mandag den 3. februar 2020

Philip Reeve; Byerens kamp [Anmeldereksemplar]

Philip Reeve; Byerens kamp (Mortal Engines, #4) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
I trækbyernes storhedstid London både frygtet og beundret. Nu står byen tilbage som et ensomt, ødelagt vrag ...

Tom Natsworthy og hans datter, Wren, flyver omkring på Fugleruten og prøver at glemme Hesters svigt og bedrag. Deres rejse fører dem til London, og her gør far og datter en enestående opdagelse: en hemmelighed, som kan vende op og ned på kampen mellem trækbyerne og de statiske byer.

Hester hjemsøges af fortidens spøgelser og må stå ansigt til ansigt med en fjende, der truer med at udrydde hele menneskeheden ...

Da jeg havde læst "Helvedesmaskiner" var jeg efterladt med en følelse af håbløshed. Tom og Wren har forladt Hester - eller det egentlig Hester der har forladt dem? De forsøger at klare sig, men Tom har mange ubesvarede spørgsmål, især når det kommer til hvad der egentlig skete med London efter MEDUSA. Nu får han muligheden for at få svar på disse spørgsmål, men det er ikke uden fare og er han villig til at risikere sin egen og Wrens sikkerhed? Og hvad vil der ske med dem alle sammen når et sidste dommedagsvåben aktiveres?

"Byernes kamp" ligger i god tråd med resten af bøgerne. Vi skifter stadig fortæller-vinkel, men det har jeg efterhånden vænnet mig til, så det gjorde ikke noget, tværtimod begynder man at føle en vis samhørighed med karaktererne. Der er dem vi holder med og dem vi helst så forsvinde. Dog er der intet der er sort og hvidt, og selv de personer jeg fandt virkelig irriterende tidligere, viser sig at have gode sider.

Alle kæmper for overlevelse. Der er dem der kæmper for at andre skal overleve og dem der bare tænker på dem selv. Det giver et godt nuanceret billede af hvor komplekst et menneske kan være. For selv dem der virker sympatiske, viser sig at være egoister når det kommer til stykket. Men sådan er mennesket. Det er langt fra alle der kun har det gode i sig og selv Hester, der har begået en utilgivelig synd, kan stadig elske og blive elsket.

Jeg må indrømme at jeg havde håbet på en anden skæbne for Tom og Hester (det kan jeg godt sige uden at spoile for meget), men så på den anden side, er det også bare en utrolig passende slutning. Jeg blev meget bevæget af den.

"Mortal Engines" er en serie jeg har nydt at læse - og høre som lydbog. Det er Lars Thiesgaard der har lagt stemme til og det gør han glimrende. Det er ikke en svær serie at læse, men den har alligevel en god dybde. Der er et væld af spændende personer med, som hver især er med til at gøre serien til en god læseoplevelse.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: A Darkling Plain
Udgivet i: 2006 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 523
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar