onsdag den 2. december 2020

Christophe Arleston; Ekho spejlverdenen [Anmeldereksemplar]

Christophe Arleston; Ekho spejlverdenen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst på "New York":
Ekho er Jordens spejlverden.
Den har de samme byer og lande som os. Men lidt anderledes: Der findes ingen elektricitet, man rejser med drager i stedet for rutefly og med kæmpemæssige tusindben i stedet for undergrundstog ...

Men det mærkeligste er persaunerne, de pedantiske plysdyr, som tilsyneladende er øverste myndighed i Ekho ...

Den unge Fourmille og hendes sidemand Yuri sidder i en Boeing 747 på vej til New York, men med ét befinder de sig pludselig i Ekho og må lære at leve dér. Det hjælper heller ikke, at Forumille bliver besat af sin døde tantes ånd ...

Jeg stødte første gang på ”Ekho”-serien på mit arbejde og jeg blev fascineret af tegnestilen. På omtrent samme tidspunkt havde jeg lige læst ”Wika” og jeg var helt overvældet over detaljegraden i de illustrationer – det er lidt det samme i ”Ekho”-tegneserien. Selvom tegnestilen kan være lidt til den vulgære side fra tid til anden, gør det ikke noget, for – i hvert fald for mig – bliver det aldrig for meget. Der er heller ikke sparet på detaljer og farver og jeg synes virkelig den ligger i toppen over flotte tegneserier.

Samtidig er det både en enormt underholdende og medrivende fortælling. Fourmille og Yuri befinder sig ombord på et fly til New York. Men flyet bliver ramt at et lyn og besvimer begge to. Da de vågner igen, befinder de sig i en spejlverden med underlige væsner, anderledes arkitektur (meget steam punk-agtigt) og en helt ny tilværelse. Fourmille arver et firma, som hun forsøger at drive videre, men dette viser sig at være mere besværligt end først antaget.

Fourmille bliver nemlig besat af ånder, der har ”unfinished business” og hun skal hjælpe dem med at finde ro. Når hun sætter sit hår op, er det tegn på at hun bliver besat. Dette medfører en del komplikationer, misforståelser og ikke mindst farlige situationer for både hende selv, men også for Yuri, der desperat prøver at redde hende – og måske komme en tur i kanen med hende, selvom det egentlig er uvist om han kan lide hende eller ej.

Hvordan de end har det med hinanden, er de begge to fanget i denne spejlverden og de skal sammen forsøge at navigere i denne nye tilværelse, hvor deres skæbne er uvist, men de har dog en stor rolle at spille i spejlverdenens overlevelse.

Noget af det jeg godt kan lide, er helt klart humoren og samspillet mellem karaktererne. Fourmille er en sassy ung kvinde, der tør sige sin mening, om end den ikke altid er velhørt. Hun har ben i næsen og vil nødig indrømme at hun nogle gange har brug for hjælp – især hvis det er Yuri der skal hjælpe hende. Han er den generte fyr der til at starte med ikke helt ved hvad han skal gøre med Fourmille, men undervejs begynder han alligevel at træde i karakter og han er egentlig en ret god makker til Fourmille.

Hvis du trænger til en anderledes, storslået, flot og underholdende tegneserie, så kan jeg varmt anbefale ”Ekho”-serien. Jeg er i hvert fald klar på flere eventyr med Fourmille og Yuri!

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: ShadowZone
Samlet bedømmelse: 5 ud af 6 stjerner

Læs mere om bøgerne her
Læs mere om forfatterne her og her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar