fredag den 6. juni 2014

Kimberly McCreight; Sandheden om Amelia


Kimberly McCreight; Sandheden om Amelia

Kate får en dag et bekymrende opkald fra sin teenagedatters skole. Amelia er blevet bortvist på grund af snyd og skal hentes med det samme. Da Kate når frem, bliver hun imidlertid mødt af en chokerende besked: Amelia har begået selvmord ved at springe ud fra skolens tag.

Kate er tynget af sorg, og en dag tikker en anonym sms ind med ordene "Amelia sprang ikke". Det bliver startskuddet til Kates egen søgen efter spor for at rekonstruere Amelias liv og de begivenheder, der førte op til den skæbnesvangre dag, men intet kunne have forberedt hende på det, hun finder.

"En blanding af Gossip Girl og Kvinden der forsvandt" - uha det må jeg da læse!! Jeg elsker Gossip Girl tv-serien og "Kvinden der forsvandt" var virkelig spændende, så tænkte at det her kun kunne blive godt.

Vi følger Kate, der er knust over sin datters selvmord, og over at hun åbenbart ikke kendte sin datter så godt som hun troede. Da sms'en om at Amelia ikke sprang tikker ind på hendes telefon, giver hun sig i kast med at opdage hvem hendes datter var - for inderst inde har hun hele tiden troet at Amelia ikke kunne finde på at springe.

Kate kaster sig over Amelias computer, mobil og diverse sociale sider på internettet for at lære sandheden om sin datter, og det er bestemt ikke for sarte sjæle! Kate finder ud af Amelia har været med i en hemmelig klub på sin skole, en klub som hun egentlig slet ikke vil være med i - men kærlighed for en til at gøre mærkelige ting.

Jo længere ned i Amelias liv Kate kommer, jo tættere kommer Kate også på sandheden om hvem Amelias far er, for selvom Kate er sikker i sin sag, er det ikke sikker at virkeligheden helt er som hun havde forestillet sig. Dette kan også siges om hvad der virkelig skete den dag på skolens tag, da Amelia "sprang"!

Jeg havde virkelig høje forventninger til denne bog og jeg synes ikke helt at de er blevet indfriet. Bogen er spændende, jo, velskrevet, ja, med en snert af Gossip Girl, hvor sladderen er det væsentligste, og selvom sandheden først går op for en til sidst (i hvert fald for mig), synes jeg ikke helt den fanger lige så godt som "Kvinden der forsvandt", som var virkelig svær at lægge fra sig igen.

Men læs den hvis du trænger til en god bog, om en mors kamp for at finde ud af sandheden om sin datter, om de valg hun har taget for at nå dertil, om at være teenager og forelske sig første gang og om at blive mobbet og tvunget til at tage de forkerte valg.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i 2013
Original titel: Reconstructing Amelia
Antal sider: 410
Læst på dansk
Målgruppe: Voksne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar