tirsdag den 9. marts 2021

Anna Line Søgaard; Hjertevedhæng [Anmeldereksemplar]

Anna Line Søgaard; Hjertevedhæng [Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Bagsidetekst:
Amanda går i gymnasiet og gemmer sig bag et tykt lag makeup for ikke at forsvinde. Hun ville ønske, at hun var mere modig, og at der ikke var så mange forventninger til hende. Alt er en kamp. Selv helt almindelige ting føles unaturlige for hende.

Til en fest møder hun den jævnaldrende Melanie, der er helt anderledes end hendes andre venner, og lige så langsomt begynder alting at forandre sig …

Dette er sådan en slags historie jeg ville synes alle i gymnasiet skal læse. Det er egentlig ikke en særlig rar historie, men den er ærlig og troværdig.

Den tegner et billede af hvordan piger dækker sig til med lag af makeup for at skjule de fejl de mener de har. For at dække over usikkerheden og nervøsiteten ved at skulle finde dem selv. Jeg kan huske min tid i gymnasiet - jeg var ikke så langt nede eller ude som Amanda - men jeg kan tydeligt huske tankerne om ikke at være god nok, klog nok, dygtig nok, smuk nok og så videre.

Derfor er den vigtig. For den indkapsler den virkelighed der er rigtig mange unge piger der kæmper med. Ikke kun 12-tals pigerne. Men langt de fleste var været i Amandas sko på den ene eller anden måde.

Udover at være en historie om at finde sig selv, er det også en fortælling om at lære at sige fra. At sige farvel til de venskaber der er skadelige for en - også selvom det kan være hårdt. Men venner der ikke er der for en, men derimod er med til at fastholde en i dårlige vaner, er ikke værd at samle på. Den lektie skal Amanda lære. Hun skal også lære at tro på at hun er god nok. At hun er klog nok. At hun faktisk er præcis som hun skal være. Det er ikke nogen nem lektie at lære og det er ikke noget man bare lige lærer over en weekend.

“Hjertevedhæng” er en ærlig, ubehagelig, troværdig, smuk og nødvendig bog. Jeg ville dog ønske den havde en mere appellerende forside, for jeg kan godt være nervøs for om målgruppen rent faktisk vil tage den til sig.

Tak til Byens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Byens Forlag
Udgivet i: 2020
Antal sider: 297
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar