fredag den 25. maj 2018

Amanda Maxlyn; Stille : forbudt kærlighed [Sponsoreret]

Amanda Maxlyn; Stille : forbudt kærlighed [Sponsoreret af Palatium Books]

Bagsidetekst:
Jeg havde ikke regnet med at blive fyret og slet ikke på min fødselsdag. Men det var blot begyndelsen på flere uventede ting. Blandet andet ham.

Det var en aften, der ændrede alt. En aften i maskernes, lysternes og syndige fornøjelsers tegn. Det eneste jeg tænker på er ham, han er det eneste, jeg vil have. Og han er det eneste, jeg på ingen måde kan få.

Det eneste jeg har tilbage nu er stjålne blikke, kortvarige berøringer og en blændende længsel efter mere, mens jeg drukner i mit begær efter ham - manden der er total forbudt. 


Medmindre ... vi ikke siger noget til nogen og er helt, helt stille.

Det er længe siden jeg har læst en decideret erotisk historie og selvom der er en del sex i fx ”Off-Campus og ”Game on”-serierne, er det bare ikke helt det samme – for der er så meget mere i de bøger end bare sex. Humoren og personerne i de to serier er i hvert fald noget af det jeg elsker ved dem. Netop derfor havde jeg taget en lille pause fra erotikken, for nogle gange kan det føles som den samme historie man læser om og om igen, bare med andre personer. Samtidig kan sex-delen også blive alt for meget og fylde for meget i historien. Det er rart nok at vide at der rent faktisk er en handling som også ville kunne fungere ude sex-delen.

Denne historie er dog rigtig fin - selvom den forholdsvis kort, er der lidt kød på historien og selvom der er en del sex deri, er det ikke hele historien. Jeg vil dog sige at jeg synes bagsideteksten ikke er den bedste jeg har læst. Den er faktisk lidt for meget - lidt for plat. Den ligger op til en historie udelukkende om begær og sex og jeg synes faktisk bogen indeholder mere end blot det. Det er en fin lille historie om forelskelse - måske endda den første rigtige forelskelse, i hvert fald for Emma. Samtidig er det historien om at ville have det man ikke må få og Emma og Trey burde virkelig holde sig fra hinanden, for det kan få meget store konsekvenser for dem begge to. Så der er heldigvis mere i bogen end blot sex.

Emma og Treys møde er mere end blot et par lystne blikke og begærlige berøringer. De mødes en aften hvor de begge er iført masker, så de kender ikke hinanden og netop derfor kan man virkelig mærke at de passer godt sammen - for det er ikke det ydre (i hvert fald ikke helt) de falder for, men det de har indeni. De klikker rigtig godt sammen og derfor er det blot endnu værre at de ikke må få hinanden. De må begge to også indse at der skal ske nogle forandringer, som de måske ikke er helt villige til at lave, før de kan få hinanden. At gå på listefødder med deres forhold, holder i hvert fald ikke i længden - jeg havde dog håbet på lidt mere snigen-omkring end vi fik, men det er ok.

Historien er dog ikke stor kunst, men jeg var godt underholdt og fandt historien spændende. Den er fin at læse en varm sommeraften med et koldt glas hvidvin til. Det er helt sikkert en historie der bare skal nydes!

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Hush
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 168
4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar