onsdag den 30. juli 2014

Rick Riordan; Den røde pyramide


Rick Riordan; Den røde pyramide (Kane Arkiverne, #1)

Siden deres mors død har de to søskende, Carter og Sadie, levet hver for sig. Carter har rejst verden rundt med deres far, en verdensberømt egyptolog, mens Sadie har boet i London med deres bedsteforældre. Under et besøg i London undrer Carter og Sadie sig over de besynderlige personer, der dukker op rundt omkring deres far. Men det er for ingenting at regne imod det syn, der møder dem på British Museum, hvor de vantro oplever den højst uheldige frisættelse af fem egyptiske guder.

Farligst af disse guder er Set, der tager børnenes far med sig tilbage til dødsriget, hvor han arbejder på en nederdrægtig plan om igen at sætte Kaos fri i verden og herske over guder og mennesker. Sadie og Carter har intet valg, hvis de vil redde deres far - de må sætte alt ind på at stoppe Set. Som om at det ikke var nok må børnene samtidig lære at styre den oldægyptiske magi, der er nedarvet i deres familie; en magi, som er fuldstændig afgørende for dem, men som de lige skal huske, kan slå dem ihjel så let som ingenting ...

Dette er en hæsblæsende historie hvor man ikke sidder stille i mange sekunder af gangen. Vi følger Carter og Sadie, der noget modvilligt - da de i starten ikke rigtig kan udstå hinanden - må hjælpes ad og forene både deres kræfter og magiske evner for at redde deres far og hele jorden. Ja, det lyder måske meget simpelt, men det er det ikke. For der lurer fare og fælder om hvert hjørne og folk de tror de kan stole på, viser sig at være det onde selv. Hvem kan de så stole på?

Jo længere tilbage i deres baggrund de graver, jo mere lærer de om deres families sande historie. De var "værter" for guderne og det er med disse guders hjælp at de skal forsøge at undgå dommedag.

Samtidig med at de skal forhindre dette, skal de komme overens med deres nyfundne kræfter. Magi. At kunne forvandle sig til en fugl er måske nemt, men hvad med at komme tilbage til menneskeform igen? Derudover lærer de, at egypternes forhistorie har større indflydelse på nutidens historie end de vidste og at der er nemmere måde at transportere sig selv på end med fly.

Lyder det forvirrende? Ja, det er det måske også lidt, men jo flere sider du får vendt, jo mere mening giver det. Carter og Sadie skiftes til at fortælle historien, hvilket gør den utroligt levende og sjov. Det er en rigtig god fantasybog - der henvender sig både til drengen og piger. Samtidig lærer man en masse om egyptisk mytologi, hvilket i sig selv er ret spændende.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2010
Original titel: The Red Pyramid
Antal sider: 544
Læst på dansk

mandag den 28. juli 2014

Line Kyed Knudsen; Forladt

Line Kyed Knudsen; Forladt

"Hvad drømmer du om?" spurgte Mads. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. Jeg vidste ikke, hvad han mente, og det eneste, jeg drømte om lige for øjeblikket, var ham. "Hvad mener du?" spurgte jeg og følte mig en lille smule dum. Selvfølgelig drømte jeg også om, at min mor ikke var så trist, og min far ikke så vred, så vi alle kunne bo sammen igen. Men det var alt for svært at forklare.

Cecilies forældre er lige blevet skilt, og hun er flyttet med sin mor til en ny lejlighed for at undgå, at hendes mor er alene. Men hun har svært ved at holde moren ud og savner sin far og sin lillebror. Så møder hun Mads med det mørkeblonde hår og de brune øjne. Den dejligste fyr på gymnasiet. Hun satser ALT på sit forhold til ham. Nu har hun fundet meningen med sit liv, også selvmo alle andre synes noget andet. Men spørgsmålet er, om Mads er sådan, som hun tror ...

Først tror Cecilie at det er for godt til at være sandt da Mads viser interesse for hende. Han går 3.g om, hun selv er startet i 2.g. Han har egen bil, er rig og bor i et stort hus. Hun selv er skilsmissebarn, hendes mor er flyttet til en forfærdelig lejlighed og sidder bare og stirrer ind i væggen hele dagen. Men da Mads viser Cecilie interesse lysner hendes liv.

Hun tilbringer stort set al sin tid med ham, både i skolen og i fritiden. Hun synes de er perfekte sammen og deres glæde bliver blot større da hun finder ud af at hun er gravid. Først frygter hun at Mads vil skride fra hende, men nej, han bliver og støtter hende og nu skal de blive en rigtig familie. Desværre er ikke alle omkring dem lige så begejstrede som de er.

Bedst som Cecilie troede at hendes lykke er gjort, viser Mads sider af sig selv som hun ikke troede han havde. Han begynder at interessere sig mere for computerspil, at tage i byen hele tiden, og værst af alt - andre piger. Han bliver ved med at sige at Cecilie kan stole på ham - men kan hun nu også det?

Forladt er en meget følelsesladet bog. Det er en flot fortalt historie om kærlighed, skilsmisseproblemer og det at være stærk nok til at tage de vanskelige valg i livet.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i 2014
Antal sider: 158
Målgruppe: Unge læsere

Camilla Wandahl; Hjertets kald

Camilla Wandahl; Hjertets kald (#2)

Selvom havet er stort, og bølgerne kaster sig frem med grådigt, hvidt skum og sten, der stikker op og kan flænse en hovedskal, er jeg ikke banke. For jeg er forelsket i havet. Og havet vil have mig.

Lejla kan ikke leve uden Seth. For at være sammen med ham må hun tilbage i vandet. Som havfrue. Men havet gemmer på langt større farer end knuste hjerter.

Lejla har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen efter hun har mødt Seth og fundet sit livs kærlighed. Hun bliver hele tiden draget af havet, og til sidst - da den sidste dråbe får bægeret til at flyde over - lader hun havet opsluge sig, men for at forblive havfrue må hun kæmpe med Havets tåre om lov. Lejla er ikke den eneste der kæmper - Seth kæmper for at slippe fri fra sit fængsel og her får han hjælp fra en uventet kant. Samtidig lærer han noget nyt om sig selv, noget der kan hjælpe ham med at finde Lejla i havet.

Men er deres kærlighed så stærk at den kan overvinde selv de frygteligste farer i havet? For Lorex har ikke opgivet dem og han er villig til at søge over hele verden efter dem.

Jeg ser frem til den spændende afslutning på denne serie. Det er en fin, let læst (lix 20) bog om kærlighed, magi og mystiske væsner.

Fakta:
Forlag: Forum
Udgivet i 2014
Antal sider: 123
Målgruppe: Børn / unge læsere

fredag den 18. juli 2014

Suzanne Collins; Gregor og kloens kode


Suzanne Collins; Gregor og kloens kode (Underlands krøniker, #5)

En mægtig hær af rotter nærmer sig hastigt Regalia, og der er ingen tid at spilde. Gregor må forsvare Regalia mod rotterne og få sin familie hjem i sikkerhed. Og hvis han ikke løser Kloens Kode, er alt tabt. Han må føre and i krigen, som skal ende alle krige.

Underlandets og Gregors skæbne afgøres her i en gysende spændende finale på serien om Gregor i Underlandet.

Jeg var pænt irriteret da fjerde bog sluttede, for hvordan kunne den slutte lige der? Nu var det jo for alvor blevet spændende. Men som læser må man udstå ventetider, denne her dog ikke så slem igen.

Vi starter hvor vi slap - rotter marcherer mod Regalia og Gregor og byens beboere gør sig klar til kamp. Der venter Gregor mange prøvelser i denne bog, hans søster Lizzie er pludselig blandt dem, og med hende får han en helt ny side af Flænser at se. Samtidig går Tidsprofetien op for ham og den sandhed skræmmer ham, men jo tættere rotterne kommer, jo mere indser Gregor at den er sand. Eller er den nu også det?

Hans følelser for Luxa bliver også sat på prøve, da han - i følge hende - forråder hende, men mon ikke hun kan indse at han gjorde som han gjorde for at redde hende?

Gregor gør sig klar til kamp mod Bødlen, en kamp der næsten tager livet af dem begge, men begge overlever, blot for at prøve igen. Denne gang har kampen forfærdelige konsekvenser for Gregor - i det hele taget mister Gregor og Regalia beboere der har betyder meget for dem, i denne krig. Hvordan skal der nogensinde blive fred hvis alle altid er opsat på at kæmpe og er gammelt fjendskab noget man kan bygge nye venskaber på?

Jeg synes det er en rigtig fin afslutning på en meget underholdende og god serie - vil dog indrømme at der lægges op til flere, men det må fremtiden jo vise om rent faktisk sker!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i 2014 (på dansk)
Original titel: Gregor and the Code of Claw
Antal sider: 334
Læst på dansk

torsdag den 10. juli 2014

Ai Mi; Forbudt kærlighed


Ai Mi; Forbudt kærlighed

Jingqiu er barn af den kinesiske kulturrevolution. Hun er kvik, nysgerrig og velbegavet, men hendes forældre er faldt i unåde. Faderen henslæber sit liv i en arbejdslejr, og moderen, der er blevet stemplet som kapitalist, kæmper en hård kamp for at forsørge Jingqiu og hendes to søskende. Trods familiens dårlige omdømme udvælges den unge kvinde til at deltage i et projekt, der skal fremme Formand Maos ideer. Hun sendes til en lille kinesisk landsby langt ude på landet, hvor hun skal indsamle viden, der skal bruges i en historiebog for skoleelever. Jingqiu gør sig den allerstørste umage for at falde til og udfylde den rolle, hun er blevet tildelt. Men noget står i vejen for hendes ønske om at efterleve Kulturrevolutionens idealer: Hun forelsker sig. I Jianxin - en ung mand, der er søn af en af de mest magtfulde generaler i det kinesiske samfund. Kærligheden spirer mellem de to unge mennesker, skønt de begge er klar over, at deres følelser for hinanden er ilde set og aldeles upassende.

Denne bog fangede min interesse, til dels fordi jeg synes forsiden er meget stemningsfuld og fordi man ikke ved hvem der har skrevet den.

Som det fremgår af teksten bagpå bogen, følger vi Jingqiu i hendes unge teenageår hvor hun prøver at finde sin plads i samfundet. Hun går i skole og arbejder hårdt og at hjælpe til med at forsørge familien. Hendes bror er også sendt på landet ligesom faderen, så der er kun Jingqiu, hendes lillesøster og mor - men de skal også sende penge til broren, fordi han ikke tjener nok på landet.

Da Jingqiu tager til Vestbyen, den lille landsby hvor hun sammen med nogle klassekammerater skal observere og undersøge hvordan folk lever, havde hun ingen ide om hvor meget dette besøg skulle ændre hendes liv. Hun forelsker sig i Jianxin, også kaldet Gamle Tredje, men fordi hun er så naiv som hun er, ved hun ikke hvad "at forelske" sig betyder. Hun er fyldt med ambivalente følelser, for på den ene side synes hun godt om ham, men det han gør finder hun meget upassende. Da han er rig og hun er fattig, vil han gerne hjælpe hende, i form af at give hende penge. Det kommer til at tage dem lang tid og mange stridigheder at komme dertil hvor hun tager imod dem.

Da hendes besøg i Vestbyen er overstået og hun er tilbage i sin hjemby, begynder hun for alvor at finde ud af hvor meget hun betyder for Gamle Tredje. Bortset fra at det er dybt upassende at han gør kur til hende, mens hendes arbejdssituation stadig er uklar og hun er så ung. Han proklamerer at han vil vente på hende, hvilket hendes mor ikke tror på.

Jingqiu forsøger at komme videre med sit liv, men Gamle Tredje bliver ved med at spøge i baggrunden og da han bliver syg, er hun ude af sig selv af bekymring. For var hans intentioner virkelig rene eller holdt han hende bare hen med løgn. Først da det er for sent går det op for hende, hvor meget han betyder for hende, at han virkelig elskede hende og at, selvom de ikke kan være sammen i den virkelige verden, altid vil være sammen i den åndelige.

Jeg synes denne bog var meget fascinerende læsning. Den giver et virkelig godt billede af hvordan det var at leve på den tid efter Kulturrevolutionen. Hvor hårdt det var, hvor fattige de fattige var og hvor stor en kamp dagligdagen var. Samtidig er det interessant at læse hvor uvidende ungdommen er om fx seksualitet og følelser. Dog bliver de mange meget detaljerede beskrivelser lidt lange en gang i mellem, og jeg havde nogle gange lidt svært ved at holde fokus, men alt i alt en rigtig udmærket bittersød fortælling om en kærlighed der er så stærk at den kan overleve alt.

Fakta:
Forlag: Politiken
Udgivet i 2014
Original titel: Under the Hawthorn Tree
Antal sider: 331
Læst på dansk
Målgruppe: Voksne