onsdag den 24. maj 2017

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone (Grisha, #3)

Bagsidetekst:
Mørkningen - den tidligere leder af Ravka - sidder igen på tronen, og landets skæbne hviler nu på skuldrene af en nedbrudt Solopvækker, en vanæret stifinder og de ødelagte rester af den engang så storslåede grisha-hær.

Alina er stærkt svækket og befinder sig dybt nede under jorden i et netværk af huler. Hun må underlægge sig Apparatets beskyttelse, selvom hun ikke stoler på ham. Men hun har ikke opgviet drømmen om at finde Ildfuglen. Og da rygterne om et oprør når hende, ved hun, at det er på tide at møde Mørkningen og hans skabninger igen.

Ildfuglen - den sidste forstærker - er det eneste, der kan forhindre Ravkas tilintetgørelse. Men fuglens magt kan koste Alina den fremtid med Mal, som hun altid har drømt om.

Alina begynder at optrævle Mørkningens hemmeligheder. Og dermed afslører hun noget, der for altid vil ændre hendes forståelse af den magt, hun besidder, og af det bånd, der binder hendes skæbne til hans.

Hvis jeg ikke har sagt det nok gange, så siger jeg det med glæde én gang til: jeg ELSKER den her serie! Som i, virkelig elsker! For mig trykker den på alle de rigtige knapper og den gør det fantastisk. Selvom de andre bøger i serien rørte mig, er det vand ved siden af denne - jeg læste den i toget, og jeg måtte virkelig tage mig sammen flere gange, for ikke at sidde og græde. Flere gange sad jeg med hånden for munden i ren forfærdelse, chok og forundring. Den her afslutning er ventetiden værd!


Denne gang rødmede han ikke, og han vendte sig ikke væk. 
"Det er et højtideligt løfte. Om at jeg vil blive bedre, end jeg har været. 
Et løfte om, at hvis jeg ikke kan være andet for dig, 
så kan jeg i det mindste være et våben i din hånd"


En af de ting jeg virkelig holder meget af ved denne serie er Alina og Mals kærlighed til hinanden. De har kendt hinanden altid og har altid være venner, men på et eller andet tidspunkt er det venskab blevet til kærlighed - og det ved ingen af dem hvordan de skal håndtere. Derfor - og fordi han er som hun er - bliver Alina tiltrukket af Mørkningen, og selv efter hans bedrag, mordforsøg og manipulation, føler hun en form for tryghed ved ham. Fordi han ved hvad hun går igennem, bedre end Mal gør. Samtidig udvikler hun følelser for Nikolai. Ikke fordi han er prins, men fordi han udstråler mod, udholdenhed og fordi han kan få hende til at smile og glemme - bare for et øjeblik - at hun er i problemer. Dog forsvinder hendes kærlighed til Mal ikke og selvom Mal ser på og opfører sig som en idiot, forsvinder hans følelser heller ikke. Han vil vitterligt det bedste for Alina, også selvom det vil kræve at han går sin vej. Årrrh!

"Men jeg er nok lige så egoistisk, som jeg altid har været. 
For uanset hvor meget jeg taler om højtidelige løfter 
og ærefulde motiver, så er det, jeg ønsker mig allermest, 
at gribe fat i dig og trykke dig op mod væggen dér 
og kysse dig, indtil du glemmer,
 at du nogen sinde har hørt en anden mands navn. 
Så sig til mig, at jeg skal gå, Alina. 
For jeg kan ikke give dig en krone, 
jeg kan ikke give dig en hær, 
jeg kan ikke give dig noget som helst af det, du har brug for."

Noget andet jeg virkelig holder af ved den her historie, er faktisk selve historien. Den er mørk, dunkel, spændende, angstpåvirkende, foruroligende, forførende, smuk og fantastisk. Den handler om en krig som kræver alt for mange ofre. Den handler om et land der venter på en helt. Den handler om at gøre det umulige - for at redde førnævnte land. Om at se sin frygt i øjnene og gøre modstand.

Blandet med alt det, er magien som binder Alina og Mørkningen sammen. En magi der kan ødelægge både Alina, Ravka og alt andet hun har kært, hvis hun ikke passer på. Det er simpelthen fantasy af bedste skuffe og jeg er så trist over at have vendt sidste side i denne fortælling. For selvom jeg kan genlæse den, er det ikke det samme. Den vil med garanti stadig efterlade et aftryk, men ikke så stort og eftertrykkeligt som når man læser den for første gang.

Mine varmeste anbefalinger - det er helt klart ikke sidste gang jeg har læst noget af Leigh Bardugo!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Ruin and Rising
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 406
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar