvom "Livets blod" er en lille bog, er der intet småt over indholdet. Det er storslået.
Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2019
Antal sider: 220 sider
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar