tirsdag den 31. maj 2022

Carsten Bossen; Dødedans [Anmeldereksemplar]

Carsten Bossen; Dødedans (Vogternes fald, #1) [Anmeldereksemplar fra Krabat]

Bagsidetekst:
Den erfarne dødedanser Raya har lagt sin tid i Alliancens stærkeste eliteenhed, Kandraen, bag sig, men da hendes gamle soldaterkammerater, det godmodige muskelbundt Lynch, opsøger hende forflugt af ansigtsløse, uhyggelige mænd, tvinges de to ud på en farefuld færd for at finde svar. Hvem er den mystiske troldkvinde, der ledte Kandraen i et blodigt baghold og lader til at kunne kontrollere de ansigtsløse uden et ord? Og kan Raya blive ved med at undslippe sin fortid, som drev hende bort fra hæren i første omgang?

”Dødedans” er første bind i trilogien ”Vogternes Fald” og jeg kan vel bedst beskrive det som en dansk udgave af ”En konges vej” af Brandon Sanderson, selvom ”Dødedans” er helt sin egen. Jeg drager udelukkende den parallel fordi der er kælet utrolig meget for detaljer og finurlige fortællevirkemidler. Vi møder mange forskellige personer og de får lov til at give deres besyv med til hovedhistorien, hvilket giver en utrolig dybde.

Nogle gange kan for mange detaljer godt give en tung og langsommelig læsning, men det er ikke tilfældet her, selvom det tager lidt tid at få handlingen løbet ordentligt i gang. Vi skal lige have persongalleriet på plads og kridtet banen op, men da jeg først var kommet i gang, blev jeg også fanget. Samspillet mellem Raya, Lynch, Aein og Hannah er virkelig godt – og trods deres uenigheder, fremstår de som en stærk enhed.

Persongalleriet er godt sammensat og hver karakter indeholder forskellige styrker og svagheder. Der er ingen af dem der er perfekte og de har alle hemmeligheder de værner om – og vi har endnu ikke fået afsløret dem alle sammen. De føles troværdige og det var med til at gøre mig investeret i historien.

”Dødedans” er high fantasy og efter min mening, high fantasy når det er bedst. Der foreligger et helstøbt univers med egen mytologi, guder og regler for magi. Samfundet er veldefineret og de forskellige folkefærd har deres egne karakteristika. Korrupte kaptajner og kujonagtige konger der vil gøre alt for at redde dem selv, findes også og de største krigere er ikke nødvendigvis de stærkeste mænd.

Det er en historie om venskab der møder modstand, om svære valg, der har katastrofale konsekvenser, om stolte krigere og synder begået i fortiden, men som stadig spøger i nutiden. Det er en meget stemningsfuld historie med både lyspunkter og steder der knuste mit hjerte. Samtidig er forsiden indbydende og indkapsler fint stemningen i bogen.

Der er bestemt lagt i støbeskeen til en storslået fortælling og jeg glæder mig til at læse mere – og der behøver ikke gå flere år inden næste bind kommer!

Tak til forlaget Krabat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Krabat
Udgivet i: 2022
Antal sider: 446
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar