Charlotte Fischer; Ourea (Sjælevandrer, #2) [Reklame]
Bagsidetekst:
Dahila og Cawis søn, Colin, fanges i elektriske storme på en bjergekspedition. Det får fatale konsekvenser. Dahlia kan ikke tilgive Cawi for det, som sker med Colin i bjergene og hun træffer et svært valg.
Cawi hjemsøges af drømmesyn fra Sjælevandrernes verden og han får sværere ved at skelne drøm fra virkelighed. Cawi er overbevist om at han kan redde sin familie ved at træde ind i Diali. Men Cawi er ikke forberedt på det han møder i Diali ...
Den her serie har potentialet til at blive noget stort. Vi er der dog bare ikke helt endnu, i hvert fald ikke i min optik. Jeg kan rigtig godt lide historien og jeg synes det er meget spændende med de elektriske storme og den parallelle verden til Sjælevandrerne. Selvom jeg har læst begge bøger forholdsvist hurtigt og med stor fornøjelse er der dog, især en ting, der irriterer mig, men den kan jeg lige vende tilbage til.
Jeg synes historien bliver bygget rigtig godt op - jeg er stadig ikke helt med på der drømmeplan som Cawi har, men jeg føler dog at jeg er blevet en smule klogere. Der er noget med sjæle, der ikke skulle have forladt Diali, men som har forladt stedet. Nu har Cawi brudt et løfte han gav, dengang han, i et tidligere liv, boede i Diali, og det skal han fikse. For det løftebrud har ruineret en hel civilisation. Håber det er forstået korrekt. Cawi beslutter sig i hvert fald for at prøve at fikse det løftebrud, men det får bare konsekvenser for det liv han lever nu. Dahlia "efterlades" og ved ikke hvordan hun skal reagere.
Sideløbende med Cawi og Dahlias liv, mest Cawi og hans stigende besøg i Diali, følger vi historien om Dahila og Cawis søn Colin, der ligner sin far. På mange punkter. Samme udseende, kropsbygning, styrke og måske også tendens til at ville besøge Diali. Colin vil træde i sin fars fodspor og bestige bjerge og undersøge de elektriske storme - under en sådan storm kommer han dog slemt til skade og hans liv bliver ødelagt. Heldigvis er han, ligesom Cawi, ikke sådan at tage livet af - selvom han er helt nede og vende, slukkes håbet aldrig helt. Colin får et glimt at Diali, men det lader ikke til at han er knyttet til det, på samme måde som sin far er.
Som sagt synes jeg historien er rigtig spændende. Cawi og Dahila flygtede fra deres side af bjerget til den anden, i håbet om at finde et bedre liv - det lykkedes, men kan de blive klogere på hvordan naturen blev som den blev og hvilken rolle de elektriske storme har. Det er vi ikke blev helt så kloge på, men jeg håber da på flere brikker til puslespillet i næste bog. Jeg kan som sådan også rigtig godt lide personerne i bogen, men - og nu kommer den del der irriterer mig mest, og som gør at bogen får fire stjerner. Jeg bryder mig virkelig ikke om hverken Cawi eller Colins voldelige side. I første bog slog Cawi Dahila, og hun tilgav ham. I denne kommer det ikke så vidt, men bare deres måde at skændes på, at råbe af hinanden på - igen og igen. Både Cawi, Dahila og Colin har nogle meget stærke og stædige personligheder, så kriser er næsten uundgåelige, men de burde ikke komme så vidt som de gør. Cawi reagerer ved at drikke og søge tilflugt i Diali - han flygter fra det liv han har kæmpet så hårdt for at opbygge. Jeg bryder mig ikke om hans måde at håndtere tingene på. Jeg håber der kommer en forklaring på hvorfor han reagerer som han gør - at det er fordi der er noget med hans sjæl, eller noget andet, men som det er nu, bryder jeg mig ikke om det. Han er en kontrolfreak med et voldsomt temperament, som kan lide at bruge vold. Colin er ikke helt så slem, selvom han var lidt for frisk og vild i varmen efter sex i en enkelt scene. Beklager, men den ene scene er nok til at han mistede stjerner i min bog. Han opper sig dog og forsvarer pigen han vil have, men stadigvæk. Ikke smart, Colin.
På trods af dette, er jeg dog stadig fascineret af historien, da den ikke minder om noget jeg tidligere har læst, og jeg vil da også anbefale til andre der kan lide dystopiske fortællinger blandet med lidt overnaturlighed. Jeg skal helt klart læse videre! Jeg er begyndt på det store puslespil - og så skal de sidste brikker også på plads!
Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2018
Antal sider: 383
4 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar