mandag den 28. juni 2021

Caroline O'Donoghue; Vores skjulte evner [Anmeldereksemplar]

Caroline O'Donoghue; Vores skjulte evner [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Fremtiden er skæbnebestemt. Tør du kende din?

Maeve er et udskud, som ingen venner har. Men en dag finder hun en pakke tarotkort i et skab på skolen, som hun på mystisk vis har talent for at kunne aflæse. Pludselig vil alle på skolen have Maeves hjælp, og hendes popularitet begynder at stige.

Men under en læsning med Maeves klassekammerat Lily dukker der et ildevarslende kort op, og dagen efter er Lily sporløst forsvundet. Politiet er på bar bund, så Maeve må ty til tarotkortene for at finde svar. 

Det bliver begyndelsen på en farefuld og indviklet efterforskning, som kun bliver endnu mere kompliceret, da Maeve begynder at få følelser for Roe, som Maeve altid har kendt som Lilys bror, men som nu har en flydende kønsidentitet.


Hold nu op for en fortælling!

"Vores skjulte evner" er en nutidig fantasyfortælling der både indeholder samfundskritik og magi. Der er stor forskel i klasse - forskel på rige og fattige - i den by som Maeve bor i. Hun ser sig ikke selv som rig, men går alligevel på en skole der er dyr at gå i. Noget hun har taget for givet, fordi hun alligevel ikke føler hun passer ind nogen steder. 

Samtidig bliver debatten om køn og seksualitet også taget op. Roe, Lilys bror, har fundet ud af at han ikke passer i den klassiske "drenge-kasse", men han har en mere flydende kønsidentitet. Der bliver sat fokus på hvordan det er at være homoseksuel i Irland - et katolsk land, hvor det ikke er alle der er lige åbensindede omkring andre forhold end mand-kvinde. 

Alt dette er sat op i en kulisse, der har lidt horroragtigt feel, med skumle tarotkort der har deres egne vilje. Krystaller og trylleformularer bliver en stor del af Maeves liv, da hun opdager at hun ikke er som alle andre. Hun er sensitiv og kan derfor sanse meget mere end andre - men vil hun være en god eller ond sensitiv?

Det er sjældent jeg læser noget hvor der er så meget fokus på seksualitet, det overnaturlige, på venskaber, på at være både illoyal og loyal. Tænk hvis den der er i fare egentlig ikke vil reddes? Hvad gør man så? Det hele er flettet utroligt godt sammen og giver en virkelig helstøbt læseoplevelse. Dette er sådan en fortællinger der bliver til en film inde i læserens hoved.

Jeg er vild med at Maeve er en hovedperson man ikke instinktivt holder af. Hun er ikke særlig sød og venlig, faktisk er hun mere irriterende og hun føler at der er et mørke indeni hende. Heldigvis gennemgår hun en forvandling, hvor hun indser at det mørke måske kan bruges til noget godt. Hun maler et troværdigt billede af en 16-årig pige, der skal finde sin plads i verden, der skal indse at det at fejle er en del af livet - og at man skal huske at lære af disse fejl. 

Alt i alt er det virkelig en spændende, medrivende og anderledes læseoplevelse. Der er lagt op til mange flere fortællinger med Maeve og hendes lille kreds. Kampen er langt fra slut ... 

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: All Our Hidden Gifts
På dansk ved: Astrid Heise-Fjeldgren
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 326
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar