Jeg lovede jeg ville skrive om hvordan readathon på biblioteket foregik - og det vil jeg gøre her! Der er nu gået et par dage, jeg har fået sovet (dog stadig ikke nok) og jeg er blevet lidt friskere. Jeg var syg dagen op til readathon - rigtig øv! Jeg besluttede mig for at det bedste var at tage en dag i sengen, så jeg kunne blive frisk til readathon, det var klogt gjort! For selvom jeg var fuldstændig bombet fredag og i går, så havde det været endnu værre hvis ikke jeg havde haft den dag i sengen.
Klokken lidt i 12 i torsdags begyndte de første deltagere så at møde op på biblioteket. Der var en helt særlig, lidt hektisk, men spændt stemning. Mange mødte op med soveposer, liggeunderlag og hovedpuder samt snacks og bøger. Alle mødte op med godt humør!
Jeg vil lige sige, som sidebemærkning, at min morgen havde været vildt kaotisk, da jeg vågnede klokken 5 og ville se hvad klokken var, men opdagede til min skræk og rædsel at min mobil var død i løbet af natten. Som i fuldstændig død. Total færdig. Prøv lige at spørge om det gav mig sved på panden? Suk, en dårlig start!
Nå, men panikken havde dog lagt sig, da vi gik i gang med at læse. Vi havde forsøgt at gøre det hyggeligt nede i vores ene kælderrum, med hængekøjer, sækkestole og sofaer. Her stod også tavlen hvorpå vi holdt status for hvor meget vi havde læst. Samtidig kunne man, hele døgnet igennem lave blackout poetry, hvis man lige trængte til at lave noget andet.
Da alle havde fundet pladser gik vi i gang med at læse. Undervejs havde vi lavet forskellige aktiviteter; digt/historie ud af bogrygge, byg et bogtårn, fantasy quiz ved Nanna Foss og Randers Bibliotek, rundvisning i biblioteket efter lukketid, natløb og konkurrencer, højtlæsning, kahoot og morgengymnastik. Ungerne tog det i stiv arm og hyggede sig med alt det vi diskede op med. Vi havde lavet disse aktiviteter med 2-3 timers interval og det fungerede rigtig godt. Det gjorde at der stadig var tid til at fordybe sig i ens bog, inden man skulle lave noget andet.
Jeg havde frygtet det ville blive svært at holde mig vågen - det var det også, men først henad de tidlige morgentimer. Omkring kl. 5 fik jeg lige sovet 30 minutter. Jeg ved ikke om det var fordi jeg jo (sammen med mine kollegaer) var ansvarlig for ungerne, at jeg ikke havde det godt med at lægge mig til at sove, eller om jeg bare var høj på energi og stemning. Ungerne var også oppe - og lad mig sige det pænt, det var ikke alle der fik læst lige meget. Flere gange måtte vi minde dem om, at det jo var et readathon de havde meldt sig til, ikke en talkathon.
Om morgenen kunne man dog godt mærke at ungerne var lige så brugte som vi var. Det var ikke alle der havde sovet, nogle lidt, andre mere. Men vi gjorde dog en indsats for at sætte en god slutspurt ind og få læst en masse inden vi var færdige. Da vi nærmede os slutningen, måtte jeg også sige stop - mit hoved kunne simpelthen ikke mere. Vi lavede badges til dem der gerne ville have det, hvor de kunne skrive på hvor mange sider, bøger eller lydbøger de havde læst/hørt - det var der mange der gerne ville. Samtidig fik de udleveret et fint diplom hvor der stod at de havde gennemført.
Det blev til 10.566 læste sider i alt! 188 bøger! Jeg er vildt imponeret! Især et par drenge gav den virkelig gas og havde læst over 1200 sider - hver! Respekt!
Alt i alt må jeg sige at det gik over al forventning. Ja, der var lidt småproblemer undervejs, men det kan vel ikke undgås. Jeg håber dog at alle havde en virkelig god oplevelse - det virkede i hvert fald sådan. Ingen blev kede eller sure, og alle gik derfra med et smil på læben. Jeg var selv meget glad, stolt og ikke mindst træt da jeg gik hjem i fredags, og jeg helt klar på at holde det igen en anden gang!
Det lyder virkelig til at have været et godt og vellykket arrangement :) Kunne være sjovt at få stablet flere af dens slags events på benene rundt i DK.
SvarSletDet er altså megasejt godt - tillykke til dig og alle deltagerne! ♥
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog