onsdag den 30. november 2016

Jennifer Niven; På kant med livet

Jennifer Niven; På kant med livet

Bagsidetekst:
17-årige Libby kæmper med sin fortid som "USA's tykkeste teenager". Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.

Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter - selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov til at komme tæt på ham.

Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se - virkelig se - den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem. 

Jeg elskede "Som stjerner på himlen" (læs anmeldelse her) - som i virkelig elskede!! Det var en utrolig rørende og smuk fortælling, der virkelig tog mig med storm. Når jeg tænker på Finch's sang/brev til Violet bliver jeg stadig helt rørt indeni. Jeg har det på samme måde med den her og så alligevel ikke.

Denne historie er bestemt smuk og bevægende. Jeg var bundet til den fra første side, og havde bestemt ikke lyst til at lægge den fra mig igen. Men den rammer på en anden måde end "Som stjerner på himlen". Selvom den foregår i et lignende miljø, high school, og den stadig omhandler mobning og det at finde sig selv efter en stor sorg har ramt en, er det som om der konstant er lys i horisonten i "På kant med livet", det følte jeg ikke der var i "Som stjerner på himlen".

Noget andet der holdt humøret oppe i den her, er humoren heri. Selvom Jack er et røvhul det meste af tiden, er han jo bare en usikker teenager, der vil gøre alt for at please andre - også selvom, han skal være et røvhul. Det kæmper han virkelig med, og snart indser han, at det ikke nytter noget - især ikke efter han har såret og ydmyget sin lillebror, som han ellers lover, at han aldrig vil gøre fortræd.

"Jeg kan se dig. Jeg kan huske dig. Jeg kan genkende dig."
"Du er jo ikke fedmeblind." Jeg peger ned af mig selv.
"Årh, for fanden da, kvinde. Vis nu lige lidt samarbejdsvilje."


Den her bog minder mig om hvor onde teenagere kan være mod hinanden. Ofte dækker det jo over deres egen usikkerhed, men altså. Flere gange sad jeg hovedrystende og rystet, for det må simpelthen være så forfærdeligt at være udsat for de ting Libby bliver udsat for. Derfor er det så fedt at hun opretholder sin egen selvrespekt - selvom hun går ned med flaget flere gange undervejs i historien, formår hun stadig på en eller anden måde at holde hovedet højt og komme igennem det. Libby er simpelthen en af de sejeste hovedpersoner jeg har læst om længe! Hun er sej, storslået (bogstaveligt) og smuk.


Hvis du har læst "Som stjerner på himlen", så læs den her - hvis ikke du har læst nogen af dem, så kom i gang! Det er medrivende, smukke, rørende og fantastiske fortællinger om kærlighed, venskab, familiesammenhold og det at komme igennem og videre, efter man har oplevet et kæmpe tab.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Holding Up the Universe
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 425
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 29. november 2016

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, #3)

Bagsidetekst:
Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge.

Jeg har efterhånden afsluttet rimelig mange serier i år, jeg er selvfølgelig også påbegyndt nye, men jeg er nu alligevel trist over at have afsluttet endnu en. Man kan jo altid håbe på forløbere og efterfølgere, men alligevel.

Denne fortælling er lige som de to foregående - fyldt med aktion og problemer der skal løses. Ally har truffet et valg der har store konsekvenser for hendes liv og hun er ikke helt tryg ved situationen. Det bliver ikke bedre af at hun pludselig kan meget mere end en "normal" dæmon burde kunne, og snart står hun i en uvis position. Heldigvis er Tristan der til at hjælpe, og en tur til overfladen, burde være kuren, men mon ikke det gør det hele værre?

Selvom det er noget tid siden jeg har læst de to første, var handlingen nem at falde tilbage til. Sproget er stadig let og flowet gør at bogen er hurtig læst - ikke at det er en dårlig ting. Det er bestemt dejligt med bøger hvor den ene side bare tager den anden. Selvom det er trist når man nærmer sig slutningen, og ved at der ikke er mere, omend slutningen dog ikke helt føles som en slutning.

Hvis du har læst de foregående bøger, vil du med garanti glæde dig til dette sidste bind og jeg synes bestemt ikke den skuffer. For at have fået 5 stjerner, mangler jeg dog at blive lidt mere rørt end jeg gjorde - jo, Allys valg er svært, men jeg mangler lidt mere føling. Jeg synes Ally er et skvat en gang imellem og jeg ville ønske at hun ikke hele tiden skulle ty til Tristan for støtte - mand dig nu op, kvinde! Det ødelægger dog ikke læseoplevelsen, som helt bestemt er god!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 278
4 ud af 5 stjerner

mandag den 28. november 2016

Nicole Boyle Rødtnes; Gennem sløret

Nicole Boyle Rødtnes; Gennem sløret (Ilttyv, #3)

Bagsidetekst:
Et billede af Troy toner frem på infoskærmene. Synet sender is gennem mig. Han ser alt andet end rask ud. Han ryster over hele kroppen. Hans næse bløder, og han har fråde omkring munden og et vildt blik i øjnene. 
"Hvad har de gjort ved ham?" hvisker jeg.

Landet har været i oprør, lige siden Troy kravlede op gennem sløret. Shay planlægger en revolution sammen med Marton. De vil fortælle alle, at der ikke er stråling under sløret. Imens holdes Troy fanget af Rådet, der vil gøre alt for at forhindre, at sandheden kommer frem.

Den her serie er virkelig god! Så er det sagt. Den dystopiske og mørke stemning trænger mere og mere igennem, jo mere handlingen udvikler sig og jo længere ind i historien vi kommer. For Troy og Shays handlinger og valg, rammer ikke kun dem selv, men også dem de har kærest.

At vi både hører fortællingen fra Troy og Shays synspunkt giver historien en god dybde, og som læser, kan man sagtens sætte sig ind i hvorfor de vælger som de gør - også selvom det er svære valg de må træffe. Der er ikke meget lys og humor i denne bog, men alligevel skimtes håbet ude i horisonten, og snart er de snublende tæt på. Blot de sidste skæbnesvangre valg skal træffes.

Det er en velskrevet og spændende historie, og som læser, havde jeg svært ved at lægge den fra mig igen. Der er mange dystopiske fortællinger, "Legend" minder lidt om denne, men så alligevel ikke. "Ilttyv" er helt sin egen og den fortjener al den ros den kan få!

Jeg var meget rørt over Koas historie i bind "Under sløret", men det er ingenting i forhold til hvad jeg blev her. Ja, jeg kneb et par tårer undervejs, og nu, hvor jeg skriver, bliver jeg igen rørt og ramt i hjertet over de forfærdelige ting Troy og Shay må igennem for deres drøm om et bedre liv. Og de tab der kommer i kølvandet.

Om deres drømme bliver virkelighed, ja, det må du selv læse dig frem tid, og det håber jeg du vil gøre, for det er endnu et mesterstykke indenfor dansk fantasy/dystopi.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2016
Antal sider: 309
5 ud af 5 stjerner

søndag den 27. november 2016

Becky Albertalli; Simon vs. verdens forventninger

Becky Albertalli; Simon vs. verdens forventninger

Bagsidetekst:
"Tiden står stille. Vi kigger på hinanden. Og så får jeg en fornemmelse i maven, der minder om et kabel, der bliver trukket stramt. "Det er dig," siger jeg."

Simon, 16 år, er bøsse, men han er ikke helt parat til at erkende det over for familie eller venner. Der er i forvejen så mange forventninger til, hvad man skal, når man er ung! Men så falder en af Simons e-mails i de forkerte hænder, og han risikerer, at han ikke selv kan vælge, hvornår han skal springe ud. Samtidig er han forelsket i en, han ikke ved, hvem er.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af denne bog, men jeg var meget positivt overrasket og underholdt hele bogen igennem. Jeg sad flere gange og smilte for mig selv, og krummede tær over de ting Simon må gå igennem for at finde frem til "Blue" (drengen han er forelsket i).

Simon har en fantastisk form for humor, hans venner er fantastiske - også selvom de bliver uvenner, formår de altid at tilgive og komme videre, hans familie er skøn - tænk sig at gå så meget op i reality shows som de gør.

"Harry Potter og Draco Malfoy snaver på tusind 
måder i samtlige kosteskabe på Hogwarts. 
Jeg fandt nogen, der var nogenlunde skrevet, 
og sad hele natten og læste. Det var et par sære uger. 
Det var også den sommer, jeg lærte selv at tage vasketøjet.
Visse strømper bør ikke overlades til ens mor."

Som bagsideteksten lægger op til, kommer Simon i store problemer da en af de mails han har sendt til "Blue", ved en uheld falder i de forkerte hænder. Hænder der ikke går af vejen for afpresning og snart er Simon ude hvor han ikke kan bunde. Snart må han krybe til bekendelse, og det er han ikke meget for - især fordi han ikke selv må bestemme hvordan og hvornår. 

Jeg er vild med de indblik vi får i Simon og "Blues" forhold gennem deres e-mails. De hjælper virkelig hinanden. Ikke blot med at samle mod til at springe ud, men også med at lære mere om dem selv - og hinanden, ikke mindst. Det er ikke svært at forstå hvorfor Simon forelsker sig.

"Noget i den stil. Men det viser sig at være 
en imponerende realistisk mangategning
af vores fransklærer, der udfører fellatio på en baguette.
Apropos ting, der minder mig om Blue."

Det er en helt igennem skøn fortælling om de forventninger vi alle har til livet, om de bliver indfriet eller glemt, om venskaber der opstår og bliver styrket, om familiesammenhold og ikke mindst om kærlighed. For kan man elske en man ikke har mødt?

Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplar! (modtaget ved Bogbloggertræf 2016)

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Simon vs. the Homo Sapiens Agenda
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 250
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:

lørdag den 26. november 2016

Nicole Boyle Rødtnes; Ar fra mit glemte liv

Nicole Boyle Rødtnes; Ar fra mit glemte liv

Bagsidetekst:
Kan man elske uden minder?

"Hvad laver du her?" spørger han. "Du kan sgu ikke bare dukke op ..." Han vender sig om, og jeg frygter, at han vil gå sin vej. Så jeg gør det første, der falder mig ind: Griber hårdt fat i min paryk og trækker til. Og så står jeg der. Med en fuglerede af hår i hånden og mit skaldede hoved. Han står og måber. "Jeg har fået fjernet en hjernetumor," siger jeg. "Og har mistet hukommelsen. Jeg kan ikke huske noget. Men jeg tror, jeg kan huske dig ..."


Lærke vågner efter en hjerneoperation uden minder - men med en krop fuld af ar og tatoveringer, som hun ikke ved, hvor stammer fra. Hendes eneste spor er den dagbog, hun skrev til sig selv inden operationen. I glimt kommer hun i tanke om Alexander, men alt om ham i dagbogen er streget ud. Kun en enkelt advarsel står tilbage: Hold dig væk!

Nicole afslutter sin fantastiske ungdomsserie om sygdom med endnu et mesterstykke. Hvis du endnu ikke har læst "Hul i hovedet" og "XY" - så kom i gang. For det er virkelige, nærværende og stærke historier om hvad der sker når en sygdom gør hverdagen svær og uhåndterlig.

Jeg var meget rørt over de to første bøger i serien (som kan læses uafhængigt af hinanden), men den her rammer virkelig hårdt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan det må være at vågne og ikke kunne huske noget som helst, det eneste jeg har at sammenligne med, er morgenen efter vilde byture hvor hukommelsen er mudret og uden sammenhæng. Men at vågne og vide at man mangler et helt liv? Det må være forfærdeligt.


Samtidig belyser historien så fint den altoverskyggende kærlighed man kan føle som (stor) teenager. Jeg kan selv huske hvordan man følte at hele ens liv havde denne ene person som omdrejningspunkt og man var ligeglad med om man blev behandlet dårligt, for når man så endelig blev behandlet godt, var det, det hele værd. Jeg ved det lyder mærkeligt, men sådan var det. Jeg kan nikke genkendende til Lærkes veninde Vickys evige problemer med kæresten, for jeg har selv været der. Jeg kan nikke genkendende til Lærkes følelser omkring Alexander, for jeg kan godt huske hvordan det var.

Nicole har uden tvivl gjort det igen! Skrevet en smuk, skræmmende og rørende fortælling om kærlighed, venskab og svigt, fra dem der burde passe på en. Hvor ødelagt man bliver når ens forældre ikke kan tage vare på en, sådan som de burde gøre, og hvad man er villig til at gøre for dem man har i hjertet. Hvor langt Alexander er villig til at gå. Hvor langt Lærke går for ham. Og ikke mindst, hvor langt de går for at opfylde pagter og drømme.

Min anbefaling: læs den! (og de andre!)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2016
Antal sider: 255
5 ud af 5 stjerner