Bagsidetekst:
17-årige Libby kæmper med sin fortid som "USA's tykkeste teenager". Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter - selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov til at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se - virkelig se - den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.
Jeg elskede "Som stjerner på himlen" (læs anmeldelse her) - som i virkelig elskede!! Det var en utrolig rørende og smuk fortælling, der virkelig tog mig med storm. Når jeg tænker på Finch's sang/brev til Violet bliver jeg stadig helt rørt indeni. Jeg har det på samme måde med den her og så alligevel ikke.
Denne historie er bestemt smuk og bevægende. Jeg var bundet til den fra første side, og havde bestemt ikke lyst til at lægge den fra mig igen. Men den rammer på en anden måde end "Som stjerner på himlen". Selvom den foregår i et lignende miljø, high school, og den stadig omhandler mobning og det at finde sig selv efter en stor sorg har ramt en, er det som om der konstant er lys i horisonten i "På kant med livet", det følte jeg ikke der var i "Som stjerner på himlen".
Noget andet der holdt humøret oppe i den her, er humoren heri. Selvom Jack er et røvhul det meste af tiden, er han jo bare en usikker teenager, der vil gøre alt for at please andre - også selvom, han skal være et røvhul. Det kæmper han virkelig med, og snart indser han, at det ikke nytter noget - især ikke efter han har såret og ydmyget sin lillebror, som han ellers lover, at han aldrig vil gøre fortræd.
"Jeg kan se dig. Jeg kan huske dig. Jeg kan genkende dig."
"Du er jo ikke fedmeblind." Jeg peger ned af mig selv.
"Årh, for fanden da, kvinde. Vis nu lige lidt samarbejdsvilje."
Den her bog minder mig om hvor onde teenagere kan være mod hinanden. Ofte dækker det jo over deres egen usikkerhed, men altså. Flere gange sad jeg hovedrystende og rystet, for det må simpelthen være så forfærdeligt at være udsat for de ting Libby bliver udsat for. Derfor er det så fedt at hun opretholder sin egen selvrespekt - selvom hun går ned med flaget flere gange undervejs i historien, formår hun stadig på en eller anden måde at holde hovedet højt og komme igennem det. Libby er simpelthen en af de sejeste hovedpersoner jeg har læst om længe! Hun er sej, storslået (bogstaveligt) og smuk.
Hvis du har læst "Som stjerner på himlen", så læs den her - hvis ikke du har læst nogen af dem, så kom i gang! Det er medrivende, smukke, rørende og fantastiske fortællinger om kærlighed, venskab, familiesammenhold og det at komme igennem og videre, efter man har oplevet et kæmpe tab.
Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Holding Up the Universe
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 425
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar