Bagsidetekst:
Kirsten gik et stykke længere fremme på stranden. Ane prøvede ikke på at indhente hende, hun slæbte sig bare af sted langs vandet i retning mod byen og væk fra det forbandede hus. Hun havde stadig tårer i øjnene, da hun nåede hen til Vippefyret.
Ane er ung i 1980'ernes Skagen, men for hende er livet på toppen af Danmark ikke noget skønmaleri. Lyset over Skagen trækker mørke skygger med sig. Mens forældrene kæmper med en kuldsejlende forretning og et snigende misbrug, forsøger Ane og hendes bror at finde vej gennem teenageårerne, hvor de begge kommer til at overskride grænser, de aldrig havde forestillet sig.
Med hjælp fra sin dansklærer lykkes det alligevel Ane at blive en ægte mønsterbryder. I hvert fald på papiret. Hun bliver gift, får en uddannelse og et job. Men hun er også en trist nogle og fyrreårig, der hader sit arbejde og kæmper med mistro om utroskab og skuffelsen over ikke at blive mor.
Anes veje krydses af mennesker, der også har deres at slås med: Den forsømte pige, de kalder Hul-Lotte. Egon og Claus, som bakser med tilværelsen i et forsømt kolonihavehus, og Kirsten, som på flere måder bliver en vigtig del af Anes historie.
Skal Ane slæbe fortidens bagage med sig gennem hele livet, eller vil det lykkes hende at frigøre sig?
Jeg må krybe til korset og indrømme at denne bog har været lidt af en prøvelse af komme igennem. Det er aldrig særlig fedt at have det sådan med bøger - især ikke dem jeg har fået som anmeldereksemplarer, men ærlighed frem for alt og jeg vil ikke sige noget jeg ikke kan stå inde for.
Der er visse ting der fungerer udmærket - fx er beskrivelserne af hvordan Ane og Karstens liv som expat i Mellemøsten rigtig gode og de føles troværdige. Samtidig er beskrivelserne af både Skagen og Aalborg tro mod det virkelige, og det gør altså noget ved en historie der foregår virkelige steder, at stederne rent faktisk er beskrevet som de nu engang er (jeg håber det giver mening).
Jeg brød mig dog ikke synderligt meget om Ane (eller Karsten) for den sags skyld. Jovist, Ane har da haft en forfærdelig opvækst, men hun virker ikke som en person jeg ville kunne holde ud at være sammen med i længere tid af gangen.
Hele den forskruede barndom/ungdom er beskrevet i flashbacks, hvor Ane fortæller om veninderne, festerne, morens sygdom og efterfølgende død, men det er først til sidst vi får hele sandheden om hvad der egentlig skete (puha!). Jeg kan godt forstå at Ane har haft lyst til at gemme det hele væk i en kasse og smide nøglen væk.
Der er mange spring frem og tilbage i tiden. Hvilket gjorde at jeg flere gange sad og ikke helt vidste hvor vi var henne. Det er heller ikke kun Ane der fortæller, nogle gange høre vi også fra Egon og Claus (er det far og bror?) og der er også en Morten der pludselig fortæller. For mig var det ikke særlig tydeligt hvornår og hvem der fortalte. Samtidig bryder jeg mig ikke særlig meget om den måde hvorpå den direkte tale er sat op. For mig er det virkelig forvirrende ikke at være sikker på hvornår folk holder op med at sige noget. Og siderne er meget tætskrevne og med smal margin - det fungerer heller ikke helt optimalt for mig.
Det føles dog langt hen af vejen som en reel og ægte fortælling. Håbløsheden driver flere gange ned af siderne og jeg sad også med ondt i hjertet over det der er sket for Ane. Desværre føles det aldrig dybt nok. Det er som om der kun kradses i overfladen og de mange skift gør historien meget forvirrende at læse - i hvert fald for mig.
Fakta:
Forlag: Højer
Udgivet i: 2019
Antal sider: 248
3 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar