Siri Pettersen; Evnen [Sponsoreret indlæg af Bog&Ide]
Bagsidetekst:
Forestil dig at være et ikon for et frygtet folk. Symbolet som samler dem omkring had og hævntørst. Som datter af en ligfødt hærfører i eksil, er det din skæbne at markere begyndelsen på enden.
Hirka har endnu engang rejst gennem ravneringene og er havnet i de ligfødtes rige - en kold, hierarkisk verden, hvor foragten for svaghed regerer. Hun må derfor bruge snilde og kløgt for at overleve i sin nye familie i håb om at holde Rime i live og Ymslanda trygt. Men de ligfødtes tørst efter Evnen er altopslugende, og Hirka inderser, at den krig, hun prøver at standse, er ustoppelig. En en indsigt, som snart vil udfordre alt, hun har troet på og kæmper for.
Det var både med spænding og vemod at jeg gik i gang med sidste bind i denne fantastiske serie. For jeg synes virkelig det er trist at skulle sige farvel til en serie, der er en af de bedste jeg længe har læst.
Denne serie handler ikke blot om krig mellem levende og døde. Om dem der har Evnen og dem der ikke har. Den handler ikke kun om at acceptere forskelle på tværs af kulturer, samfund, ja endda verdener. Det er en historie der handler om mod. Om at turde forandre ting der burde være umulige. Det er en historie om at miste sig selv, om at finde sig selv igen - om at blive genfødt som noget nyt. Som noget man inderst inde altid vidste man var.
Det er også en historie om en altoverskyggende kærlighed der på trods af modvind, på trods af forskellige, på trods af distance, er vokset og vokset i styrke. Selvom Rime og Hirka ikke altid er enige, forstår de dog hinanden og de er hinandens faste holdepunkter. At de kun har kysset meget få gange, gør for mig, et eller andet. Det symbolisere på en måde at det de har sammen er rent, uplettet, uspoleret - i en verden hvor ingen af dem er perfekte.
Det er en historie der har taget mig med storm. En historie der har fortryllet, forvirret og fascineret mig. Siri Pettersen er en sand troldkvinde med sit sprog og det har på intet tidspunkt været kedelig læsning. Sproget er flydende, smukt, beskrivende og det passer til den spændende historie som fortælles. Jeg har nydt at se Hirka udvikle sig. Se hende turde tage chancer for det hun vil have. Se hende blive klogere på sig selv, på Rime, på ligfødte og ætlinger. Det har dog også været svært at se alle de tab hun skulle igennem. Alle dem hun skulle sige farvel til, eller som hun ikke nåede at sige farvel til. For i en krig er der tab.
Jeg kan ikke anbefale denne serie nok. Den er fantastisk! Fængslende. Forførende. Hvis du er til fantasy, politik, intriger, hemmeligheder og kærlighed, så er det et must! Men det er den nu også alligevel.
Tak til Bog&Ide for anmeldereksemplar.
Læs mere om serien her.
Fakta:
Forlag: Høst&Søn
Original titel: Evna
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 464
5 ud af 5 stjerner
Åh, det lyder godt nok spændende, og meget smukt. Hvad med humor, sjove anekdoter mv. Har serien også den slags at byde på?
SvarSlet- A
Den er ikke haha-sjov, og faktisk meget alvorlig, men den har sine øjeblikke hvor Hirka eller nogen af de andre siger noget sjovt. Især i 2'eren er der mere humor-ping-pong mellem personerne end i de andre.
Slet