Line Kyed Knudsen; Forladt
"Hvad drømmer du om?" spurgte Mads. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. Jeg vidste ikke, hvad han mente, og det eneste, jeg drømte om lige for øjeblikket, var ham. "Hvad mener du?" spurgte jeg og følte mig en lille smule dum. Selvfølgelig drømte jeg også om, at min mor ikke var så trist, og min far ikke så vred, så vi alle kunne bo sammen igen. Men det var alt for svært at forklare.
Cecilies forældre er lige blevet skilt, og hun er flyttet med sin mor til en ny lejlighed for at undgå, at hendes mor er alene. Men hun har svært ved at holde moren ud og savner sin far og sin lillebror. Så møder hun Mads med det mørkeblonde hår og de brune øjne. Den dejligste fyr på gymnasiet. Hun satser ALT på sit forhold til ham. Nu har hun fundet meningen med sit liv, også selvmo alle andre synes noget andet. Men spørgsmålet er, om Mads er sådan, som hun tror ...
Først tror Cecilie at det er for godt til at være sandt da Mads viser interesse for hende. Han går 3.g om, hun selv er startet i 2.g. Han har egen bil, er rig og bor i et stort hus. Hun selv er skilsmissebarn, hendes mor er flyttet til en forfærdelig lejlighed og sidder bare og stirrer ind i væggen hele dagen. Men da Mads viser Cecilie interesse lysner hendes liv.
Hun tilbringer stort set al sin tid med ham, både i skolen og i fritiden. Hun synes de er perfekte sammen og deres glæde bliver blot større da hun finder ud af at hun er gravid. Først frygter hun at Mads vil skride fra hende, men nej, han bliver og støtter hende og nu skal de blive en rigtig familie. Desværre er ikke alle omkring dem lige så begejstrede som de er.
Bedst som Cecilie troede at hendes lykke er gjort, viser Mads sider af sig selv som hun ikke troede han havde. Han begynder at interessere sig mere for computerspil, at tage i byen hele tiden, og værst af alt - andre piger. Han bliver ved med at sige at Cecilie kan stole på ham - men kan hun nu også det?
Forladt er en meget følelsesladet bog. Det er en flot fortalt historie om kærlighed, skilsmisseproblemer og det at være stærk nok til at tage de vanskelige valg i livet.
Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i 2014
Antal sider: 158
Målgruppe: Unge læsere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar