onsdag den 21. marts 2018

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Karen Inge Nielsen; Natspindlerens dødsmærke [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Tiden efter De Sorte og Tigrils fald har været hård. Landet lå i ruiner - brændt til ukendelighed, og de menneskelige tab har været store. Sammen med hertug Castor har Sia gjort sit bedste for at genopbygge livet i Karstel. Men sårene fra De Sortes tid er svære at hele. Selvom blomsterne står farvestrålende op af husmurene i Karstels gader, kan de ikke fortrænge de mørke kræfter, der lurer i skyggerne. Sia kæmper med sorgen over og savnet af sin far, og samtidig er en ukendt, hviskende stemme begyndt at hjemsøge hende om natten. Langsomt går det op for Sia, at det, hun troede var afsluttet, da Tigril faldt, langtfra er slut endnu. Legenderne spøger. Det onde lever stadig - og Natspindleren er kommet for at sætte sit dødsmærke.

Efterfølgeren til "Ravneskrig" er bestemt værd at læse. Som i "Ravneskrig" er der malet et virkelighedstro billede af en ukendt verden, som emmer af middelalder og vikinger. Myterne er i højsædet nu og der spares ikke på mystik og overnaturlige væsner i denne historie - dog ikke på samme måde som i andre fantasyhistorier, hvor personerne rent faktisk møder disse mystiske væsner, men mere som i at de hele tiden lurer i udkanten af bevidstheden, klar til at kradse og bide når du mindst venter det. Det er rigtig fedt at læse mere om historierne bag Karstel, hvilke sagn de har og hvilken rolle Sia spiller i det hele. Sia må igen kæmpe mod det onde og igen sætter hun livet på spil for dem hun elsker og holder af. Igen er der dog ikke meget tju-bang over handlingen, men på en eller anden måde føles det som om der sker mere i denne alligevel. Der er hele den sideløbende historie om "rotten" der vil have hævn, og det er utrolig spændende og angstprovokerende at man ikke ved hvem det er eller hvem han mødes med. Det er virkelig spændende at følge med i den historie, og at brikker først falder på plads til sidst, er endnu bedre.

Jeg kunne godt lide Sias kamp for at redde dem hun elsker - og at hun er villig til at ofre sig selv i det gode sags tjeneste er en nobel ting at gøre, om end lidt naivt. For hun lærte jo i "Ravneskrig" at alting går meget bedre når man er omkranset af venner der vil hjælpe en. Det lader hun dog til at have glemt nu, og i forsøget på at redde dem alle, risikerer hun faktisk at ingen af dem vil nå at komme frem til hende før det er for sent. Heldigvis har hun nogle kloge venner, der vil gøre alt hvad de kan for at redde hende.

Persongalleriet i denne fortælling er meget tydelige: Sia der vil gøre alt for at redde dem hun elsker, hun er dog usikker på om hun er i stand til at regere Karstel når den tid kommer, men den usikkerhed er med til at gøre hende relaterbar for læseren. Liam kæmper med at have været en af De Sorte, han føler ikke han passer ind mere og at folk sender ham blikke og dømmer ham. Han er egentlig sin egen værste fjende, og ved at lukke sig inde i sig selv skubber han alle væk som gerne vil hjælpe ham. Men mon ikke han bliver klogere? Dog havde jeg flere gange lyst til at give Tore et par på siden af hovedet. Han er meget wimpy og klæbende (måske for klæbende). Han er en pleaser og han er bange for at være alene - han har dog lidt utrolig store tab, så selvom han irriterer mig, kan jeg godt forstå ham.

Dette er god efterfølger, der sprogligt og historiemæssigt er bedre og mere gennemarbejdet (sådan føles det i hvert fald) end etteren. Det er bestemt en historie jeg vil anbefale til yngre fantasylæsere, som mangler læsestof. Jeg kunne godt forestille mig at der var flere historier at hente i Karstel, men om forfatteren vil forfølge disse, er ikke til at vide. I så fald, vil jeg glæde mig til at vende tilbage og læse mere!

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 351
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar