onsdag den 4. juli 2018

Leigh Bardugo; Det korrupte rige [Sponsoreret]

Leigh Bardugo; Det korrupte rige (Six of Crows, #2) [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Kaz og hans umage hold af forbrydere er gået under jorden. Ketterdams magtelite har lært af deres fejl og spiller Kaz' eget spil. Intet er helligt!

Det eneste lyspunkt er den glød af hævnlyst, der ulmer i Kaz. Er der én ting, man ikke gør, så er det at lægge sig ud med et forbrydergeni. Kragerne er måske knækkede, men også de har tilegnet sig nye evner. Evner der rækker langt ud over det naturlige og ned i et dystert mørke.

Da jeg var færdig med at læse "Grisha"-serien sukkede jeg efter mere fra dette fantastiske univers. Jeg havde godt hørt om "Six of Crows", men på det tidspunkt der var ikke udsigt til at den ville blive oversat - og som I nok ved, er jeg ikke meget for at læse på engelsk, selvom jeg virkelig gerne vil forbedre mig. Da "Kragens kald" kom på dansk kunne jeg ikke få armene ned. Endelig kunne jeg komme tilbage til "Grisha-verse", omend det blev med nogle nye folk - det er dog meget tæt på, at jeg synes "Six of Crows"-serien er bedre! Uha, nu har jeg sagt det, så må jeg hellere forklare mig.

For det første synes jeg at persongalleriet i "Six of Crows" er meget bedre end det var i "Grisha" - især fordi Alina irriterede mig ret meget undervejs i historien, men i denne, holder jeg virkelig meget af dem alle sammen. Kaz, Inej, Nina, Jesper, Matthias og selv Wylan, som ellers er ret wimpy til at starte med, ender med at overraske mig positivt. De indeholde alle sammen så meget sorg og styrke og de er, på hver deres måde, utrolig forskruede i deres syn på verden. Dog er de utrolig loyale og vil kæmpe til det aller sidste for at redde hinanden. For selvom ordene er usagte, tror jeg inderligt at de holder af hinanden.

"Jeg ville have reddet dig. 
Og hvis jeg ikke kunne gå, ville jeg kravle. 
Vi ville kæmpe os ud med knive og rygende pistoler. 
For det er det, vi gør. 
Vi kæmper altid."

For det andet elsker jeg den dystre og mørke stemning der er i bogen. Vi får lidt samme følelse i "Grisha", men her er det mere udtalt. Livet er på ingen måde en dans på roser, og det ved hovedpersonerne udmærket godt. De skal kæmpe for at overleve og ingen er hævet over at udføre beskidte tricks for at få hvad de vil have. I "Det korrupte rige" synes jeg det er endnu tydeligere hvor svært livet har været for dem alle sammen. Kaz stoler ikke på nogen og han tør slet ikke lade sine følelser for Inej skinne igennem. Inej kæmper også med sine følelser og drømme. Nina og Matthias har endelig fundet sammen, blot for at blive adskilt igen. Jesper må stå ansigt til ansigt med sin far og indrømme sine fejl og mangler, noget han bestemt ikke bryder sig om. Wylan skal kæmpe sig fri af det billede hans far har tegnet og vise at han godt kan stå på egne ben. Der er ikke sparet på grusomme detaljer om brækkede ben, sygdom og død og jeg elsker det. Det ville ikke have været det samme hvis stemningen havde været lys og let. Humoren underbygger også at ingen har haft det let. Ingen har let til smil og karakterernes sorte humor dækker godt over deres virkelige følelser som ingen tør vise.

Som kronen på værket, skriver Leigh Bardugo bare pisse fedt! Jo, det kan godt være lidt tungt en gang i mellem og der er utrolig mange tråde man skal holde styr på. Jeg sad flere gange og måtte pause for lige at tænke tilbage på hvordan det hele nu hang sammen. Det er så fedt at blive udfordret på den måde mens man læser. Der er tvists og brødkrummer der skal følges hele vejen igennem bogen og det er sitrerende spændende at man aldrig ved hvad Kaz nu har tænkt sig at gøre. Jeg kunne ikke ønske mig mere af en to'er - den holder fuldstændig. Dog håber jeg at det ikke bliver sidste eventyr i "Grisha-verse"!

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med hendes forfatterskab, kan det varmt anbefales. Start med "Grisha" og læs så historien om kragerne. Det er fuldfed fantasy på højeste niveau. Du vil grine og græde. Du vil blive fanget af historien og personerne. Jeg tør godt love at du vil elske det!

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Crooked Kingdom
Udgivet i: 2016 (på engelsk) 2018 (på dansk)
Antal sider: 536
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar