tirsdag den 17. maj 2022

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar]

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar fra Superlux]

Bagsidetekst på ”Alcatraz mod de onde bibliotekarer”:
På sin 13-års fødselsdag får plejebarnet Alcatraz Smedry tilsendt en pose med sand med posten. Det er en arv fra hans forsvundne forældre. Sandet bliver stjålet med det samme. Derfor finder han ud af, at det ikke var en helt almindelig pose med sand. Med sandet kan de onde bibliotekarer, der i hemmelighed hersker over Tyslandene – lande som USA, England og Danmark – overtage de frie kongeriger. Alcatraz og en gruppe af frihedskæmpere må stoppe bibliotekarerne en gang for alle.

Kan bibliotekarer være onde? Lever vi i et univers, hvor onde kræfter er skjult blandt os og er vi bare blinde for sandheden? Det er i hvert fald den virkelighed Alcatraz Smedry opdager at han lever i, da han bliver introduceret for sin bedstefar og hele sin families arv.

Alcatraz har et særligt Talent. Han kan ødelægge alting. Hans bedstefar kommer tit for sent, selv til at blive skudt. Andre Talenter kan være at fare vild, så man alligevel altid ender det rigtige sted. Lyder det mærkeligt? Så bare vent, det bliver endnu mere mærkeligt.

I første bind er der både drager, agenter og briller der kan give bæreren forskellige evner. Alcatraz og hans ny fundne venner skal finde sandet der er godt gemt i et bibliotek og det er ikke en helt ufarlig mission. De møder bl.a. dinosaurer – yep, indespærrede dinosaurer.

I andet bind skal Alcatraz finde det hemmelige bibliotek i Alexandria – og se om han kan slippe levende ud af det. Han opdager også et par hemmeligheder om sine forældre, bl.a. at hans far måske havde en plan for at sende det magiske sand til Alcatraz. Selvom jeg normalt ikke bryder mig om at blive talt til i de bøger jeg læser, fungerer det faktisk udmærket i de her.

Bøgerne om Alcatraz og de onde bibliotekarer kan gives til alle der trænger til en humoristisk, spændende og total-langt-ude-fantasyserie. Humormæssigt kan den minde lidt om Percy Jackson og Alcatraz har måske samme evne som Percy til altid at komme galt afsted.

Bøgerne kan læses af børn på 12+ og jeg hepper selv på flere i serien – også selvom bibliotekarerne er de onde!

Bøgerne er modtaget som ebøger til lektørudtalelse og efterfølgende som frieksemplar af forlaget.

Fakta:
Forlag: Superlux
Original titel: "Alcatraz vs. the evil librarians" og "The Scriveners Bones"
Udgivet i: 2021 (på dansk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 244 og 262
5 ud af 6 stjerner til begge bøger. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar