Katharine McGee; Tusinde etager

Katharine McGee; Tusinde etager

Bagsidetekst:
New York City hundrede år ude i fremtiden: Et tårn på tusinde etager rækker helt op i himlen, som et glitrende fremtidssyn hvor alt er muligt – hvis man ønsker det brændende nok.

Leda Cole har et fejlfrit ydre, men dækker over en afhængighed af et stof, hun aldrig skulle have prøvet. Og af en fyr, hun aldrig skulle have rørt. Eris Dodd-Radson må se sit ubekymrede liv falde fra hinanden, da et knusende bedrag splitter familien ad. Rylin Myers bliver gennem sit job øverst i Tårnet ført ind i en verden – i et kærlighedsforhold – som hun aldrig havde troet muligt. Watt Bakradi er et teknisk geni med en hemmelighed: Han ved alt om alle. Men da en pige fra Tårnets top hyrer ham som spion, vikles han ind i et kompliceres spind af løgne. Og allerøverst – på tusinde etage – bor Avery Fuller, pigen som er genetisk designet til perfektion. Pigen, der ser ud til at have alt, men som lider under at måtte undvære det eneste, hun ikke kan leve uden – og som hun aldrig nogensinde vil kunne få.

En fremtidsudgave af Gossip Girl. Sådan har jeg hørt denne bog omtalt. Det er ikke meget galt. Historien er spækket med drama og intriger. Med hemmeligheder og spind af løgne, der kan være svære at overskue. Den er fyldt med luksus. Hovedpersoner der har alt hvad hjertet begærer og alligevel – somme tider for sjov – ødelægger livet for andre, for at få den ene ting de mangler. Jeg kunne i hvert fald fint trække tråde til Gossip Girl (og jeg mener tv-serien – jeg har ikke læst bøgerne).

Jo længere ind i historien jeg kom, begyndte alle intrigerne dog at irritere mig lidt. Der var konstant noget nyt at skulle tage stilling til. En ny hemmelighed der skulle føjes til listen over hemmeligheder. Jeg synes dog på ingen måde at historien var forudsigelig – jeg kom helt ud på kanten af stolen flere gange, men der måtte gerne have været skruet lidt ned for intrigerne.

En af tingene jeg rigtig godt kunne lide var de skiftende fortællere. Det giver et interessant, men godt flow i historien, og som læser, får man et godt indblik i alle personernes tanker og følelser. Det skinner også tydeligt igennem at ikke alle personerne er født med en sølvske bagi og det giver et forfriskende pust at, det ene øjeblik, mærke frustrationen over ikke at kunne betale endnu en regning og det andet, fornemme den overdådige luksus – jeg ser næsten et hotel for mig, når jeg hører beskrivelsen af de øvre etager. Det er rigtig fedt.

Noget af jeg er vild med er alle de teknologiske gadgets som forfatteren har fundet på. Selve Tårnet selvfølgelig som noget af det første. Hvor vildt ville det ikke være, hvis vi rent faktisk kunne bygge et tårn på tusind etager? Minder det lidt om Babelstårnet i Det Gamle Testamente? Et projekt, der egentligt burde styrke sammenholdet blandt menneskene, men ender med at gøre forskellen endnu større. Ideen med linser til øjnene hvor man styrer alle ens sociale medier? Det er jo en fed ide. At man med et nik eller en ryst på hovedet kan sende en besked, tjekke snaps, insta-tweets osv. Jeg får flashbacks til Svend Åge Madsen historien ”Som skabt for hinanden” – hvor mennesker også har linser for øjnene hvor de ser tv – reality programmer hvor folk rent faktisk dør, så vidt jeg husker. Alt det tekniske i ”Tusinde etager” er noget jeg sagtens kunne forestille mig rent faktisk skete på et tidspunkt – selvom det tidspunkt nok er meget langt ude i fremtiden, men det er dog ikke umuligt!

Alt i alt er ”Tusinde etager” en spændende, tankevækkende og interessant historie. Det er en historie om forbudt og umulig kærlighed. En historie om at ville gøre hvad som helst for at passe ind i en social kreds, man nok i virkeligheden, burde holde sig langt væk fra. En historie om hemmeligheder, løgne og hvad der vil ske hvis nogen afdækkede dem. Det er en historie om hvor koldt der er på toppen af den sociale rangstige (og en bygning) og hvor hurtigt man kan falde ned og miste alt.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Thousandth Floor
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 465
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Fullybooked
Janni from the blog

Nora Roberts; Løgneren

Nora Roberts; Løgneren

Bagsidetekst:
Hvor godt kender man egentlig det menneske, man deler dobbeltseng med?

Da Shelbys mand dør, efterlades hun og hendes datter med en kæmpe gæld - og et bjerg af afsløringer, der vokser sig større og større. Det viser sig, at hendes mand havde en hemmelig bankboks. Og en bunke hemmelige identiteter.

I et forsøg på at få styr på sin tilværelse rejser Shelby hjem til sin familie i Tennessee, men i hælene på hende er en privatdetektiv. Han er overbevidst om, at hun ved noget om de penge, hendes mand snød hans klient for ...

Det er første gang jeg læser noget af Nora Roberts, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang! Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men historien lød spændende og som noget jeg ville finde underholdende - jeg tog ikke fejl! Hvis du blander Kate Morton og Jojo Moyes - så har du Nora Roberts - i hvert fald lige i denne bog.

Først vil jeg lige sige at jeg er vild med persongalleriet! Selvom Shelby nogle gange godt kan virke lidt wimpy, kommer hun efter det og jeg synes virkelig hun flytter sig, mentalt og psykisk, i løbet af historien og det er virkelig fedt at læse. Især fordi det ikke er småting hun er blevet udsat for, men hun formår på en eller anden måde alligevel at holde hovedet (nogenlunde) højt og se fremad - en dag af gangen.

Jeg er pjattet med Griff - han passer bare rigtig godt til Shelby og historien. Han giver historien liv og humor og et drys hotness - I like it! Griff og Shelby fungerer bare rigtig godt sammen, selvom de har sammenstød, formår de at snakke om det og komme stærkere ud på den anden side. Ligeså meget som jeg holder af Griff, lige så lidt holder jeg af Richard, men igen, han er bare lige præcis så modbydelig, så man ikke kan holde af ham. Jeg har virkelig ondt af Shelby for at have været så blind i så lang tid - for fy for den, en led stodder!

Noget andet jeg er helt pjattet med er selve stemningen i bogen. Jeg har ikke selv været i Tennessee, men jeg har set flere andre serier der foregår i sydstaterne og bogen her, indfanger den virkelig godt. Jeg kunne sagtens se den lille by, Rendezvous Ridge, for mit indre blik. Jeg kunne se frisørsalonen, med de mange sladrende kvinder, med højt hår og alt for meget make up. Jeg fik lidt flashback til tv-serien "Good Christian Bitches" (som desværre blev aflyst). Ikke for handlingens skyld, men for stemningen. For i en lille by, kender alle, alle og sladder spredes som en steppebrand. Samtidig er der et helt utroligt sammenhold sådan et sted, og det kommer tydeligt til udtryk i bogen, hvor Shelbys familie og venner, støtter op omkring hende på den mest fantastiske måde. Som læser kan man ikke undgå at føle sig hjemme.

Jeg har kun læst en Kate Morton bog, men flere af Jojo Moyes, og Nora Roberts kan altså lidt af det samme som de kan. Morton formår at lægge spor ud til en skræmmende forbrydelse, mens Moyes forstår sig på personer, følelser og bevæggrunde. Nora Roberts formår at opretholde en spænding lige til sidst, selvom jeg havde det på fornemmelsen, blev det ikke bekræftet før til sidst og det var alligevel ikke helt som jeg havde forestillet mig. Samtidig formår hun at give læseren et persongalleri der virkelig fungerer med relaterbare personer, med virkelige problemer og virkelige følelser. For mig spillede det rigtig godt sammen og jeg var virkelig godt underholdt!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Liar
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 493 (ebog)
5 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #20: Mobilafhængighed

Søndags sandheder #20: Mobilafhængig

For lidt tid siden så jeg at en af mine veninder havde lagt et billede ud på Instagram, hvor hun beskrev at når hendes lille dreng sov, burde hun også gøre det, men at det ofte var mobilen der vandt over hendes tid i den periode, hvor hun måske også burde sove. Det kan jeg kun nikke alt for genkendende til - for sådan er det også her. Da Iris var helt lille og ikke lavede andet end at spise, sove og få skiftet ble, var min mobil min bedste ven. Jeg læste e-bøger, mens jeg ammede (fordi det tog så lang tid). Når hun lå og sov i mine arme (eller ved siden af mig), burde jeg jo også sove, men det gjorde jeg sjældent, fordi jeg så brugte tiden på at blive opdateret med omverdenen. Og var det virkelig nødvendigt? Helt sikkert ikke!

Jeg tager aldrig sådan nogle mobilafhængighedstest, for jeg tør simpelthen ikke se resultatet. Hvor ofte tjekker du din mobil i løbet af en dag? Alt for mange. Hvor tit er du på Facebook? Faktisk ikke så tit mere, efter de har lavet algoritmen om, så det aldrig er de nyeste ting der kommer først - hvilket jeg synes er vildt irriterende. Hvor tit tjekker du Instagram? Oftere end jeg burde. Hvad med mail? Det er det samme. Pinterest? Disney-spil? Skam-hjemmesiden? Igen, ofte.

Jeg kan sige ja til at jeg tjekker alting alt for ofte. Jeg ved det er dumt, åndssvagt og unødvendigt, men jeg kan ikke lade være. The fear of missing out. Ja, tak. Og i det hele taget bare dårlige vaner. For det er jo på ingen måde nødvendigt at jeg tjekker de ting så mange gange i løbet af dagen. Der er ingen grund til at min mobil er det første jeg kigger på om morgenen. Det er unødvendigt.

For lidt tiden siden var jeg til en litteratur konference i København, og Imran Rashid, der har skrevet bogen "Sluk", var en af oplægsholderne - og de ting han sagde om at være afhængig? Om at give efter for hjernens tiggen om mobilen? Jeg synes det er så skræmmende at høre det fra andre, fordi jeg ved at det er sandt. Jeg ved heldigvis også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men stadigvæk. Jeg kan da godt huske da jeg ingen mobil havde og måtte enten ringe på fastnettelefonen eller gå over til mine veninder hvis jeg ville spørge om de ville lege. Der var ikke noget med at tage billeder og bruge tid på at lægge dem på Instagram, like andres billeder osv. Der var ikke noget med at tage selfies eller udspionere andre på Facebook.

Min telefon er altid med mig. Er altid tændt. Den er ikke engang slukket når jeg skal flyve. Når jeg læser, er jeg blevet bedre til at lægge den fra mig, fordi jeg - især efter Iris - har så lidt læsetid, at jeg vil have så meget ud af den som muligt. Det resulterer jo så bare i, at jeg ofte sidder med min mobil når jeg burde koncentrere mig om Iris. Det er jo ikke godt. Og jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at lægge den fra mig flere gange i løbet af dagen, og jeg synes faktisk jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv i at tjekke mobilen. Så giver jeg lige mig selv et mentalt skulderklap. For mobilen er jo ikke alt!

Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der burde blive bedre til at lægge den væk. Måske endda lade den ligge i et helt andet værelse en gang i mellem. For at skrue lidt ned for afhængigheden. For rent faktisk at være lidt mere i nuet. At være mere mentalt til stede, for det er man jo ikke hvis man hele tiden lige skal tjekke noget, svare nogen eller se hvor mange likes et billede har fået.

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone (Grisha, #3)

Bagsidetekst:
Mørkningen - den tidligere leder af Ravka - sidder igen på tronen, og landets skæbne hviler nu på skuldrene af en nedbrudt Solopvækker, en vanæret stifinder og de ødelagte rester af den engang så storslåede grisha-hær.

Alina er stærkt svækket og befinder sig dybt nede under jorden i et netværk af huler. Hun må underlægge sig Apparatets beskyttelse, selvom hun ikke stoler på ham. Men hun har ikke opgviet drømmen om at finde Ildfuglen. Og da rygterne om et oprør når hende, ved hun, at det er på tide at møde Mørkningen og hans skabninger igen.

Ildfuglen - den sidste forstærker - er det eneste, der kan forhindre Ravkas tilintetgørelse. Men fuglens magt kan koste Alina den fremtid med Mal, som hun altid har drømt om.

Alina begynder at optrævle Mørkningens hemmeligheder. Og dermed afslører hun noget, der for altid vil ændre hendes forståelse af den magt, hun besidder, og af det bånd, der binder hendes skæbne til hans.

Hvis jeg ikke har sagt det nok gange, så siger jeg det med glæde én gang til: jeg ELSKER den her serie! Som i, virkelig elsker! For mig trykker den på alle de rigtige knapper og den gør det fantastisk. Selvom de andre bøger i serien rørte mig, er det vand ved siden af denne - jeg læste den i toget, og jeg måtte virkelig tage mig sammen flere gange, for ikke at sidde og græde. Flere gange sad jeg med hånden for munden i ren forfærdelse, chok og forundring. Den her afslutning er ventetiden værd!

Denne gang rødmede han ikke, og han vendte sig ikke væk. 

"Det er et højtideligt løfte. Om at jeg vil blive bedre, end jeg har været. 

Et løfte om, at hvis jeg ikke kan være andet for dig, 

så kan jeg i det mindste være et våben i din hånd"

En af de ting jeg virkelig holder meget af ved denne serie er Alina og Mals kærlighed til hinanden. De har kendt hinanden altid og har altid være venner, men på et eller andet tidspunkt er det venskab blevet til kærlighed - og det ved ingen af dem hvordan de skal håndtere. Derfor - og fordi han er som hun er - bliver Alina tiltrukket af Mørkningen, og selv efter hans bedrag, mordforsøg og manipulation, føler hun en form for tryghed ved ham. Fordi han ved hvad hun går igennem, bedre end Mal gør. Samtidig udvikler hun følelser for Nikolai. Ikke fordi han er prins, men fordi han udstråler mod, udholdenhed og fordi han kan få hende til at smile og glemme - bare for et øjeblik - at hun er i problemer. Dog forsvinder hendes kærlighed til Mal ikke og selvom Mal ser på og opfører sig som en idiot, forsvinder hans følelser heller ikke. Han vil vitterligt det bedste for Alina, også selvom det vil kræve at han går sin vej. Årrrh!

"Men jeg er nok lige så egoistisk, som jeg altid har været. 

For uanset hvor meget jeg taler om højtidelige løfter 

og ærefulde motiver, så er det, jeg ønsker mig allermest, 

at gribe fat i dig og trykke dig op mod væggen dér 

og kysse dig, indtil du glemmer,

 at du nogen sinde har hørt en anden mands navn. 

Så sig til mig, at jeg skal gå, Alina. 

For jeg kan ikke give dig en krone, 

jeg kan ikke give dig en hær, 

jeg kan ikke give dig noget som helst af det, du har brug for."

Noget andet jeg virkelig holder af ved den her historie, er faktisk selve historien. Den er mørk, dunkel, spændende, angstpåvirkende, foruroligende, forførende, smuk og fantastisk. Den handler om en krig som kræver alt for mange ofre. Den handler om et land der venter på en helt. Den handler om at gøre det umulige - for at redde førnævnte land. Om at se sin frygt i øjnene og gøre modstand.

Blandet med alt det, er magien som binder Alina og Mørkningen sammen. En magi der kan ødelægge både Alina, Ravka og alt andet hun har kært, hvis hun ikke passer på. Det er simpelthen fantasy af bedste skuffe og jeg er så trist over at have vendt sidste side i denne fortælling. For selvom jeg kan genlæse den, er det ikke det samme. Den vil med garanti stadig efterlade et aftryk, men ikke så stort og eftertrykkeligt som når man læser den for første gang.

Mine varmeste anbefalinger - det er helt klart ikke sidste gang jeg har læst noget af Leigh Bardugo!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Ruin and Rising
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 406
5 ud af 5 stjerner

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

Bagsidetekst:
Kaceys liv ligger i ruiner. Hendes forældre, kæreste og bedste ven er fire år tidligere blevet dræbt i et biluheld, og i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey fra Michigang til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper hun for at få tingene til at hænge sammen, men hun kan klare alt - bortset fra Trent, hendes mystiske nabo i nr. 1D. 

Siden ulykken har Kacey holdt kærligheden på afstand, men den kemi, hun oplever med den sexede Trent, er ikke til at komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hendes forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må afsløre en hemmelighed, der risikerer at knuse dem begge.

Den her historie vil få dig til at græde og grine. Jeg nød at læse den, også selvom jeg hurtigt lugtede lunten (dog ikke 100%, men jeg havde en ide meget hurtigt om hvordan det hang sammen) - det ærgrede mig faktisk lidt, for jeg var ikke helt så spændt på at se hvordan den sluttede, som jeg havde håbet - måske også fordi den her slags historier altid ender godt?

Jeg kan rigtig godt lide personerne og deres samspil. Da den hårde facade som Kacey prøver at opretholde begynder at smuldre, er det virkelig interessant som læser at følge hendes indre kampe. For hun vil gerne være stærk for sin søster, men samtidig er det svært at sige fra overfor Trent som berører hende på en måde, hun ikke har prøvet før - eller i hvert fald har hun glemt hvordan føles at være eftertragtet på en inderlig måde. Hendes badass-stil minder mig lidt om Mia fra "Calendar Girl"-serien. Hun forsøger også at være hård udenpå, selvom hun har et hjerte af guld og vil gøre alt for at passe på dem hun elsker.

Samtidig er det fedt at der er så mange små historier flettet ind i hovedhistorien - historien om Storm og Dan, om klubben, om Trent osv. Det gør læsningen spændende og flowet rigtig godt, fordi Kacey hele tiden skal forholde sig til flere ting, end blot sin egen ulykkelige situation. Det er en historie der er svær at lægge fra sig.

Når de gode ting så er sagt, må jeg også indrømme at jeg desværre ikke blev så rørt at denne historie som jeg kan se at andre blev. Jeg havde faktisk forventet at jeg ville sidde og græde flere gange - for selvom jeg fældede en lille tåre da Kacey finder ud af Trents hemmelighed, blev jeg ikke så rørt som jeg havde håbet. Jeg blev langt mere rørt af "Skrøbelige skønhed" - der sad jeg seriøst og tudbrølede flere gange!

Det er dog helt klart en bog jeg vil anbefale til alle der elsker kærlighedshistorier. Til dem der elsker Colleen Hoovers bøger, vil den her passe perfekt i samlingen. Tag den med i sommerhus og nyd den - enten i solen med en lyserød kølig drink i hånden, eller læs den på en regnvejrsdag hvor du trænger til opmuntring og hygge.

Tak til LoveBooks for boggaven.

Fakta:
Forlag: LoveBooks
Original titel: Ten Tiny Breaths
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 366
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Wondrous Bibliophile
Lullumut
Sus' bogblog
De unges ord