Holly Black; Kongen af mørke (Folk of the air, #2) [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]
Bagsidetekst:
Jude har omsider kæmpet sig til en magtfuld position i Faerie. Hun er kynisk, målrettet og foragtet af de fleste. Hun styrer Cardan som en marionet, og ingen i hoffet forstår, hvordan hun bærer sig ad. Men det er ikke let at navigere mellem det had og begær, hun nærer for den lunefulde Cardan. Måske er det ligefrem en syg form for kærlighed? Judes fundament er usikkert, fjenderne står på spring og hendes magtfulde greb om Cardan nærmer sig en afslutning. Hvor langt vil hun gå for at bevare magten?
Jeg ville virkelig gerne være mere fascineret af den her serie end jeg er. Jeg kan godt lide den mørke slags fantasy. Kan godt lide at der ikke nødvendigvis er nogen der er deciderede gode og onde, men at man opererer med gråzoner. Hvor langt vil man gå for at opnå det man ønsker? Jeg kan godt lide fantasy og feer.
Dog er det her en rodet affære. Samspillet og kemien mellem Jude og Cardan er forvirrende. Først kan de ikke udstå hinanden, så kaster de sig over hinanden, så hader de hinanden igen og så videre. Det bliver lidt for meget i længden. Især fordi jeg har på fornemmelsen, at selvom det hele går ad helvede til, så skal de nok ende sammen alligevel.
Det bliver også trættende konstant at skulle høre om hendes mission for tronen og alle de hemmeligheder og løgne hun skal holde styr på. Alle teorierne, mistankerne og hemmeligheder kan tage lidt overhånd og det gør det ikke som læser, at følge med i hvad der sker. Jeg synes ikke det er særlig godt udført og det giver et lidt underligt læseflow.
Når det så er sagt, så synes jeg historien er spændende. Jeg kan godt lide universet - at menneskene intet har at sige i Faerie, men alligevel er det et menneske der styrer deres konge. Jeg kan faktisk godt lide Jude - selvom hun er forvirrende og måske, inderst inde, ret magtliderlig, så forsøger hun på sin vis at skabe et bedre Faerie. Men om feerne er klar til det, er jeg ikke sikker på.
Jeg er dog ikke klar til at opgive Jude og Cardan - jeg er for nysgerrig, så jeg vil gerne se hvor det ender! Om det ender godt, ved jeg ikke og jeg ved heller ikke om Jude ender med at få sine ønsker opfyldt, det bliver spændende at finde ud af!
Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Wicked King
Udgivet i: 2020 (på dansk)
Antal sider:
4 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar