tirsdag den 2. marts 2021

Beth Corby; En sidste vilje [Anmeldereksemplar]

Beth Corby; En sidste vilje [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst:
Ville du tage chancen, hvis det kunne ændre alt?

Hannahs liv er fuldstændig planløst. Hun er 25 år gammel og har på sine forældres regning skiftet studieretning flere gange. Nu er hun godt nok endelig blevet færdig med universitet, men hun har ikke den fjerneste idé om, hvad hun vil med sit liv. Altså lige bortset fra, at hun nok bliver nødt til at få sig et rigtigt arbejde, for hun kan ikke blive ved med at være tilkaldevikar.

Da Hannas hovedrige grandonkel Donald dør, er det til resten af familiens ærgrelse Hannah, der arver. Men arven er ikke helt så ligetil. For at finde ud af, hvad hun har arvet, skal hun nemlig løse en række hemmelige opgaver, sammen med Alec, der var onkel Donalds personlige assistent.

Efterhånden som de løser opgaverne, knyttes Hannah og Alec tættere til hinanden, og langsomt går det op for Hannah, at Donalds arv i virkeligheden handler om noget helt andet og langt mere interessant end penge.


Man skal ikke dømme en bog på dens cover! Og beklageligvis synes jeg på ingen måde at dette cover indkapsler den fine historie der er indeni. Hvis jeg stod på biblioteket eller i en boghandel, ville jeg ikke vælge den, udelukkende pga coveret. Heldigvis fangede bagsideteksten min interesse og det er jeg glad for - det er nemlig en rigtig fin historie.

Det er sådan en slags bog der ville fungere rigtig godt som film. Jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt på “Mig før dig” da jeg læste den. Mest pga de mange beskrivelser og detaljer om den by og det gods hvor handlingen udspiller sig. Men også fordi forholdet mellem Hannah og Alec ikke ligefrem kommer godt fra start - ligesom Lou og Will.

Samtidig elsker jeg Donalds humor og uforudsigelige gemyt. Hele hans historie er interessant og jeg ville faktisk gerne have haft lidt mere - det kunne være spændende at læse om hans opvækst og ungdom. Den sorte humor han har, minder mig om min egen far - hvilket er en god ting!

Jeg synes det var nogle rigtig fine opgaver Donald havde stillet Hannah og det var interessant at se hendes reaktion på dem og på historien om Donalds liv. Selvom hun er en lidt kuet og stille ung kvinde til at starte med, vokser hun med opgaven og jeg kunne godt lide de sider af hende som opgaverne fik frem. Bl.a. at hun skulle lære at være modig, at have det sjovt og nyde livet. Jeg brød mig virkelig ikke om hendes familie og jeg synes at slutningen var lidt for nem – jeg havde måske håbet på lidt mere, men på den anden side passede den måske godt nok til bogens ånd.

Jeg var i hvert fald godt underholdt hele vejen igennem og hvis man tidligere har læst fx Kate Morton eller Jojo Moyes, så kan man sagtens kaste sig ud i ”En sidste vilje”!

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Where There's a Will
På dansk ved: Camilla Engkjær Laursen
Udgivet i: 2020 (på dansk)
Antal sider: 339
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar