For lidt tid siden så jeg at en af mine veninder havde lagt et billede ud på Instagram, hvor hun beskrev at når hendes lille dreng sov, burde hun også gøre det, men at det ofte var mobilen der vandt over hendes tid i den periode, hvor hun måske også burde sove. Det kan jeg kun nikke alt for genkendende til - for sådan er det også her. Da Iris var helt lille og ikke lavede andet end at spise, sove og få skiftet ble, var min mobil min bedste ven. Jeg læste e-bøger, mens jeg ammede (fordi det tog så lang tid). Når hun lå og sov i mine arme (eller ved siden af mig), burde jeg jo også sove, men det gjorde jeg sjældent, fordi jeg så brugte tiden på at blive opdateret med omverdenen. Og var det virkelig nødvendigt? Helt sikkert ikke!
Jeg tager aldrig sådan nogle mobilafhængighedstest, for jeg tør simpelthen ikke se resultatet. Hvor ofte tjekker du din mobil i løbet af en dag? Alt for mange. Hvor tit er du på Facebook? Faktisk ikke så tit mere, efter de har lavet algoritmen om, så det aldrig er de nyeste ting der kommer først - hvilket jeg synes er vildt irriterende. Hvor tit tjekker du Instagram? Oftere end jeg burde. Hvad med mail? Det er det samme. Pinterest? Disney-spil? Skam-hjemmesiden? Igen, ofte.
Jeg kan sige ja til at jeg tjekker alting alt for ofte. Jeg ved det er dumt, åndssvagt og unødvendigt, men jeg kan ikke lade være. The fear of missing out. Ja, tak. Og i det hele taget bare dårlige vaner. For det er jo på ingen måde nødvendigt at jeg tjekker de ting så mange gange i løbet af dagen. Der er ingen grund til at min mobil er det første jeg kigger på om morgenen. Det er unødvendigt.
For lidt tiden siden var jeg til en litteratur konference i København, og Imran Rashid, der har skrevet bogen "Sluk", var en af oplægsholderne - og de ting han sagde om at være afhængig? Om at give efter for hjernens tiggen om mobilen? Jeg synes det er så skræmmende at høre det fra andre, fordi jeg ved at det er sandt. Jeg ved heldigvis også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men stadigvæk. Jeg kan da godt huske da jeg ingen mobil havde og måtte enten ringe på fastnettelefonen eller gå over til mine veninder hvis jeg ville spørge om de ville lege. Der var ikke noget med at tage billeder og bruge tid på at lægge dem på Instagram, like andres billeder osv. Der var ikke noget med at tage selfies eller udspionere andre på Facebook.
Min telefon er altid med mig. Er altid tændt. Den er ikke engang slukket når jeg skal flyve. Når jeg læser, er jeg blevet bedre til at lægge den fra mig, fordi jeg - især efter Iris - har så lidt læsetid, at jeg vil have så meget ud af den som muligt. Det resulterer jo så bare i, at jeg ofte sidder med min mobil når jeg burde koncentrere mig om Iris. Det er jo ikke godt. Og jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at lægge den fra mig flere gange i løbet af dagen, og jeg synes faktisk jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv i at tjekke mobilen. Så giver jeg lige mig selv et mentalt skulderklap. For mobilen er jo ikke alt!
Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der burde blive bedre til at lægge den væk. Måske endda lade den ligge i et helt andet værelse en gang i mellem. For at skrue lidt ned for afhængigheden. For rent faktisk at være lidt mere i nuet. At være mere mentalt til stede, for det er man jo ikke hvis man hele tiden lige skal tjekke noget, svare nogen eller se hvor mange likes et billede har fået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar