Neil Patrick Harris; De magiske møgunger
Bagsidetekst:
Da gadedrengen Carter stikker af fra sin onkel, forventer hanikke at finde både venner og magi i en lille by på landet. Men som alle gode trylletricks kan alt ændre sig på et øjeblik, og det gør det, da den grådige cirkusdirektør, B. B. Bosso, og hans hold ankommer til den lille flække. De har nemlig tænkt sig at stjæle alt, de kan komme i nærheden af.
Efter et afgørende møde med byens lokale magiker, hr. Vernon, rotter Carter sig sammen med fem andre børn. Sammen - og ved at bruge både magi og samarbejde - sætter de alle sejl til for at redde byens fra Bossos slyngelstreger.
Jeg ville virkelig gerne kunne give denne bog flere stjerner end jeg gør, virkelig gerne, for jeg synes ideen og historien er rigtig god - og hvem elsker ikke magi? Der er en lille snert "Nattens cirkus" og "Caraval" over den og så alligevel ikke. Jeg har altid været meget fascineret af tryllekunstnere og cirkus - jeg har oplevet Cirque du Soleil live, og det var en stor oplevelse. Derfor elsker jeg også at læse bøger om magi - "Nattens cirkus" og "Caraval" er glimrende eksempler. Det er dette også.
Historien er virkelig god og medrivende - selvom jeg ikke er den primære målgruppe (9-13 år), så fandt jeg den alligevel spændende og til tider en smule nervepirrende. Personerne er nemme at holde af og jeg er især fascineret af Carters kamp med hans syn på magi. Han tror ikke på det, og så alligevel - for er det ikke magi det han selv kan? Han skal bare lære at bruge det til gode ting og ikke til at stjæle fra folk. Han skal også lære at det faktisk kan være helt ok at have venner og nogle der har ens ryg, hvis man kommer i problemer. Det er fint at se hvordan venskabet mellem Carter og de andre børn først er tøvende, fordi de skal se hinanden an, for derefter at blive varmt og noget der helt sikkert er venskaber for livet. Humoren heri er meget typisk for Neil Patrick Harris (det bilder jeg mig i hvert fald ind at den er) - og jeg fik nogle gange flashbacks til hans rolle, som Barney, i "How I Met Your Mother". Jeg sad flere gange og klukkede for mig selv.
Undervejs i historien og til allersidst er der små trylletricks man selv kan forsøge sig med. Jeg har ikke prøvet, det dur min finmotorik ikke til, men det er en fin detalje at det er med. Det kan måske være med til at pirre nysgerrigheden hos børn til at lege med drømmen om at blive tryllekunstner - hvis du spørger mig, har vi alt for lidt magi i vores hverdag. Jeg mener selvfølgelig sådan rigtig magi. Dog er der også steder undervejs hvor fortælle-stemmen, og her kan jeg virkelig høre Neil Patrick Harris for mig - henvender sig direkte til læseren. Det kender jeg også tv-shows der gør og måske virker det til børn, jeg finder det bare utrolig irriterende og forstyrrende. Jeg har ikke brug for at blive involveret på den måde i en fortælling, det klarer fortællingen fint i sig selv, hvis den er god nok. Derfor får bogen fire stjerner af mig.
Hermed ikke sagt at jeg ikke vil anbefale den. For det vil jeg helt sikkert. Til børn der har læst "De Ualmindelige", "Nevermoor" eller lignende, vil jeg varmt anbefale den. Jeg tror også at den vil kunne fungerer som højtlæsning for de 8-9-årige - hvis de da stadig vil have læst højt. Det er i hvert fald en historie der vil være god at samle sig om, fordi der er mange ting man kan snakke om. Der er både det magiske aspekt, og venskaber, men også hvordan man behandler hinanden. At forældre skal være gode ved deres børn, at man ikke må misbruge magt og mange andre ting. Bogen er klart værd at læse og jeg skal da helt sikkert også læse videre i serien - jeg er jo nysgerrig!
Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: The Magic Misfits
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 262
4 ud af 6 stjerner
Eksemplar af bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelse. Meninger og holdninger der kommer til udtryk i anmeldelsen er mine egne - det eneste jeg har modtaget betaling for er lektørudtalelsen, der bruges af biblioteker landet over i forbindelse med indkøb af materialer.
Fik du løst koden til sidst i bogen?
SvarSlet