onsdag den 6. marts 2024

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er ikke nemt at være 12-årige Usædvanlig i en Sædvanlig verden. Ja okay, det er da sejt nok at få en helvedeshund i fødselsdagsgave – til gengæld er det ret så irriterende, at man ikke må bruge sine magiske evner, når man selv synes, man er gammel nok.

Nic Blake vil bare være en stærk Mester ligesom sin far. Men før hun kan nå at overtale ham til at lære hende at bruge Gaven, bliver hendes far anholdt, og Nic og hendes to venner bliver kastet ud i en vild jagt på et farligt magisk våben, hun aldrig har hørt om.

Rygterne svirrer, og tiden er ved at løbe ud. Men er det virkelig Nics far, der har stjålet det våben? Og hvem er det egentlig, den mystiske Mesterprofeti handler om?


Angie Thomas har tidligere skrevet ungdomsbøger - jeg var vild med "The Hate U Give", og nu er hun tilbage med en ny bog. Denne gang i helt anden genre og for en helt anden målgruppe.

Tænk på en herlig blanding af Harry Potter, ”De ualmindelige” og ”Percy Jackson” – så har du mere eller mindre historien om Nic Blake.

Der er mange paralleller til andre bøger, men alligevel får Angie Thomas at gøre historien om Nic Blake til sin egen. Det gør ikke noget at finde inspiration, hvis bare man kan sætte sit eget præg på historien og det synes jeg bestemt at Thomas gør.

Historien om Nic Blake er både underholdende, spændende og velskrevet. Der er en tilpas mængde drama deri, uden at det bliver for meget eller for tamt. Der er flere overraskelser undervejs – og uden at afsløre for meget, kan jeg godt sige at den slutter med en cliffhanger, så man har bare lyst til at snuppe næste bog og læse videre.

Jeg kan rigtig godt lide humoren i bogen og ikke mindst den usikkerhed Nic har. Selvom hun prøver at være sej udadtil, tvivler hun på sig selv, sit venskab med JP og om JP bedre kan lide Alex end hende. I og med at Nic har levet en beskyttet tilværelse med sin far, er der en hel del ting som hun ikke ved – som måske burde have været fortalt.

Samtidig er det en skøn historie med mange metalag og en historie indeni en historie der også har stor betydning for både Nic og hendes må at løse de prøvelser hun bliver stillet på.

Det er en fin mellemtrinshistorie og er man omkring de 10 år og ikke er kommet i gang med Harry Potter – eller holder pause indtil man er lidt ældre - kan man roligt kaste sig over den her. Der er masser af magi, magiske væsner (læs: sej drage og cute helvedeshund), action og selvfølgelig en alt for stram deadline og alt for mange valg der skal træffes.

Jeg er klar til mere og jeg glæder mig til at se hvad Nic skal stå overfor næste gang.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Nic Blake and the Remarkables: The Manifestor Prophecy
På dansk ved: Charlotte A. E. Glahn
Udgivet i: 2023 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 370
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar